Du kalder ’Kalak’ en erindringsroman?

»Det er en roman i formen og en erindringsbog i indholdet. Ordet roman antyder, at man forholder sig lidt frit til stoffet. Hvor frit kan læseren ikke vide, og der er nogen, der opfatter det som et problem. Det synes jeg ikke, man burde, man må tage bogen for det litterære udtryk, den er«.

Var den svær at skrive?

»Nej, nem. Jeg blev jo fyret i Grønland og gik ned med fuld musik. Så blev jeg stoffri, det betød, at tanker begyndte at køre rundt i hovedet, og jeg tog en masse notater i de måneder. Og pludselig kom det første kapitel, jeg skrev det på halvanden time. Efter fire måneder var bogen færdig«.

Anmelderne er enige om, at du har fået en gave – sproget. Hvor har du det fra?

»Jeg har læst kontinuerligt, siden jeg var 12 år. Og skrevet meget. Jeg har et godt sprogøre, det er også det, der gjorde, at jeg lærte grønlandsk ret nemt, så jeg kunne bruge det i mit arbejde. Men jeg mangler 15-20 procent i at tale det flydende på privat plan. Jeg kan bedre sige: »Har du kramper i endetarmen?«, end jeg kan sige dagligdags ting«.

Hvorfor hedder bogen ’Kalak’?

»Kalak handler om identitet. Da jeg kom til Grønland, gad jeg ikke være den, jeg havde været indtil da, på grund af skammen og alt det, der følger med at være incestoffer. Så kom den grønlandske identitet og præsenterede sig for mig, og jeg gik ind i kulturen, spiste deres mad og talte deres sprog. Til sidst begyndte de at kalde mig Kalak. Men helt Kalak bliver jeg jo aldrig. Kalak betyder egentlig ’ægte grønlænder’ – men det er blevet til, at man bruger ordet ironisk. Hvis man spiser rå sællever, som jeg, siger folk: »Kalak – din skide grønlænder – står du der og spiser rå sællever?«. Venlig ironi er grønlænderne gode til, sarkasme kan de ikke lide«.

I Grønland er der mange tilfælde af incest.

»Det siger man. Jeg ved det ikke. Det er iøjnefaldende deroppe, fordi det ikke i samme grad som i Danmark er et tabu. Der er mange ting i Grønland, der er mere åbenlyse, for eksempel drikkeriet. Men grønlændere drikker faktisk mindre end danskerne, hvis man udregner alkohol per person per år«.

Har det hjulpet dig at skrive?

»Ja. Fordi en del af forbandelsen ved al misbrug er hemmeligholdelsen. Når det til gengæld eksploderer, som nu med bogen, kender alle mine venner pludselig til det. Jeg har jo taget hele verden i ed på det, der er sket. Det andet er, at det er blevet mere konkret: En bog, jeg kan åbne og lukke«.

Skriver du på endnu en bog?

»Jeg skriver altid, og jeg vil meget, meget gerne blive en etableret forfatter«.