Ægtepar er blevet skilt efter at have læst hendes roman 'Bedrag'. Andre har efter endt læsning valgt at reparere skaderne og blive sammen. Alligevel siger krimiforfatteren Karin Alvtegen, at hun fik et chok, da hun i september var med på den store, svenske bogmesse i Göteborg. Uden for det store lokale, hvor hun selv skulle optræde ved et seminar, snoede køerne af ventende mennesker sig af sted. »Hvad skal alle de folk her?«, tænkte hun et kort øjeblik, og først da gik det op for hende, at de stod i kø for at høre hende selv. »Det var slet ikke gået op for mig, at det var blevet så stort«, siger 40-årige Karin Alvtegen under et besøg i Danmark. Isolation Selvfølgelig er det en smule koketteri, når hun siger det, for heller ikke Alvtegen har kunnet undgå at bemærke de reaktioner, hun de seneste år har fået på sine romaner. Hendes anden roman 'Savnet' fik prisen som Skandinaviens bedste krimi, og hendes absolutte gennembrud hos læserne, romanen 'Bedrag', har for længst rundet et salg på 250.000 i Sverige alene og var sidste år den mest udlånte på de svenske biblioteker. Når der alligevel kan være noget om, at den megen virak er kommet bag på hende, skyldes det hendes arbejdsmetode. Det tager hende normalt et år at udtænke en ny roman, og først når hun har alt på plads oppe i hovedet, sætter hun sig til tasterne. Derefter tager det yderligere et år, før hun er færdig med at skrive. Og i det meste af tiden isolerer hun sig hjemme i arbejdsværelset. »Det bliver abstrakt, hvad der sker ude i verden, men heldigvis får jeg gode råd af min mand, der er musiker og spiller med Roxette. I 25 år har han været en del af kendisverdenen, og hans råd er, at jeg ikke kan gå derhjemme og lade, som om intet er sket«. »Man skal forstå, at man selv er den samme, men at verden omkring dig er forandret. Når jeg går til tandlægen med mine børn, begynder han at tale med mig om mine bøger i stedet for at tale med mine børn. Men jeg kommer jo som mor«, siger Karin Alvtegen. Livskrise Når hun har så svært ved at forholde sig til sin forfatterrolle og sin popularitet, skyldes det måske også, at hun blev forfatter på en højst usædvanlig måde. Fra hun var 20 til hun blev 32, arbejdede hun som filmregissør, og der skulle en meget alvorlig livskrise til, før hun begyndte at skrive. »I 1993 døde min bror. Han var jagerpilot i forsvaret og styrtede ned. Dengang var jeg gravid i niende måned med mit andet barn, og jeg måtte bare lukke sorgen inde. Det var rent forsvar. Det stod på i tre år. Jeg sov ikke om natten, og på natbordet lå lægebogen. Jeg havde ondt i brystet, kunne ikke få luft og det stak ud i armene«. »Angsten voksede og voksede, for hvordan skulle jeg kunne tage mig af mine børn, når alt kunne ændres fra det ene øjeblik til det andet? Til sidst brød jeg sammen med det, jeg troede var et hjerteanfald, men var panikangst, som sendte mig ud i en kulsort depression«. »I et halvt år turde jeg ikke gå uden for en dør eller tage telefonen, indtil jeg spurgte mig selv, hvad der ville ske, hvis man så alligevel gik ud«. »Pludselig opstod der et billede i mig, en slags scene, som jeg satte mig og skrev ned, og derefter fortsatte jeg bare med at skrive og skrive, indtil jeg indså, at jeg havde skrevet en bog. Det var som at finde et hemmeligt rum i sig selv, hvor man kan gøre alt. Det blev min debut«, fortæller Karin Alvtegen. I dag kan hun godt se, at den første bog var en form for terapi, men de efterfølgende - hun er nået til roman nummer fire - er alle skrevet, fordi hun ville udforske psykologiske og eksistentielle emner. Bedrag Eksempelvis ville hun med bog nummer tre, romanen 'Bedrag', finde ud af, hvordan folk reagerer på det emne, hun lader til at have et indgående kendskab til. Karin Alvtegen ler højt. »Ja, jeg begyndte jo at se skilsmisserne komme i min omgangskreds, og jeg kunne se, at folk opførte sig som galninge, selv om de indtil da havde været helt fornuftige. Jeg ville finde ud af, hvorfor folk har så svært ved at håndtere det, for selv om jeg også selv har en skilsmisse bag mig, er det ikke den, jeg skriver om. I stedet begyndte jeg at researche«, siger hun. I 'Bedrag' fortæller hun historien om en mand, Jonas, der har en affære, som hustruen Eva opdager. Eva tager hævn over både mand og elskerinde, ligesom hun har en skæbnesvanger engangsaffære med en ung mand. Hovedpersonernes skæbne krydses, og det går galt. Rigtig, rigtig galt. »Jeg følte virkelig med Eva og kunne forstå hendes angst, uden at det kan undskylde hendes hævn. Men det er jo sådan, at når nogen bliver løjet for af deres nærmeste, så går det ad helvede til, og det kræver et mirakel af selvbeherskelse for den, der bliver løjet for, hvis vedkommende skal kunne håndtere det«, siger Karin Alvtegen. Hun mærkede det faktisk på egen krop, for midt under skrivearbejdet måtte hun simpelthen bryde ud af sin normale isolation for at kunne trække vejret igen. »Jeg orkede simpelthen ikke mere. Jeg forsøgte at forstå alle personerne og hvorfor de gjorde, som de gjorde, men det blev for meget, så jeg måtte have en pause«, fortæller Alvtegen. KonsekvenserSlutningen kan dårligt kaldes lykkelig. Har du ikke overvejet, om der skulle være et lille håb et sted?

