Den dag, jeg møder forfatteren Jonathan Franzen, ved jeg ikke, at han vil kaste mig i armene på Alice Munro. Men jeg ved, at han er en god historie. Det lyser ud af ham. Jonathan Franzen er en succes. Han er velklædt. Casual på den amerikanske måde. Afslappet. Bestseller-attitude Klokken er omkring 10 om formiddagen, da han træder ind i lokalet. Han mørke hår har begyndende grå stænk. Hans ansigt er markant som tegneseriens Batman. Brillerne ligner Clark Kents. Smilet ligner en million. Han fører sig som en forfatter, der har solgt bøger i pallevis. Og det har han. Nej til Oprah En forfatter, der har taget overskrifterne i New York Times og erobret bestsellerlisterne samme sted. Oven i købet en forfatter, der sagde nej til Oprah. Da hans roman 'Korrektioner' skulle udkomme i USA, ville Oprah Winfrey gøre den til en del af sin populære bogklub på tv. Kritik af Oprahs bøger Folk tog sig til hovedet. Frantzen sagde nej til Oprah, selv om enhver vidste, at forlæggere ville klæde sig nøgne på Times Square for at få en bog med i bogklubben, for alle tidligere bøger var gået fra ubemærkethed til bestsellere bare ved at være udvalgt af Oprah. Oplag på en halv eller hel million var ikke usædvanligt for Oprahs forfattere. Men Franzen og talkshow-værtinden kom aldrig overens, for Franzen udtalte sig mildt sagt ikke smigrende om nogle af Oprahs øvrige bøger, der bl.a. omfattede Barbara Kingsolver og Bill Cosby. Bred historie om Amerika Dét er bl.a. historien om Jonathan Franzen. Han skrev det, nogen har kaldt den nye, store amerikanske samtidsroman, 'Korrektioner'. Han lagde sig ud med tidens mest populære tv-vært, og alligevel solgte hans roman om en dårligt fungerende amerikansk familie i kæmpeoplag. Problemet er bare, at den historie har vi fortalt i Politiken, da Franzen dukker op hos sit danske forlag Gyldendal. Og Franzen er mere død end levende. Han siger det selv. Det er, siger han, umuligt for ham at sige noget fornuftigt før efter 12. I den følgende time fægter vi os frem. Taler lidt om det opslidende i at være på book tour, hvor ét ud af tre interview er interessant, de to øvrige en professionel udfordring, som han siger. Vi taler om hans to første bøger, der ikke solgte en meter og om 'Korrektioner', hans berømmede roman, der fortæller om en amerikansk familie, der i dén grad kalder på 'korrektioner'. »Det ville være uærligt, hvis jeg sagde, at en historie som min ikke skulle være en bred historie om Amerika, men det er også fem historier hver for sig. Romanen er ikke etnografi, og den er ikke et kamera. Den er et forsøg på at fortælle en historie. Der er en stor forskel på at være et udtryk for noget, at repræsentere noget, og så at fortælle en historie om noget«, siger Franzen. Amerikanske familier Han kigger lidt ud i luften. Der er helt stille. »Nej, smid alt det væk«, siger han og starter forfra. »Hvis 'Korrektioner' skulle være et forsøg på at skildre amerikanske familier, så ville det betyde, at jeg skulle vide noget særligt om amerikanske familier. Det gør jeg ikke. Men jeg prøver at finde ud af, hvad der foregår«, siger han. Det er tydeligt, at han i halve år har været gennem ethvert tænkeligt spørgsmål om sin roman og den amerikanske familie, og det bliver ikke bedre af, at klokken stadig ikke er i nærheden af 11 om formiddagen. »Når folk spørger mig, hvad familiens fremtid er, plejer jeg at svare, tja, hvad er vejrets fremtid?« Læs hellere Munro Det er to-tre år siden nu. Der kom aldrig et interview ud af det. Historien til avisen , hvis den var der, var lige så lunken som kaffen, vi havde stående foran os. Jeg skrev efterfølgende alle notaterne ud, og der var små tilløb til det ene og det andet undervejs, men historiens omdrejningspunkt manglede. Og jeg huskede hans bemærkninger om, hvad han selv læste. Han var, sagde han, træt af at læse mandlige forfattere, der stadig var optaget af fremmedgørelsen i den moderne verden efter Anden Verdenskrig og den økonomiske totalitarisme. Behøvede han virkelig læse yderligere 600 sider om det, når den nu var feset