debutant. Signe Langtved Pallisgaard, er en af årets mange litterære debutanter. Hendes roman 'Et andet sted' udkom 17. januar.
Foto: Morten Holtum

debutant. Signe Langtved Pallisgaard, er en af årets mange litterære debutanter. Hendes roman 'Et andet sted' udkom 17. januar.

BogForum

Mød seks af landets varmeste litterære debutanter

Disse år byder på en enestående mængde af nye, dygtige forfattere.

BogForum

Claus Mørkbak Højrup

Markedsføringen af tv-serien ’1864’ kommer ikke helt ubelejligt for tidligere officer og nuværende byrådsmedlem og krimiforfatter Claus Mørkbak Højrup. Med krigen som kulisse lader han en historisk mordgåde udspille sig i romanen ’Mordet ved Dybbøl Banke’.

Hvad var det, der satte dig i gang med at skrive?

»For nogle år siden læste jeg en kontrafaktisk romanserie, som foregår i USA under borgerkrigen. En krig, som Sydstaterne vinder. I samme periode var jeg til et foredrag med Tom Buk-Swienty om hans roman ’Slagtebænk Dybbøl’, og så jeg tænkte, at Danmark manglede sådan en kontrafaktisk historie. En historie, hvor vi vinder krigen i 1864. Altså gik jeg i gang. Samtidig havde jeg lyst til at skrive en krimi, og derfor begynder min roman en morgen i 1864, hvor en general bliver fundet myrdet«.

Hvilke tanker har du gjort dig i forhold til at skrive en historisk roman?

»Den gode historie er det primære for mig. Krigen er en kulisse, og det er ikke meningen, at den skal være andet. Plottet og personudviklingen er vigtigere. Tom Buk-Swienty går jo meget op i detaljerne fra 1864, hvorvidt der er tale om en 12-punds kanon eller en 36-punds kanon. Sådan nogle betegnelser synes jeg forvirrer læseren. En kanon er en kanon, ellers bliver det for meget en historiebog«.

Hvorfor tror du, at 1864 er på mode for tiden?

»Jeg undrer mig egentlig også over det. Vi tabte krigen stort, og nu har vi travlt med at fejre 150-året. Det er tre år siden, jeg skrev denne bog, og dengang vidste jeg ikke, at der ville komme en tv-serie, ’1864’. Så det var egentlig ikke, fordi jeg ville ride på markedsføringsbølgen; når nu den bølge er her, ville det jo være dumt ikke at udnytte den. Og så er den historiske virkelighed jo bare en hammergod fortælling. Alene persongalleriet er fascinerende. Der er en statsminister, som er maniodepressiv, en krigsminister, som er klinisk sindssyg og en general de Meza, som var hypokonder. Deres mange fejltagelser er med til at fascinere os i dag«.

Hvordan har din egen baggrund som officer påvirket din roman?

»Dengang jeg var ved militæret, vidste jeg ikke meget om Dybbøl. Interessen er først kommet med Tom Buk-Swientys bøger. Men det er klart, at min baggrund i militæret har hjulpet mig lidt i skriveprocessen. Jeg har en fornemmelse af, hvor trætte soldater bliver, når de løber. Jeg ved, hvordan bukserne skærer i livet, og hvor svært det er at ramme noget med et gevær, når man løber«.

Du er politiker, hvordan får du tid til at skrive rent praktisk?

»Det er en prioriteringssag. Jeg plejer at sige, at jeg har fire bijobs: Jeg laver hjemmesider som selvstændig, jeg er byrådsmedlem for Venstre, jeg er centerleder på et motionscenter, og så er jeg forfatter. Det er de fire ting, jeg bruger min tid på«.

Elisabeth Flensted-Jensen

Hverdagen i Kairo under det arabiske forår fik Elisabeth Flensted-Jensen til at reflektere over sin barndom i en kristen fundamentalistisk familie. Det har resulteret i debutromanen ’Kystsanatoriet’.

Hvad var det, der satte dig i gang med at skrive?

»Det har været vigtigt for mig at skrive ’Kystsanatoriet’ ud fra et barns perspektiv. Derfor har det optaget mig at finde nogle meget koncentrerede udtryk for nogle af de tidligste oplevelser, de fleste mennesker har. Dermed trækker jeg selvfølgelig på nogle erindringer og nogle sansninger, som ligger hos mig selv. Jeg har prøvet at beskrive, hvordan et barn oplever verden meget konkret, gennem sansninger snarere end gennem fortolkninger. Jeg har prøvet at holde alle fortolkninger væk«.