»Mit håb er, at når folk læser bogen, lader de være med den slags, og hvis man synes, det er slemt i min roman, så har de ikke set de breve, jeg har fået efterfølgende. Virkeligheden overgår romanen 20 gange«. »Når folk indlader sig på destruktive handlinger, kommer de meget let ud af kontrol, og det kan gå rigtig galt, selv om det ikke var intentionen fra starten. Vi skal jo være klar over, at vi skal leve med konsekvenserne af vores handlinger resten af livet. Det er det eneste, vi kan være sikre på. Alt andet kan forsvinde«, siger Karin Alvtegen. »Jeg får masser af reaktioner netop på den bog. Nogle af dem fortæller, at de er blevet skilt på grund af bogen. Andre har sagt, at jeg må have læst deres dagbog. Atter andre fortæller, at de nu har indset, at de har større indflydelse på deres eget forhold, end de hidtil har troet. Det er så let at skyde skylden på den anden, men man har også selv et ansvar«. »Problemet i dag er, at alt skal være fantastisk. Vores liv skal være fantastisk, og det samme skal vores sexliv. Vi skal være gode på jobbet og nærværende og perfekte forældre. Det holder jo ikke. I stedet føler vi os utilstrækkelige, samtidig med at vi skal være kærlige og passionerede. Det kan man ikke«. »Jeg tror heller ikke, det er den anden, man er træt af i sit forhold. Man er træt af den, man selv er blevet, og man tror, at man i et nyt forhold evner at forandre sig i forhold til en person, der ikke møder en med forudfattede meninger. Det er nok den store tillokkelse«, siger Karin Alvtegen. Skam 'Bedrag' fik hun ideen til ved at betragte sin omgangskreds, men ellers får hun ideen til sine bøger ved at læse aviserne. Sin seneste roman på svensk med titlen 'Skam' fik hun ideen til, da hun læste en artikel om en helikopterulykke, hvor fire døde og en mirakuløst overlevede uden en skramme. Ligesom i 'Bedrag' lader Karin Alvtegen i 'Skam' to tilfældige skæbner krydse hinanden. En historie om to vidt forskellige kvinder, der vikles sammen i en historie om dødsangst, religiøs opvækst og en forbudt seksualitet - plus om den værste skam af alle: skammen over ikke at have været elsket af sine forældre. »Jeg kan godt lide at krydse nogle skæbner. Jeg elsker film som 'Short Cuts' og 'Magnolia', og jeg er meget fascineret af de tilfældigheder, som synes at styre vores liv. Efter min brors død er jeg blevet meget optaget af eksistentielle spørgsmål, men jeg tror hverken på helvede eller på en fordømmende gud, og det er vel, hvad 'Skam' handler om«. »Jeg tror, at vi selv skaber vores liv med vores handlinger, og at det helvede, folk frygter, er det liv, vi skaber gennem vores fejltagelser. Vi skaber vores eget helvede«, siger Karin Alvtegen. Selv kom hun uforvarende ind i et helvede, som hun gerne havde undværet, men hun ved også, at hun aldrig var blevet forfatter uden at gennemleve den periode af sit liv. »At jeg begyndte at skrive ved at miste min bror, kan naturligvis aldrig være en rimelig pris, men jeg kan føle en dyb taknemmelighed over, hvad sorgen har lært mig om livet. Man finder ud af, hvad der er vigtigt eller ikke vigtigt, og derfor siger jeg også, at ydre fremgang er skønt, men det kan aldrig kompensere for et ødelagt privatliv«.