Hvorfor skulle ’Tilde i Tuse’ skrives?
»Min farmor og farfar har været modeller for romanens personer. Fotografier og breve tilbage fra deres forlovelsestid har været den igangsættende inspiration. Men det har krævet et par års erfaring, før jeg tog romanen på mig. Det har været en personlig proces, hvor jeg gradvist, i takt med romanens personer, har skullet tage min familiemæssige fortid på mig – på godt og ondt«.
Arv og miljø har stor betydning i romanen. Både for Tilde, ægteskabet og for parrets to børn og deres opvækst ...
»Ja, det er det store spørgsmål i romanen: Hvordan er vi blevet, som vi er? Vores ophav, forældre og bedsteforældre kan jo ikke skiftes ud. Man kan tolke videre på dem, men deres liv kan ikke leves om. At arbejde med livsforløb er spændende, fordi man undersøger, hvordan en skæbne er foldet ud«.
Du indskriver dig med din roman, sammen med bl.a. Kirsten Thorup og Vibeke Grønfeldt, i en vifte af historiske kvindeskildringer fra begyndelsen af 1900-tallets Danmark. Hvorfor er det relevant læsning? »Det er interessant, fordi vi gennem skildringerne kan se, hvor langt vi har bevæget os på relativt kort tid. Kvindens frigørelse fra familie og hjem er en af de største revolutioner i det foregående århundrede. Den hastige udvikling har efterladt en tummelumsk følelse hos mange og affødt et behov for at genleve det. Ikke i et nostalgisk forsøg på at vende tilbage. Men for at kunne gå den videre vej«.
Tilde og Kristians ægteskab er præget af stor forskellighed og ulige magtbalance. Alligevel har de et stærkt sammenhold? »Forleden hørte jeg i radioen en kvinde, som havde set ’Krøniken’, sige, at hun inderligt håbede, Kaj-Holgers kone ville slå ham ihjel, inden serien sluttede. Den umådelige langmodighed virker på nutidens kvinder ofte provokerende – men der skal jo nu engang to til tango, og Tildes Kristian er ingen Kaj-Holger. Det er en livslang hengivenhed, der binder Kristian og Tilde sammen inden for de grænser, der blev sat af deres tid og miljø«.
