Jeg sad engang i et tog med Tue Andersen Nexø og snakkede. Vi blev hurtigt enige om det, vi allerede vidste, nemlig at vi var dybt uenige og havde helt forskellige temperamenter, når det gjaldt litteraturvidenskab. Tue mente, man skulle være historisk og konkret, jeg at man skulle være teoretisk og tænkende. Karikeret sagt.
Under læsningen af Nexøs ’Vidnesbyrd fra velfærdsstaten’ blev det hurtigt klart for mig, at vi stadig var forskellige – men også, og vigtigere, at Nexø har bedrevet en fremragende og sympatisk afhandling, som det er både tankeopkvikkende og sjovt at være uenig med.