Du har udgivet faglitteratur i mange år, hvordan kan det være, at der skulle gå så mange år, før du skrev en skønlitterær bog?

»Bogen har været længe undervejs, og der har været mange grunde til, at den ikke er kommet før nu. For det første har jeg aldrig haft tid før, blandt andet fordi jeg var fuldtidsarbejdende og enlig mor til to børn igennem mange år. Hvis jeg havde skrevet denne her bog tidligere i mit liv, var det blevet en meget anderledes bog. Den handler jo om at bo på et børnehjem og om at vokse op i et fundamentalistisk kristent miljø, og ingen af de ting har været sjove. Hvis jeg havde skrevet om det tidligere i mit liv, tror jeg, der var kommet en vred debatbog ud af det. Det er først på nuværende tidspunkt, at jeg har været i stand til at skrive historien mere afbalanceret«.

Hvad gør det kristne fundamentalistiske miljø interessant, skønlitterært?

»Det er altid fascinerende at læse om specielle miljøer. Da jeg har et rigtig godt kendskab til lige netop det her miljø, er jeg sikker på, at jeg har kunnet beskrive det på en anden måde end en forfatter, som har researchet. Det er noget helt andet at have oplevet det selv, specielt når man skriver ud fra barnets synsvinkel. Jeg har forsøgt at skildre, hvordan det præger et barn at vokse op i et sekterisk miljø gennem helt konkrete og hverdagsagtige ting. Det har været fascinerende for mig at prøve at skrive om det, så andre kan leve sig ind i det«.

Hvilke tanker har du gjort dig omkring beskrivelsen af børnehjemmet, som du selv har boet på?

»Jeg har fokuseret på, hvordan det opleves for et lille barn pludselig at blive adskilt fra sin familie og ikke forstå hvorfor. Det er voldsomt at blive efterladt alene hos fremmede mennesker i en rigid struktur. Jeg har fået en del henvendelser fra folk, der har oplevet noget lignende. Jeg tror faktisk, at jeg er kommet ned til nogle meget fundamentale ting om at blive ekskluderet«.

Hvordan har det været at skrive om din barndom hjemme i Danmark, nu hvor du bor i Kairo?

»Jeg tror faktisk ikke, at jeg havde skrevet den bog, hvis ikke jeg havde været et helt andet sted. Det, at jeg har været så langt væk hjemmefra og har kunnet slippe en masse forestillinger om, hvad jeg burde gøre, har givet mig ro til at skrive. Desuden har jeg boet her, samtidig med at revolutionen har fundet sted. Det er ikke noget, man kan se direkte i bogen, men det har betydet noget for mig at opleve de fundamentalistiske holdninger her. Alle de her religiøse grupperinger, der fokuserer på nogle af de samme ting, som man gjorde i min barndoms menighed. Her taler jeg vel at mærke ikke om terroristerne, men om hverdagssalafisterne, altså fromme mennesker, som har en meget stærk religiøs overbevisning, og som er meget intolerante. Jeg oplever, at der er mange ligheder mellem nogle af de kristne og nogle af de islamiske miljøer, og det har været et ekstra incitament til at få skrevet bogen«.

Elisabeth Flensted-Jensen fortæller om 'Kystsanatoriet' fredag d. 7. november kl. 14.00, Rød Scene

Christian Frost

Det er underholdningsværdien, der driver motorjournalist og krimiforfatter Christian Frost. Selv kalder han sin debutroman, ’Gud er bare hund stavet bagfra’, en actionkomedie.

Hvad var det, der satte dig i gang med at skrive?

»Jeg har altid vidst, at jeg ville skrive. Ikke fordi jeg har en brændende kunstner inden i mig, men fordi det giver mig mulighed for at komme af med nogle ting, som jeg går og murrer over. Alle de ting, der er svære at få ind i en samtale, dem kan jeg udtrykke her. Jeg har altid tænkt, at jeg kunne skrive denne roman, når jeg blev gammel. Og pludselig er jeg jo blevet gammel, eller hvert fald lidt derhenad«.

Hvad betyder krimigenren for dig?

»Jeg elsker krimigenren, dels fordi den sælger så mange bøger, men også, fordi den kan rumme alt: sex, vold og ting, der springer i luften. For mig er det underholdningsværdien, der driver det. Jeg betragter det ikke som stor kunst, ikke for at nedgøre det, men den bedste kompliment, jeg kan få, er, at min roman er underholdende. Jeg tilstræber at kombinere det alvorlige og tåkrummende med det sjove. Min bog er en actionkomedie. Den genre elsker jeg også, når jeg ser film. Der skal sgu være et glimt i øjet«.

