John Le Carré er irriteret. Spændingsromanens mester, som så en kreativ mulighed i den socialt skrupelløse globalisering efter den kolde krig, føler sig forrådt af den politiske kurs, som USA og Storbritannien følger uden tøven. I en alder af 74 år har han dog ikke mistet håbet. Han er snarere blevet endnu mere idealistisk. I brasiliansk instruktørs fortolkning Ved et pressemøde med en gruppe internationale journalister følte den britiske forfatter og forhenværende spion sig overbevist om, at filmatiseringen af hans næstsidste bog, 'Den standhaftige gartner' (The Constant Gardener), vil blive godt modtaget. I bogen kritiserer han medicinalindustriens korrupte metoder i Afrika. Fire år efter udgivelsen er denne historie om bedrag, lidenskab og kærlighed højaktuel i den brasilianske instruktør Fernando Merielles fortolkning. Spionlitteraturens bedstefar Filmen, der har Ralph Fiennes og Rachel Weisz i hovedrollerne og manuskript af Jeffrey Caine, kommer i biograferne til vinter efter en planlagt forevisning ved filmfestivalen i Venedig. »Den kommer på det helt rigtige tidspunkt, og jeg tror, at den vil få folk til at standse op i fem minutter og lytte, bruge øjnene og tænke sig om«, siger spionlitteraturens bedstefar. Spild af menneskelivHvilke forventninger har De til filmatiseringen af 'Den standhaftige gartner'? »Det ligger mig fjernt at have ejerfornemmelser over for en filmatisering af en af mine bøger. Jeg forventer ikke en filmatisering af bogen, men snarere en film på filmmediets egne vilkår, et substantielt anderledes værk. Fernando Mereilles fortolker bogen på en meget overbevisende måde«. »Ånden i den er delvis den samme som i hans film 'City of God' (som foregår i brasilianske slumkvarterer, red.), den voldsomme følelse af, at der sker et enormt spild af menneskeliv«. Vil få folk til at tænke sig om »De børn, der bor i Nairobis fattige forstæder, kommer aldrig til at tage studentereksamen, og de vil aldrig få ordentlig mad«. »Måske findes den afrikanske kulturs fremtidige Goethe, Thomas Mann eller Dante blandt dem, men det er ikke muligt at sætte dette talent fri. Filmen kommer på et meget belejligt tidspunkt, hvor G8-landene vil gøre en indsats for at bekæmpe fattigdom. Den vil afgjort kunne få folk til at lytte, bruge øjnene og tænke sig om«. Vi høster, som vi sårMen opmærksomheden flyttede sig hurtigt til attentaterne i London. »Jeg tror ikke, at folk mentalt skelner mellem terrorens årsager og nødvendigheden af at bekæmpe fattigdommen. Når almindelige mennesker giver sig selv lov til at tænke over det, forstår de, at hvis man bliver ved med at udnytte et samfund længe nok, så skaber man, hvor vanvittigt og urimeligt det end måtte være, ikke had, men hævntørst«. »Hvis man vil reagere fornuftigt på terroren i dag, skal man ikke forsøge at give en logisk forklaring på den, for det er ensbetydende med at anerkende den. Men jeg tror ikke at offentligheden skelner mellem forskellige former for udbytning. Og på et kollektivt niveau vil vi med tiden forstå, at vi høster, som vi sår«. Hvordan vil De så forklare, at de formodede britiske terrorister var relativt velintegrerede? »Jeg tror ikke på undskyldninger, men hvis nogen overvejer at slå én ihjel, gør man klogt i at finde ud af grunden til det. Min erfaring siger mig, at i det muslimske broderskab er den kollektive følelse af at være ydmyget, udbyttet, bedraget, indbyrdes splittet, meget stærk«. »De mest begavede, middelklassen, føler, at de skal løfte dette kollektive ansvar, og når de falder i hænderne på en radikal og systematisk hjernevask, føler de sig udvalgt til at begå disse handlinger«. Ført bag lysetDeres seneste romaner og offentlige udtalelser er præget af radikale politiske anskuelser. Føler De Dem ført bag lyset? »Jeg er irriteret, men jeg ved ikke, hvad 'radikal' betyder. Det politiske bedrag er gået for vidt. Alliancen mellem Blair og Bush er en katastrofe. Jeg skrev i sin tid, at den udgjorde en fare for vores nationale sikkerhed. Det er der ikke noget radikalt i - det er en holdning, som en hvilken som helst britisk liberal deler«. »Manglen på sandhed er alarmerende, fornærmelig og farlig. Man spørger sig selv, hvad det skyldes, at de unge i Storbritannien er fremmedgjorte over for politik, men i virkeligheden skulle man heller fokusere på de politiske partiers fallit. Det er ikke til at se forskel på dem, og de