Lad os tage slutningen først. Det er sådan, Annie Proulx, selv skriver sine bøger. Først skriver hun de sidste afsnit af sine historier om kantede, indeklemte mennesker, som skæbnen har sendt til et vindomsust hul i New Foundland. Eller hun begynder med at skrive de afsluttende sætninger i historier, hvor uheldige omstændigheder har isoleret en sær ungkarl på en fallittruet ranch et sted i Wyoming. Ramt af livet Når slutningen er på plads, starter hun forfra og fortæller, hvordan det kunne gå så galt. For det er sådan, det ofte går hendes personer. De bliver ramt af tidernes ugunst. Kriseramte gårdejere lokkes til at sælge jorden til storkoncerner, der vil oprette svinefarme som i hendes seneste roman 'Esset i ærmet'. De bliver ramt af beslutninger taget i fjerne byer. Af omslag i økonomien eller nedgang i fiskeriet som i 'The Shipping News', der på dansk kom til at hedde 'Sidste nyt fra havnen'. De bliver i hvert fald ramt. Af de nye tiders kraft. Eller af livet. Prisværdig forfatter Nå, tilbage til slutningen. Den foregår mandag i sidste uge under den store litteraturfestival i Islands hovedstad. Den 70-årige, amerikanske forfatter af romanen bag bl.a. den filmatiserede 'The Shipping News', er på vej ud af lokalet i Hotel Holt i Reykjavik. Efter en lille times snak i et stort, dunkelt lokale med træpaneler og tunge lædermøbler har hun pakket sin taske sammen. Henne fra døren afleverer hun sin sidste replik, der stadig hænger i luften, da hun er væk. »I virkeligheden er det meget et spørgsmål om held«, siger hun. Annie Proulx hentyder til sin egen karriere som forfatter, der har indbragt hende Pulitzerprisen, National Book Award og PEN/Faulkner-prisen - for nu bare at nævne de største. Held? Ja, i den forstand, at det kan være held, at man kan skrive historier, som læsere verden over forelsker sig i, selv om de ved gud ikke leverer opskriften på et lykkeligt liv for moderne mennesker. Og i den forstand, at det kan være held, når filminstruktøren Lasse Hallström falder for historien i 'The Shipping News', hvor en ret ucharmerende, flæsket mand, hvis privatliv er kæntret totalt, pludselig rykker fra New York til det yderste New Foundland for at skrive om søfartsstof på en lokalsprøjte af en avis og måske lande på benene igen. Eller at det kan være held, når instruktøren Ang Lee i forrige weekend vandt Guldløven for sin filmatisering af Annie Proulx's novelle 'Brokeback Mountain', der handler om noget så anderledes som to cowboys, der pludselig opdager, de er forelskede i hinanden, uden at de i øvrigt kan gøre ret meget ved det. Men at det netop er Annie Proulx, der fortæller dén historie, kan ikke overraske. En kærlighedshistorie om to umoderne bondeknolde, der havner i en situation, hvorfra der kun er kejtede udgange - det lyder nøjagtig som hjemmebanen for en forfatter, der intet har tilovers for de storby-hippe miljøer, tidens amerikanske bestsellerforfattere beskriver. »Byerne er ikke lige min kop te. Jeg har da boet der, men det var ikke med min gode vilje«, siger hun. Og så taler vi ikke mere om dét. Læserens rolle Her kan vi passende starte forfra, nu da slutningen er på plads. At det hele måske bare er et spørgsmål om held. Nej, forvent ingen selvfortolkende forklaringer. Annie Proulx giver ikke ved dørene. Hverken i sine historier eller i virkeligheden. Hun lægger tingene frem, og så må enhver tænke sit. »For mig er læseren vigtig. Jeg fortæller ikke alt, for jeg stoler på, at læseren selv kan fylde hullerne i historien ud. Tag nu min roman 'Postcards', hvor hvert kapitel begynder med et postkort med forbindelse til hovedpersonen«. »Da romanen var udkommet, begyndte folk at skrive til mig for at spørge, om manden i bogen nu også havde slået hende kvinden ihjel, eller hvad der egentlig var sket. Men jeg ved det ikke«, siger hun. Læseren må selv lægge de sidste brikker. Læse det sidste postkort. »Bogen er ikke færdig, før den er læst«, siger Proulx. At beskrive det ukendte 'Postcards' er historien om manden 'Loyal Blood' - jamen, det hedder han - hvis veninde dør - og man kan godt finde læsere, der i modsætning til forfatteren er sikre på, at han slog veninden ihjel. Under alle omstændigheder forlader han familien, der i generationer har boet på den samme ranch. Over de følgende 30 år følger man hans bevægelser rundt i USA, men samtidig