LÆS OGSÅ

Hvordan arbejder du med dine romankarakterer?

»Jeg sørger altid for at have karakterernes baggrundshistorier med, for at de ikke bliver entydige. F.eks. kan jeg ikke lide, hvis en karakter bliver entydigt ond. Det irriterer mig sådan, at seriemordere i amerikanske film aldrig har noget arbejde. Der er jo ikke ligefrem penge i at være seriemorder. Det er så vigtigt at anskueliggøre, hvorfor de er blevet onde. Det er fascinerende, at vi alle sammen kan ende i den situation, hvis bare omstændighederne er tilstrækkeligt forfærdelige. Min morder har i hvert fald været ude for noget rigtig skidt«.

Du skriver blandt andet om spændingerne mellem danskere og svenskere. Hvorfor?

»Jeg har selv boet i Sverige i mange år, og det er et så fascinerende land. Helt forskelligt fra Danmark. Vi har en tendens til at sige, at vi ligner hinanden, men svenskerne kan altså nogle ting, vi ikke kan. Det er altid lidt tilfældigt, når vi har verdensstjerner i Danmark. Aqua og Wozniacki for eksempel. Men svenskerne industrialiserer det. De har 20 gode tennisspillere, en masse store rockbands og 30 internationale krimiforfattere. Der er flere muligheder i Sverige. Og så synes jeg, at forskellen mellem danskere og svenskere er sjov. Det er så sjovt, at svenskerne har fundet på at kalde Batman for Läderlappen. Sådan nogle ting går min hovedperson og reflekterer lidt over«.

Hvad ligger der i titlen, ’Gud er bare hund stavet bagfra’?

»Den opstod som en joke, men den hang fast som arbejdstitel. På engelsk giver det jo mening, men på dansk tænker man: Hvad fanden er det? Og det er da en god kvalitet i en titel«.

Hvad har motorjournalistik med skønlitteratur at gøre?

»Ikke noget. Motorjournalistik er en lidt doven form for journalistik, men for mig har det været en måde at gøre mit arbejde interessant på. Det har betydet, at jeg har rejst rigtig mange steder i verden. Heldigvis er lufthavne bygget så kedeligt, at det næsten er umuligt ikke at få en god ide, når man sidder der. Så min roman er indledningsvis skrevet i lufthavne på servietter og spisekort«.

Christian Frost fortæller om 'Gud er bare hund stavet bagfra' lørdag 8. november kl. 11.30, People's Press.

Jesper Bugge Kold

Foto: Pr-foto/ Peter Clausen

Viden om Anden Verdenskrig har altid været en hobby for journalist og webredaktør på Svendborg Bibliotek Jesper Bugge Kold.

Hvad var det, der satte dig i gang med at skrive?

»Jeg har aldrig haft en drøm om at skrive en bog. Så det var lidt zenagtigt, da der dukkede en historie op i mit hoved. Jeg tænkte ikke på, at det skulle blive til en bog. Det formede sig først, da jeg var på barsel med min datter og havde en masse tid til at skrive. Desuden kan jeg rigtig godt lide at læse historiske romaner, så det har også drevet mig«.

Hvorfor skriver du om Anden Verdenskrig?

»Jeg har interesseret mig for Anden Verdenskrig, siden jeg var barn. Jeg læser rigtig mange bøger om krigen, men der var brug for at få fortalt historien fra tyskernes side. Ikke fra nazisternes side, men fra nogle almindelige tyske mænd, som blev revet ind i krigen. Det var mit udgangspunkt«.

Hvorfor tror du, der er så mange, der interesserer sig for netop Anden Verdenskrig i dag?

» The war is funny. Krigen har altid været interessant, fordi den rummer alle de voldsomme og vilde følelser. Det handler om mennesket, der kommer helt ud på overdrevet. Og Anden Verdenskrig er den ultimative krig! Den giver så tydelige optegnelser af de gode og de onde. Det er nok en af grundene til, at mange har Anden Verdenskrig som hobby«.

Hvad ligger der i titlen ’Vintermænd’?

»Bogen handler om to tyske brødre, som bliver ødelagt af krigen. I løbet af bogen forsvinder de mere og mere ind i sig selv. Den ene har mistet sin kone, og han lægger meget energi i sit arbejde og i at skrive bøger. Den anden spiller klaver og skak. For at forstå dem har jeg gjort meget ud af at beskrive vinteren. Jeg kalder brødrene frostknuder. Det var sådan, titlen dukkede op«.