afspejler ikke vores holdninger«. Er der noget alternativ til den nuværende situation? »I Storbritannien og EU er der ingen parlamentarisk opposition. Det er den ulykkelige situation, vi står i. Dette ansvar påhviler i stedet folk af min profession og massemedierne. I dag er det kætteri at antyde, at de frygtelige gerninger, der begås, kan skyldes Irakkrigen«. »Jeg siger ikke, at krigen retfærdiggør disse gerninger, men det er en fornærmelse af vores intelligens at påstå, at invasionen af Irak ikke har pustet til terrorismen«. Hvem har korrumperet afrikanerne?Er filmatiseringen af 'Den standhaftige gartner' et udtryk for forfatterens nye ansvar? »Den repræsenterer den halvdokumentariske films grundlæggende realisme, fordi den bidrager med noget information om emnet på et tidspunkt, hvor man bedrager os, lyver for os og kører sandheden igennem den politiske bekvemmeligheds mølle«. »I denne verden med dens virtuelle nyheder bringer dramadokumentarismen os nærmere sandheden og udfylder det bevidsthedsmæssige tomrum, der er opstået, fordi vi ikke kan bruge informationsstrømmen i dens nuværende form til noget«. Hvad fik Dem til at rette anklagerne mod medicinalindustrien? »Jeg bruger den som en metafor for udbytningen af den tredje verden og af lande, der er på vej op, en udbytning, som foregår på alle områder«. »Det er en meget sexet skydeskive, og jeg kunne lige så godt have rettet skytset mod olieindustrien i Nigeria eller noget helt tredje, der afslører absurditeten i at forsøge at nedbringe den tredje verdens ulandsgæld, hvis ikke man samtidig sørger for at styre globaliseringen på en ansvarlig måde. Man taler om korruptionen i Afrika, men hvem har korrumperet afrikanerne?«. Europæisk tidsfordrivLænges De ikke tilbage til tiden som spion? »Det var en fantastisk tid. Fascinerende, også for en lille fisk, der svømmede rundt i et hemmelighedsfuldt hav. I den verden, hvor beslutningerne tages, hvor man har indtryk af, at man er tæt på magtens centrum i sit land. Jeg tror ikke, at der findes et hemmeligt magtcenter, men snarere, at der er tomt bag den inderste dør«. »Og jeg kan ikke rigtig forestille mig, hvad det vil sige at være spion i dag. Under den kolde krig var spionverdenen meget struktureret, med adfærdsnormer, som alle overholdt. Det var først og fremmest et europæisk tidsfordriv, og det var ikke særlig blodigt, undtagen når der lejlighedsvis blev begået et mord eller pågrebet nogle agenter. I den nuværende situation ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle trænge ind i den verden«. Hvorfor ikke? »Jeg kunne måske få fat i en ung fyr, der var på vej hen til moskeen, den forkerte moske, og opfordre ham til ikke at lade sig forføre af imamen eller mullahen. Men ud over det, hvad kan man så gøre? Efterretningsagenten nærmer sig konflikter mellem mennesker, politiske og økonomiske ambitioner, han nærmer sig mennesker, som har behov for beskyttelse eller søger hævn ...« »Hvordan nærmer man sig disse nye celler? Hvordan nærmer man sig ind i noget, som er så fragmenteret og, generelt, ubestikkeligt?«. Forenklinger skaber nye forenklingerEr islam drivkraften bag moderne terrorisme? »Udviklingen i retning af militant ekstremisme sker ikke kun inden for islam, men også på de kristne og zionistiske bevægelsers yderste højrefløj. George Bush bliver ved med at sige, at det kun er den amerikanske livsstil, der dur. Efter min mening er det en fundamentalistisk påstand, og tanken om at eksportere denne livsstil er obskøn«. »Vi bør tøve med at forestille os, at islamisme er det samme som ekstremisme. Man tillader os ikke at antage, at én form for ekstremisme skaber en anden, men efter min mening kan vi roligt sige, at forenklinger skaber nye forenklinger. Hvis vi accepterer Orwells princip om, at »Amerika er god, islam er ond«, er der ikke meget plads til fleksibilitet«. Oversættelse: Lorens Juul Madsen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Trump smider politisk bombe i Mexico
-
Nu spekuleres der åbent om 'transitionen' til en ny leder i Rusland
-
Pile peger på Zelenskyj i stor korruptionsskandale
-
Ny café har et hemmeligt våben ude på toilettet
-
»Jeg har sagt til Lars, at så er det dér, det slutter. Det er ikke til diskussion«
-
Belgisk idéhistoriker: Den bedste beskrivelse af Europa kommer nu fra USA
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