får man historien om, hvordan den lille, amerikanske familie-ranch langsomt kvæles. Proulx-stof af øverste skuffe. Historier, der er knyttet til bestemte steder og landskaber. Historier om mennesker, der bor og arbejder i landdistrikterne, nogle ville sige, det er historier fra områder, hvor ikke engang kragerne kan finde ud af at vende. »For mig er stedet meget vigtigt, og jeg elsker at forstå og undersøge steder, jeg ikke har set før. Når jeg vandrer i bjergene, kommer jeg aldrig tilbage ad den sti, jeg gik ud«. »Desværre giver man ofte unge forfattere det råd, at de skal skrive om noget, de kender til, men det er et dårligt råd. Det betyder, at de ikke behøver at tænke selv eller eksempelvis lære sig andre sprog«, siger Annie Proulx. Stedet gemmer historien Hendes egen afprøvede metode er, at det er stedet, der gemmer på den historie, hun kan fortælle som forfatter. Hvis bare hun er i et område længe nok eller studerer det grundigt nok, falder historien nærmest ud af omgivelserne, mener hun. »Hvis du koncentrerer dig om, hvordan stedet fungerer og hvordan folk er, så vil der være visse ting, som er nødt til at ske for folkene i området, og det bliver så til en historie«. »Hvis jeg skriver om et samfund, der lever af at hugge tømmer, så er der træer, maskiner og skarpe redskaber, men ikke ret mange kvinder. Der vil være isolerede lejre med mænd, og ud af det kommer historierne. Det samme med maritime lokalsamfund (som i 'Shipping News, red.). Er fiskeriet på vej frem, eller er det ved at forsvinde?«. »Historien kommer ud af den lokale struktur. Hvordan fortiden har været, hvordan der er nu og hvad fremtiden ser ud til at bringe. Det er svært at forklare, for det er nok mere følt end til at forklare«, siger Proulx. Virkelighedens spil I hendes bøger står fremtiden sjældent og blinker i et eller andet lykkeligt skær for hovedpersonerne. I den seneste bog, novellesamlingen 'Bad Dirt', som anmelderne elskede, findes eksempelvis historien om Gilbert Wolfscale, der bor ude på familieranchen, hvor livet aldrig går, som han havde håbet, og han forstår aldrig helt, hvorfor sønnerne - resultatet af et kuldsejlet ægteskab - ikke kunne drømme om at videreføre det sted, han selv er vokset sammen med. Der undslipper Proulx noget af et fnys, når man antyder, at hendes personer ser lidt kuldslåede ud. Nervøst eller hånligt. Man ved det ikke. »Oh dear. Stakkels dem«, siger hun og afviser helt, at hun af natur skulle være pessimist. »Tværtimod. Jeg synes selv, jeg har været ret heldig. Men for de fleste forløber tingene ikke, som de havde håbet. De bliver ikke de personer, de havde drømt om, da de var 15 eller 20, og mange af dem bliver overraskede over, at det ikke er gået dem bedre«. »Omstændighederne hviler tungt hen over personerne, og sådan er det jo. Små hændelser er tilbøjelige til at styre vores liv«, siger Proulx og nævner et eksempel hjemme fra Wyoming, hvor en 15-årig dreng for nylig har påkørt en kvindelig cyklist oppe i bjergene. Hun har fået amputeret et ben, armen brækket seks steder og alvorlige læsioner i hovedet. Drengen havde en særlig køretilladelse, som man kan få, hvis man bor i yderdistrikterne, men har brug for at komme i skole. Tilladelsen havde han haft i en uge, og han brugte den til at køre til fodboldtræning en lørdag. De to personers liv er ændret for altid. »Den slags sker konstant. Folk mister deres arbejde. De mister orienteringen - helt bogstaveligt. Det findes derude. Det er derfor, jeg skriver om den slags. Fordi det findes ude i virkeligheden«, siger hun. Det private er - privat Når hun betegner sit eget liv som 'heldigt', er det formentlig ikke hele livet, hun hentyder til, men det er svært at vide, for hun hader spørgsmål af privat karakter. Hun får nærmest fysisk ubehag, når journalister går for tæt på og spørger til hendes tre ægteskaber og lige så mange skilsmisser. Eller til hendes trang til at bo langt uden for lands lov og ret i bjergene i Vermont eller på kanten af The Rocky Mountains i Wyoming, hvor hun bor i et stort bjælkehus i 2.700 meters højde. I dag lever hun glimrende af at være forfatter, men hun var faktisk et pænt stykke over 50, før hun begyndte at skrive skønlitteratur på fuld tid, og når man spørger, hvordan hun kunne lade være med at skrive i så mange år, svarer hun: »Det faldt mig bare aldrig ind«. I