Hvorfor er det vigtigt for dig, at fakta er på plads i din roman?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det bunder i min historiske interesse. Jeg vil gerne have, at folk lærer noget, når de læser min roman. Hvis jeg selv finder en faktuel fejl i en roman, synes jeg, at det er utroværdigt. Jeg læste engang en bog, der handlede om Nørrebro, hvor jeg selv har boet. Porten på Assistens Kirkegård blev beskrevet i en forkert farve. Jeg synes, det var så utroværdigt, at jeg lukkede bogen. Når man bruger historien som ramme, skylder man at gøre det ordentligt. Internettet har været en gave for mig i den forbindelse. Jeg har mødt nogle meget kompetente mennesker der. Jeg har fået hjælp af en østrigsk ambulancefører, der ved alt om tyske forsyningstropper. Og en russisk forfatter, som har skrevet alenlange mails til mig om flora og fauna i Rusland. Jeg havde ikke kunnet skrive bogen uden nettet«.

Hvordan har det påvirket din skriveproces at du arbejder på et bibliotek?

»Jeg befinder mig til daglig i et videnscenter og er selv informationsspecialist. Derfor har jeg haft nemt ved at finde bøger i udlandet. Som webredaktør har jeg adgang til en masse viden, og det har selvfølgelig hjulpet mig i mit researcharbejde«.

Malene Ravn

Hvad var det, der brændte i dig, som måtte udtrykkes skønlitterært?

»Det har i hvert fald brændt rigtig længe. Ideen til denne bog fik jeg for næsten 20 år siden, da jeg var gravid med mit første barn. Den kraft, det gav mig, igangsatte ideen. At der er gået så lang tid, skyldes en masse både indre og ydre omstændigheder, men jeg tror ikke, det var blevet den samme roman, hvis jeg havde skrevet den tidligere. Da jeg begyndte at skrive, var jeg nået til et sted, hvor min stemme ikke vaklede så meget. Det er en sikkerhed, man kan mærke i romanen, og jeg tror faktisk ikke, at den var blevet antaget, hvis jeg havde skrevet den før«.

Du kalder din roman et psykologisk kammerspil. Hvad er tanken bag det?

»Det er psykologien, der interesserer mig. Meget mere end ydre dramatiske ting. Den handler grundlæggende om begær og om, hvor langt man er villig til at gå for at få sine ønsker opfyldt. Jeg har haft fokus på at skrive om en kvinde, der skjuler sin iver for sig selv. Og så har jeg arbejdet meget med, hvor lidt man kan skrive for at frembringe en historie hos læseren. Det er minimalt, hvad der skal til«.

LÆS ANMELDELSE

Hvorfor skriver du om barnløshed?

»Fordi jeg, da jeg var gravid med mit første barn, blev virkelig rystet over den voldsomme kraft, det vækkede i mig. Det er samme kraft, der er på spil hos Nina i romanen. Hun kan ikke få børn, men hun vil det med lige så stor kraft. Emnet rammer nok også ned i tiden, hvor barnløshed jo er et stort problem. Og det åbner en diskussion om, hvorfor det er så vigtigt for os at få børn. Det, Nina vil have, er i virkeligheden en betingelsesløs kærlighed, og hun prøver at få den flere forskellige steder, men hun kan ikke få den fra andre end et barn. Det gælder nok os alle sammen. Det er sgu ikke for børnenes skyld, at vi får dem. Det er for vores egen«.

Er det det, der er på spil i titlen, ’Det eneste rigtige’?

»Nina synes jo, det eneste rigtige for hende er at få et barn. På den måde er titlen oplagt, men den kan også læses mere åbent. For mig handler den nok mest om, at vi alle sammen omskriver virkeligheden for os selv sådan, at vi sætter os selv i det bedst mulige lys. ’Det var det eneste rigtige, jeg gjorde, og jeg kunne ikke have gjort det anderledes’. Det gør vi jo hele tiden, hvilket nok er meget naturligt. Nina og Niels gør det i en ekstrem grad i denne her bog«.

Hvad giver det dig at være i kontakt med dine læsere via sociale medier og din hjemmeside?

