Det er ikke ligefrem historisk fiktion, man forbinder med Canadas store novelleforfatter, Alice Munro. Men hun er, som hun skriver i en afsluttende note i bogen, blevet optaget af Sofja Kovalevskaja, der i sit korte liv udfoldede sig både som romanforfatter og stor matematiker. Hun blev født i 1850 i Rusland, uddannede sig i Berlin og døde 41 år gammel i Stockholm, hvor hun arbejdede som verdens første kvindelige professor i matematik. LÆS OGSÅMunros mirakel Hun modtog en stor videnskabspris i Paris for sine arbejder om bl.a. differentialligninger, men ansætte en kvinde ville franskmændene ikke. De mere fremsynede svenskere gav hende en lærestol.
Matematik og poesi
Alice Munro følger hendes sidste dage med tilbageblik på dele af hendes liv. Hendes historie kan på flere måder minde om madame Curies, både hvad angår vejen til at blive en stor videnskabskvinde og et efter datidens syn ikke helt regelret kærlighedsliv.
Munros interesse udspringer naturligvis af, at Sofja var både forfatter og videnskabsmand. Hendes berlinske læremester, matematikeren K. Weierstrass, refereres for at sige til hende, »at der i en førsteklasses matematikers sind skulle være en intuition, et lysglimt, der kunne afdække ting, der hele tiden havde ligget der. Meget streng og omhyggelig skulle man være, men det skal en stor digter også«.