stedet brugte hun 1970'erne på at studere historie ved et canadisk universitet, og man kan godt spørge, hvorfor hun efter nogle år opgav at gøre en afhandling færdig for i stedet at flytte langt, langt ud på landet i en hytte, hvor hun levede af at skrive freelance-artikler til naturmagasiner og gør det selv-bøger. Man får bare ikke noget svar. Jo, man kan godt få at vide, at hun først begyndte at skrive for alvor, da hendes yngste -- som den sidste af fire - flyttede hjemmefra. I et langt interview for seks år siden forsøgte Alan Dumas fra Denver Rocky Mountain News at klemme lidt privat ud af forfatteren. Eksempelvis om hvordan det var for børnene at have en mor, som ikke alene var blevet forfatter i en sen alder, men også berømt og elsket af millioner af læsere. »Jeg fortæller dem ikke om, hvad jeg skriver. Vi diskuterer det ikke«, fortalte hun. Jo, børnene har mødt hendes agent og redaktører, så de ved, hvad de skal gøre, hvis hun falder død om. Men hvad hun skriver er hendes sag. Nye projekter Under litteraturfestivalen i Island fortæller Annie Proulx dog til Politiken, at hun har flere nye projekter undervejs. Om et år eller mere begynder hun på en ny roman, der foregår i New Zealand. Hun er ikke meget for at tale om den, men helt i forfatterens ånd er det stedet og dets særlige karakteristika, der er omdrejningspunktet. Det specielle kauritræ - et stort, nærmest ravfarvet ædeltræ - får tydeligvis en af hovedrollerne. Men foreløbig gælder det en non-fiction bog om et truet område, Red Desert i Wyoming, som hun troede, det ville tage to-tre uger at skrive et essay om. Nu har det taget tre år og bliver til en hel bog om et område på omkring 8.000 kvadratkilometer med store, næsten livløse ørkenstrækninger, masser af bynke og vilde heste. »Alle vogntogene i The Gold Rush kørte igennem på vej mod Vestkysten, og prærievognen kørte her også. Der har været cherokee-indianere, og området har været skueplads for nogle ret modbydelige begivenheder, da The Union Pacific Railroad blev ført igennem. Der er aldrig skrevet en bog om området, men i dag er det under angreb af folk, som vil udvinde methangas«, siger Annie Proulx. Selv om det kunne se sådan ud, ser hun ikke dette eller andre skriveprojekter som en kritik af det moderne samfund. »Nej, jeg ser bare mig selv som en observatør, og jeg har ingen illusioner om, at jeg skal ændre noget som helst. Jeg er kun en tilskuer«, siger Proulx. Vild natur og ensomhed Hun er lige ved at få ordene i den gale hals, da hun får at vide, at hun i festivalprogrammet i Island er beskrevet som en, der stærkt går ind for et tilbage til naturen liv. »Jeg har da både elektricitet, en gasovn, en garage og en bil, så tilbage til naturen er det vel knap, men jeg kan lide den vilde natur og ensomheden. Jeg elsker at studere fugle, og jeg bor i Wyoming, fordi der er et fantastisk dyreliv«. »Fra mit køkkenvindue kan jeg se antiloper, ofte bjørne eller pumaer. Vi er ved at bygge et nyt hus, som i realiteten bliver et bibliotek med indbygget køkken«. »Det bliver bygget på en grund med en 135 meter høj klippe, og hvor der på området kan udgraves gamle, indianske ildsteder. Man kan se hvidhovedet havørn og kongeørn, pelikaner og masser af vandfugle«, siger Proulx. Hårdt arbejde Det er her i ingenmandsland, hun skriver sine historier. Som hun selv forklarer det, kommer de nærmest dumpende ned i hovedet på hende, når de er klar. Novellen 'Brokeback Mountain', som Ang Lee har filmatiseret, kom til hende en morgen. Over nogen tid havde hun besøgt adskillige rancher og hørt mænd af cowboy-typen komme med mere end almindeligt grove vittigheder om bøsser. Og hun havde set ældre medhjælpere på gårdene, hvor de af den ene eller anden grund var forblevet enlige. Pludselig var kombinationen der. Klik. »Så skrev jeg den (novellen, red.) bare ned, men det tog mindst seks uger at få den færdig. Jeg mener intensivt arbejde 16 timer om dagen, før den var helt rigtig«, siger Proulx. Hun ved godt, læserne og hendes forlag helst vil have romaner, men selv elsker hun de korte historier, der skal skrives igennem igen og igen, før hun er tilfreds. De er en intellektuel udfordring for hende. »Romanerne skriver jeg om i passager, men novellerne kan jeg godt skrive om 50 eller 60 gange«, siger Annie Proulx. Held? Den skal hun længere ud på landet med!