»Jeg har fået gode anmeldelser, og det er virkelig dejligt, men jeg har faktisk større glæde af den kontakt, jeg har til læserne. Jeg får mange personlige breve, så jeg har indtryk af, at bogen virker rigtig stærkt, især på kvinder. Det, der optager dem, er den psykiske spænding og sproget. Det er forskelligt, hvem af personerne de synes er spændende. I dag fik jeg en lang mail fra en kvinde, jeg ikke kender, og som simpelthen skrev de mest fantastiske ting, efter at hun har læst min roman. Hun skrev, at det var befriende at læse en kvindehistorie, der ikke er pæn. Sådan tror jeg, der er mange, som har det. Jeg synes, det var så fint skrevet«

Malene Ravn fortæller om sin bog 'Det eneste rigtige' fredag 7.november kl. 10.00, Tranescenen 1.

Signe Langtved Pallisgaard

Foto: Morten Holtum

Det begyndte med Tolstojs ’Anna Karenina’ for Signe Langtved Pallisgaard. Selv siger hun, at debut-romanen ’Et andet sted’, er et forsøg på at skrive en moderne Anna frem.

Hvad var det, der satte dig i gang med at skrive?

»Det er så svært at sige, men jeg har i hvert fald ikke siddet med et emne parat, før jeg begyndte at skrive. Det var mere historien, der brændte og pressede sig på. Da jeg begyndte at skrive, skete der bare en masse ting med personerne. Så det var nok også personerne, der pressede sig på. Det var sådan, at temaet i bogen kom frem. Jeg kan godt misunde de forfattere, der sidder med et spændene tema og skriver en bog ud fra det, men sådan har det ikke været«.

Hvad var det for et tema, der kom frem?

»På en måde handler bogen om at tage sin historie på sig og finde ud af, hvad der motiverer ens handlinger og de valg, man tager, uden at man nødvendigvis er bevidst om det. Og så handler den også om kærlighedslængsel. Længslen efter at blive elsket fuldt og helt, og om hvor svært det i virkeligheden er«.

Hvilke tanker har du gjort dig i forhold til at skrive om destruktiv kærlighed?

»Jeg tror, den er på spil hos alle mennesker. Nogle er bedre end andre til at undertrykke den. For de fleste tror jeg kærligheden er noget kompliceret stads. Anna, min hovedperson, er slet ikke god til at håndtere den. Hun lader sig rive med. Efter at jeg har holdt halvtreds foredrag om bogen, kan jeg høre, at folk læser hende som en moderne kvinde. Hun lever i nuet og følger sit hjerte og alle sådan nogle klichéfyldte, populære ting. Men for hende er det i hvert fald ikke specielt hensigtsmæssigt«.

LÆS ANMELDELSEN

Romanen handler også om utroskab. Hvilke tanker har du gjort dig?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Anna tager af sted på en togrejse og møder en mand fra sin fortid. Hun er gift i forvejen, og det kaster hende ud i et år, hvor utroskab spiller en stor rolle, og hvor hun bliver skilt. Men jeg ser det ikke som en roman om utroskab; det er det selvfølgelig også, men hun kunne lige så godt have fundet et andet udtryk for sin længsel«.

Du nævner, at du har været inspireret af Tolstojs ’Anna Karenina’. Hvordan kommer det til udtryk?

»Det begyndte med, at jeg læste ’Anna Karenina’ i 1998 på en tur i Californien med min familie. Og jeg syntes, at den var så sindssygt god, at jeg ville prøve at skrive en moderne Anna frem. Så fik historien selvfølgelig sit eget liv. Den er helt sikkert stærkt inspireret, og det viser jeg også ved lade Anna give ’Anna Karenina’ til sin far i fødselsdagsgave«.

Du er litteraturkonsulent på Gentofte Hovedbibliotek. Har det påvirket din roman?

»Ja, især fordi jeg læser mange bøger, som jeg anbefaler i vores lokalavis, Villabyerne. Det har jeg gjort hver uge i syv år. Det har påvirket min sans for, hvad der fungerer og ikke fungerer. For mig er det at læse en rigtig god træning til at skrive«.

Hvordan har du oplevet kontakten til dine læsere?

»Det er så vidunderligt og helt klart det bedste ved at have udgivet en bog. Jeg skal holde fire foredrag i denne uge, og jeg elsker det. At høre fra en pige i Brønderslev, at bogen har fået hende til at tænke over sin egen skilsmisse; det er jeg blevet meget rørt over. Det betyder meget mere end anmeldelserne«.

Signe Langtved Pallisgaard fortæller om ’Et andet sted’ fredag 7. november kl. 12.00, Litteratursiden.dk og søndag 9. november kl 16.30, Lindhardt og Ringhof.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden