Allerede inden 'Generationsmaskinen' udkom, var der tæv i luften. Mente han selv. Weekendavisens alt andet end fåmælte og pragmatiske litteraturkritiker Lars Bukdahl var godt klar over, at hans nye 543 sider tykke bog 'Generationsmaskinen' om dansk litteratur fra 1990 og frem ville blive kritisk læst og bedømt af de kritikerkollegaer, der skulle anmelde den på landets dagblade og i ugebladet Weekendavisen. Anmelderbank Lars Bukdahl har ikke altid ret. Når andre skal sige det. Men i det her tilfælde fik han fuldstændig ret: 'Generationsmaskinen' har i de senere dage fået så mange anmelderbank, at det er med en vis ængstelse, jeg ringer til ham fredag morgen og spørger: »Jeg skulle bare lige høre, om du er i live?«. I baggrunden kan jeg høre, at han har gang i støvsugeren i lejligheden på Vodroffsvej. Uroen var ubegrundet. Brogede følelser Man kan ikke holde en mand med en litterær selvtillid som Bukdahls nede: »Berlingske Tidendes anmeldelse var jo positiv. Da de andre kom, læste jeg dem hurtigt«. »Så sank jeg dem. Og havde en sær følelse. På den ene side led jeg af voldsom selvmedlidenhed. På den anden side var jeg aggressiv«. »Og midt i var der et stort roligt rum, fordi det er overstået. Det var nogle meget brogede følelser«. Mental oprydning Da han havde sunket anmeldelserne, begyndte han at rydde op. Som man kan finde på at gøre det i bogstaveligste forstand, når man roder rent mentalt. »I går samlede jeg nogle tomme flasker i køkkenet, og sammen med min søn gik jeg ned og kylede dem i flaskecontaineren. Det var en god fornemmelse«. »I dag er jeg så ved at gøre rent. Jeg har allerede smidt alle aviserne ud«, griner Bukdahl i telefonen, inden han går videre med oprydningen. Bukdahls boghule Hvis han tager ordentlig fat inde i sin egen hule i lejligheden, er der arbejde til nogle dage. Da jeg interviewede ham tirsdag formiddag, var hans skrivebord begravet under stakke af papirer, og det meste af gulvet i arbejdsværelset var dækket af bøger i bunkevis. Læste bøger, naturligvis. Som ikke kan være i stigereolerne, der har overlevet siden ungdomsårene i Århus og får lov til at blive stående. Fordi man er en sproglig æstetiker, behøver man ikke at gå op i reoldesign. Inde i stuen får Bukdahls bøger ikke lov til at bo. Og det er nok meget sundt for både ægteskabet og ham selv, siger han: »Det er rart med bøger. Jeg kan ikke undvære bøger. Men det er også godt med rum uden bøger. Ellers ville man aldrig komme ud af sin labyrint«. Man kunne sikkert sige meget negativt om Lars Bukdahls selvoptagelse af rollen som kritiker. Men man kan ikke fratage ham lysten til at læse eller talentet for at skrive smittende om både de gode og de dårlige værker. 'Den kaotiske degeneration' 'Generationsmaskinen' handler om danske værker fra 1990 til 2004. Både poesien og prosaen i en pærevælling. Som bogens forfatter siger, er genrer bare at sammenligne med kageforme, og når man æder en kage, er smagen væsentligere end formen. 'Generationsmaskinen' er delt op i to fede stykker. Den første handler med Bukdahls udtryk om »den regelrette halvfemsergeneration« af forfattere, der debuterede i årene 1990-1996. Her skriver han om navne som Solvej Balle, Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager, Morten Søndergaard og adskillige flere. Den anden halvdel af bogen omhandler årene 1996-2004 og bliver nok så Bukdahlsk kaldt »den kaotiske degeneration«. I det kaos debuterer så forskellige forfattere som Jan Sonnergaard, Pablo Henrik Llambías, Jens Blendstrup, Ursula Andkjær Olsen og Charlotte Weitze. Midt i murstenen fortæller han om sin egen begyndelse som forfatter under overskriften 'Min generation'. Frøkatalog Noget af det, man tidligt bemærker under læsning af 'Generationsmaskinen', er fraværet af tids- og brancheanalyse. De fugleperspektiver har bogen ikke, fordi den erklærede nørd Bukdahl insisterer på at behandle de enkelte værker frem for det, han kalder »tidsåndssvagheden« omkring dem: »Det irriterer mig, når litteratur bliver udsat for, hvad den siger