ind hos ham? Nej, mente han. I stedet anbefalede han forfattere som Paula Fox og Alice Munro. Jeg kendte godt Munro fra Canada. Den efterhånden aldrende forfatter, der kun skrev noveller og lidt længere historier, men aldrig romaner som Franzens. Jeg havde læst hende sporadisk. »Jeg kan læse en bog af Alice Munro fire gange, men hun er stadig så langt foran os andre«, sagde Franzen. Franzen, der stod på berømmelsens tinde med al sin medieomtale. Sine enorme oplag. Sin kritikerros. Taler til du og jeg Jeg tog notaterne fra interviewet frem igen en måned før jul sidste år, da han i The New York Times havde en artikel om Munroes nye bog, 'Runaway', der er en samling af historier. 'Alice's Wonderland' hed Franzens artikel, hvor han diskuterede, hvorfor Munros litterære format overhovedet ikke modsvares af hendes berømmelse. Han listede bl.a. disse punkter op. 1. Munros bøger er ren fortællelyst. Ingen hang til lyrisk føle-føle alvor, som en del læsere af seriøs litteratur synes at foretrække. 2. Hendes emne er mennesker, mennesker, mennesker, og du skal ikke regne med derudover at få encyklopædisk viden om renæssancen eller landets historie. 3. Hun giver ikke sine bøger skrydende titler som 'Canadian Psycho' (Ellis), 'In Canada' (Sontag) eller 'The Plot Against Canada' (Roth). 4. Nobelkomiteen har åbenbart vedtaget, at Canada har opbrugt sin kvote, og i hvert fald har kortprosa-forfatterne. 5. Fiktion er langt sværere at anmelde end non-fiktion. Det f.eks. nemmere at anmelde en bog af og om Bill Clinton, for så skriver anmeldelsen nærmest sig selv. 6. Munro skriver aldrig romaner. Noveller og historier er sværere at anmelde og sværere at sælge. 7. Munros historier er endnu sværere at anmelde end andres, for de er fyldt med spænding og intensitet, og først på de sidste sider har man en idé om, hvad det hele handler om. Franzen sluttede af med at skrive, at Munro i sine historier taler til du og jeg, her og nu. I Munros arme Jeg tog notaterne fra interviewet frem før jul, da 'Runaway' pludselig dukkede op på listen over årets bedste bøger i The New York Times. I top fem. Og pludselig var bogen udsolgt. Knopf måtte trykke nye oplag, bogen var uopdrivelig. Besøg i Københavnske boglader viste, at Franzen havde ret. Én boglade førte hende i originaludgave, og de havde haft to eksemplarer. De øvrige sagde, at Munro var umulig at sælge. 'Runaway' kom først til landet i slutningen af januar. Siden da har jeg været i armene på Alice Munro. Otte historier. Den første er 'Runaway. Og når man har læst den, ved man godt, hvad Franzen taler om, når han siger, at det er umuligt at fortælle Munroes historier. Det kan kun teksten selv. Hele teksten. Der er ingen firkantede avishistorier gemt i hendes fortælleunivers. Vi får ikke noget at vide om canadisk politik, globaliseringen, narkokrigen i Toronto (hvis den findes) eller et indblik i canadiske sportsidioters favoritemne, ishockey. Nej, vi står i laden hjemme hos Carla og Clark. To unge, der engang stak af sammen for at slå sig ned ude på bøhlandet, hvor de har nogle heste, som de lejer ud. En lille kilometer oppe ad vejen bor Mrs. Jamieson - Sylvia - som lige har mistet sin mand, forfatteren. Et emanciperet liv Carla står i ladeporten og skæver ud. Hun kan høre en bil nærme sig. Mrs. Jamieson? Bare det ikke er hende. Carla har hjulpet Jamiesons, da manden var døende, og måske prøvede han at lægge an på Carla. Eller foregik det hele i hendes hoved? Clark mener, de skal presse lidt ud af enken, for de har brug for pengene, nu da ugelangt regnvejr har mudret landskabet til og holdt alle deres kunder væk fra hestene. Måske har de ingen beviser, men manden var jo kendt og havde vist også fået en litterær pris, og alene frygten for smuds på hans eftermæle kan vel kaste lidt af sig, mener Clark. Carla har det skidt. Læseren aner en historie om afpresning. En historie med dramatisk udgang. Nej, selvfølgelig ikke. Mrs. Jamieson har et blødt punkt for Carla, og da hun bryder sammen oppe hos hende, får hun hurtigt arrangeret, at Carla - iført Jamiesons nydelige, men aflagte tøj - kan få et nyt liv. Et emanciperet liv. Nyreligiøst fællesskab Vi når at høre Carlas og Clarks historie, mens Mrs. Jamieson arrangerer, at pigen kan bo hos en lige så moderne veninde inde i storbyen, og Carla når også at tage bussen, inden historien om det unge par og Sylvia tager en ny drejning. Og hele tiden sidder læseren på det yderste af stolen, for de er alle så genkendelige, så almindelige, og hvad gør Clark nu, når Sylvia afleverer Carlas lille farvelbrev i postkassen? Eller hvad med én af de tre historier med titlen 'Silence' om kvinden Juliet, der en dag skal besøge sin datter langt ude på landet, hvor hun har søgt tilflugt i et retreat. En slags nyreligiøst fællesskab. Juliet forstår ikke datteren, men er glad for, at hun nu bliver inviteret på besøg hos datteren efter måneders tavshed. Datteren, hun tidligere har haft kontakt med dagligt. Da hun endelig når frem, bliver hun skuffet. Datteren måtte desværre tage væk, fortæller en kvinde. Et overhoved? Der er ingen besked. Mens Juliets historie rulles ud, hører vi hende modtage upersonlige kort fra datteren. På datterens egen fødselsdag. Ikke et tegn på liv eller følelser. Efter fem år stopper kortene, men datterens skæbne danner stadig bagtæppe for hele Juliets liv. Indtil en dag ... Altid mennesker Læs selv. Handler det om det nyreligiøse helvede, der hjernevasker folk. Egentlig ikke. Handler det om mor-datter-relationer? Måske. Om afkom, der bare vil leve deres eget liv? I hvert fald handler det om mennesker, så man som læser aldrig er i tvivl om, hvorvidt personer som de skildrede kunne gøre lige nøjagtig det, de gør i historierne. Det er skæbnefortællinger på 40 sider, der fylder lige så meget som tykke romaner! Efterklangen er rungende. Men er det historier, som anmeldere og kulturjournalister kan skære til som gode historier, der kan sælges til læsere og bogkøbere? Kun vanskeligt. Munros historier handler om mennesker, der forsøger at overleve i en hverdag, hvor det ofte er andre, der sætter dagsordenen. Det er, som Booker-vinderen Alan Hollinghurst har skrevet, historier, der blotlægger nogle liv. Det er ikke liv, der bliver forklaret eller udlagt. Og Munro har et udtalt talent for at beskrive den særlige spænding og atmosfære, der er mennesker imellem - med alle de uudtalte spændinger og forventninger. Selv har Munro ikke længere de store forventninger. Hun er 73, og hun forbavses stadig over, at hun fortsætter med at skrive på et tidspunkt i sit liv, hvor mange af hendes kolleger har gearet ned. Og den mest dramatiske historie, der stadig kan fortælles om hende som forfatter, er, at hun først fik gang i skriveriet, da hun opgav drømmen om at skrive den store roman, og selv da hun debuterede som 37-årig, skete det uden de store armbevægelser. Til The Observer har hun fortalt, at hun gemte sine seks frieksemplarer af bogen i et skab, hvor familien alligevel lagde ting, der ikke skulle bruges ret tit. Tragiske genkendelser Hun gemte ikke bøgerne af vejen, fordi hun skammede sig ved dem, men fordi hun ikke brød sig om eksponeringen. Da der var gået en uge, og hun var alene i huset, tvang hun sig selv til at læse en af historierne. »Jeg læste bogen fra første til sidste side, og, ja, den var o.k.«. Spørger man Jonathan Franzen, så er Munro mere end o.k., og for tre år siden gav han også sit bud på, hvorfor der er noget at hente hos forfattere som den canadiske historiefortæller. Eller hos forfattere overhovedet. »Når læsning appellerer til mig, så er det, fordi jeg får en type erfaring og tilfredsstillelse her, jeg ikke får andre steder, og det har at gøre med ensomheden ved at læse og med mulighed for at opleve noget, som er virkelig komplekst, og hvor man kan opleve en tragisk genkendelse, som man kan få ved at læse en bog i modsætning til at se tv eller spille et computerspil«, sagde han. Hos Munro er der mere end rigeligt af tragiske genkendelser, når hun i sine historier ruller hverdagens tildragelser ud. Livet. Og det er jo ikke altid en god historie.