Den femårige dreng har ikke set sin far i otte måneder, da han en dag får øje på ham og hans nye kone på tv-skærmen. »Mor«, spørger han, »hvad laver far i en seng på fjerneren?«. »Han fortæller alle, at det er meget vigtigt at have fred«, svarer moderen, mens hun tænker på, at drengens far ikke har været i stand til at slutte fred med hende, og at deres søn betaler prisen for det. Sengesceancen Denne hjerteskærende scene indgår i Cynthia Lennons 'John', der netop er udkommet her få uger før 25-års-dagen for mordet på John Lennon i december 1980. Den lille dreng er naturligvis deres fælles barn, Julian, der overværer den berømte sengesceance for fred, som John Lennon og Yoko Ono foranstaltede i Amsterdam i 1969, og som opnåede global opmærksomhed. Beskrivelsen af bruddet mellem Cynthia og John Lennon og dets konsekvenser for deres lille søn hører til de på en gang fængslende og ubehagelige passager fra erindringsbogen. Opgør med mistolkninger Det er langtfra altid et flatterende billede, der bliver tegnet af den berømte rockstjerne, men samtidig forsøger Cynthia Lennon at vise forståelse over for den mand, hun dannede par med i ti år, og som hun på et eller andet plan fortsat elsker. »Det var stor kærlighed på den ene side, men smerte, pinsel og ydmygelse på den anden«, fortæller Cynthia Lennon, en lille, nydelig og elegant klædt dame på 66 år, under et møde med verdenspressen i London i anledning af bogudgivelsen. Hun har tidligere - tilbage i 1978 - skrevet en bog om livet med Lennon, men erkender, at den var ufuldstændig, og at der er ting i disse nye erindringer, som hun ikke tidligere har fortalt. Som forklaring på, hvorfor hun gør det nu, siger hun, at hun finder tidspunktet passende. »Jeg har læst så mange bøger, der mistolker, hvad der skete. Det kan godt være, at de har talt med folk, der var tæt på, men den eneste måde, man kan finde sandheden på, er at være indenfor, ikke udenfor«, siger Cynthia Lennon, der med bogen bl.a. gerne vil understrege, at der var ægte kærlighed mellem hende og John. Bogen er også skrevet for Julians skyld. Han har, siger Cynthia Lennon, fået mange ar af at være blevet forsømt - i en periode efter forældrenes brud kontaktede hans far ham ikke i tre år - men hun forsøger »at give ham en følelse af identitet som Johns søn og en følelse af at være elsket af ham«. Julian har hjulpet hende med oplysninger om sin far, men han er først nu ved at læse bogen, og hun er spændt på hans reaktion. Teenagekærester Cynthia Powell mødte John Lennon i 1958 i Liverpool, da hun var 19 og han 18. De var meget forskellige, han lidt af en rebel, hun en 'pæn pige', han med en tragisk bagage fra barndommen, hun med en relativt lykkelig opvækst, men alligevel bliver de tiltrukket af hinanden. Hun forsøger at mane al tvivl om, at han ikke nærede stærke følelser for hende, i jorden ved at give flere eksempler på hans jalousi. Da hun danser med en anden til en fest, er Lennon lige ved at komme op at slås med ham. En anden gang får han at vide, at hun danser med hans ven, Stuart Sutcliffe, og næste dag smækker han hende en ordentlig lussing - for første og eneste gang. For hun forlader ham, de er adskilt i flere måneder, og han må bede om tilgivelse. Beatlemania Cynthia Lennon siger selv, at hun havde »fire år med John og seks år med The Beatles«. Bogen rummer også pudsige anekdoter, bl.a. om det unge og ikke særlig sofistikerede Liverpool-pars møde med London. De bliver inviteret til frokost hos det komiske geni Peter Cook, på det tidspunkt et lige så hot navn som The Beatles, og er begge imponerede over det veldækkede bord og de smukke omgivelser. Til Cynthias rædsel gengælder John invitationen, hun er ved at gå i panik, især da han udebliver i flere timer, mens hun hælder en masse vin på gæsterne, men da han til sidst kommer hjem, lader han en joint gå rundt, og alle er glade. Selv Cynthias efter eget udsagn uspiselige mad glider ned uden problemer. På det tidspunkt er Beatlemania-fænomenet brudt løs, de to er gift og forældre til Julian, men Cynthias identitet bliver af imagemæssige grunde hemmeligholdt af manager Brian Epstein. Da hun bliver 'opdaget' af pressen, tager gruppens mange fans imidlertid pænt imod hende, og hun beskriver euforien ved at være med på deres USA-besøg i 1964. Stoffer Med succesen kommer imidlertid også lange turneer - på et tidspunkt skriver John et brev til hende, hvor han filosoferer over, hvor gerne han vil lære sin toårige søn bedre at kende - men det synes ikke mindst at være stofferne, der skaber en kløft mellem John og Cynthia. Han er skæv meget af tiden, hun ikke, og som hun siger, det »passer ikke sammen«. Så dukker Yoko Ono op. Hun bliver af John Lennon først beskrevet som en »mærkelig avantgarde kunstner«, indtil den dag, Cynthia Lennon kommer hjem fra ferie og finder de to sammen i ægteparrets hus - Yoko iklædt Cynthias badekåbe. Beskrivelsen af de scener og den efterfølgende skilsmisse er ikke behagelig læsning, især ikke for dem, hvis idoldyrkelse af Lennon går videre end til hans musik. Han synes at være stærkt domineret af Yoko Ono, og Cynthia får bl.a. at vide, at al kommunikation mellem Julian og faderen skal gå gennem den nye fru Lennon. Det er i den periode, at der intet sker mellem far og søn i tre år. Senere kommer de dog til at se mere til hinanden, og ifølge Cynthia Lennon er John og Julian kommet tættere på hinanden i perioden, der fører op til hans død. Derefter går der dog mange år, før sønnen får del i arven. Og dog erklærer Cynthia Lennon, at hun ikke er bitter. Tværtimod siger hun, at hun gerne vil sætte sig ned en dag og tale ud med Yoko. Det sker næppe, og hun er også selv kommet videre med sit liv - Cynthia Lennon er på sit fjerde ægteskab, og mens det ikke altid har været nemt for hendes mænd at leve i skyggen af John Lennon, så synes hun nu at have fundet en vis harmoni. Og på spørgsmålet om, hvorvidt hun har tilgivet Lennon, bryder hun ud i et stille smil: »Ja, selvfølgelig«, svarer Cynthia Lennon, og man tror hende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Ny måling modsiger Hegseth
-
Stigende antal danskere lider af bolig-fomo
-
Elisabet Svane har aldrig set noget lignende: »Det er en totalnedsmeltning«
-
Nu falder sort regn over russisk by, og olien fosser ud i havet
-
Han er et indlysende talent. Det er også noget værd
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Signe Andreasen
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Vi tog springet fra København og flyttede på landet. Her er det regnestykke, der får det hele til at gå op for mig
Debatindlæg af Lucas Larsen og Jacob Feldborg Andersen
»Det er helt sort, og det kommer bag på mig«: Mørket lægger sig over børn og unges nye krav
Klumme af Christian Jensen




