om samtiden, selv om den måske ikke siger en skid. Hvis man tager nogle af forfatterne fra 2000-generationen - Lars Frost, Ursula Andkjær Olsen, og hvad de ellers hedder, hvad jeg selvfølgelig godt ved - så er en af deres primære og litterære kvaliteter charmen«. »Det bliver meget anstrengt, hvis man giver sig til at fortolke charme som et oprør mod ditten eller datten i tiden. Det er ikke det, jeg vil med min bog. Den er et frøkatalog«. Motherfuckin' Schade Her afbryder jeg lige citatet, selv om det i virkeligheden tirsdag formiddag var meget længere, ligesom Lars Bukdahls anmeldelser tit er lange og tager nogle ordentlige ture rundt i sprogmanegen. I det her tilfælde med Lars Frost og Ursula Andkjær Olsen kom han for eksempel i forbifarten ind på, at det er »motherfuckin' Jens August Schade«, som er deres stamfar. Og hvor meget den generations forfattere har overrumplet ham på den gode måde. Den glødende sælger På et andet tidspunkt får jeg en lang tale om den ikke særlig kendte digter Lone Munksgaard Nielsens kvaliteter. Især fremhæver han 'Iklædt en andens hud', som udkom i 1996 og rent fysisk er så tynd, at Bukdahl må have sin største armmuskel frem for at få den til at sige bare en lille lyd, da han klasker den ned i et bord. Men indholdet, mine damer og herrer! »Et eller andet sted udgår der magi fra den bog«, siger Bukdahl på et tidspunkt, hvor han allerede har overbevist mig. Hvis han ville sælge sit eget eksemplar, havde jeg købt det. Og han ved godt, at han kan den slags. Være de gode bøgers sælger med et engagement og et »et aldrig aftagende hysteri«: »Man må forsøge at tale med overbevisende kraft om de bøger, det er værd at læse. Jeg er formidler, og når man er det, er man et eller andet sted bare en markedsprædikant, der står dér helt patetisk og råber: De her bøger er gode! Dem har jeg haft det skønt med at læse. Det synes jeg også, at I skal have«. »Formidlingskunsten må være at tale med en sådan glød i stemmen, at folk tænker: Nå, men hvis han kan tale med så overbevisende begejstret om den bog, så lad os dog give den en chance«. De pokkers metaforer Undervejs i interviewet bruger Lars Bukdahl lige så mange billeder, som han gør i sine anmeldelser i Weekendavisen. Hver anden gang irriterer det ham selv så meget, at han sukkende retter på sig selv midt i sætningerne: »Det er da pokkers, at man altid skal ud i de metaforer«. 'Man' vil altså sige Lars Bukdahl. Det er det ord, han oftest omtaler sig selv med. Når han gør det, bliver kroppen og øjnene mere stillestående, end når han med stort engagement og i åbenhjertig jegform fortæller, hvordan han i udmattende omfang har slået ørerne ud til dansk hiphop og også inddraget rappernes poetiske kvaliteter i sin bog. Eller når han i forlængelse af nogle få slagfærdigt affejende sætninger i bogen uddyber, at nogle af de senere års bestsellerforfattere som Jette A. Kaarsbøl og Jakob Ejersbo ikke siger ham noget. »Jeg gør ikke noget ud af dem i bogen, fordi deres litteratur ingen forskel gør. Deres lige ud ad landevejen-sprog og deres almindelige romanstil keder mig. Hvis noget skal betyde noget for mig, skal jeg synes, at der rent sprogligt er noget på færde. Som man lokkes til af. Det er ikke nok, at man har noget interessant på hjerte. Man skal også fortælle det interessant«. Glad i låget »Jeg bliver så glad, hvis folk er absolut originale. Typer som F.P. Jac, hvor sproget bare strømmer ud. Eller en forfatter som Jens Blendstrup, der ikke aner, hvad fa'en han gør, men er i sit sprogs vold«. Det kan godt være, at Jens Blendstrup, Pablo Henrik Llambías, Helle Helle og andre af Bukdahls favoritforfattere aldrig bliver så populære, at deres bøger sælges i pallevis. Det får man ikke Bukdahl til at begræde. Han kan altså ikke være trist i låget over det, så længe de gode bøger faktisk eksisterer. Desuden er han sikker på, at der nok skal være nogen, der finder frem til dem en dag. Som han siger - og faktisk siger et par gange: »Hvis der først er skabt fed poesi, er der ikke noget at gøre«.