Da Åsa Larsson var 34 år, meldte hun sig til et kursus i at skrive krimier, fordi hun savnede at være kreativ. Det var ikke, fordi hun i mange år havde haft en ambition om at blive forfatter. Faktisk havde hun ikke læst en skønlitterær bog i årevis, da hun selv begyndte at skrive. Kvittede jobbet Fire år senere er hun en af Sveriges mest roste og solgte nye spændingsforfattere. Det faste job som ophængt skattejurist ved Länsretten i Nyköping sagde hun op for et års tid siden, da Det Svenske Kriminalakademi gav hende årets debutantpris for romanen 'Solstorm'. Hun behøver ikke kontorarbejdet nu, hvor hun kan leve af at skrive sine egne historier. 'Solstorm' blev en bestseller, og også efterfølgeren 'Blodskyld' fra i år er en succes i Sverige, der efterhånden må have flere gode krimiforfattere per indbygger end noget andet land. Svækket hovedperson Åsa Larsson ligner ikke nogen af de andre. Hvis man foretrækker sin spændingsroman utvetydig i mælet og lykkeligt afklaret i slutningen, skal man springe over Åsa Larsson. Da 'Solstorm' sluttede, var Larssons faste hovedperson Rebecka Martinsson kun lige akkurat i live. Egentlig er det en del af hovedkarakterens personlighed, at hun er en begavet og fornuftig skattejurist med et veludviklet sanseapparat. Men som konsekvens af de drabelige begivenheder i 'Solstorm', er hun psykisk svækket og på sygeorlov fra begyndelsen af 'Blodskyld'. Temperament og humor »Inden jeg skrev 'Blodskyld', talte jeg med en overlæge i psykiatri om, hvordan et menneske vil reagere på alt det, Rebecka Martinsson oplevede i den første bog«. »Hun havde gennemgået et traume, og jeg ville ikke åbne den anden bog med, at hun bare havde rystet de forfærdelige oplevelser af sig«, siger Åsa Larsson bestemt, mens hun energisk knipser imaginære fnug af jakkens højre skulder med et par af sine rosa negle. På afstand ligner Åsa Larsson vel ikke noget særligt. Andet end en lav, tynd og velklædt kvinde med leverpostejfarvet hår. Tæt på gør hun indtryk. Temperamentet slår igennem i hele ansigtet inklusive det direkte blik, og kroppen taler malende med, når hun siger noget. Hun må være en fornøjelse at have til bords ved et middagsselskab. Med den diskussionslyst. Og den humor. Alt det drager hendes skrivning fordel af, når hun lukker døren bag sig og tilbringer timer alene på arbejdsværelset hjemme på gården i Sörmland syd for Stockholm. Når hun gør det, er hun i tankerne tilbage i Kiruna, hvor hun voksede op. Mord på kvindepræst Ved indgangen til 'Blodskyld' nærmer midsommer sig i det nordligste Sverige. Det er så lyst, at det er fristende at gå amok. »Elverpigerne ifører sig nye sko af den blødeste birkebark«, stærene kæfter op fra trætoppene, og midnatssolen lyser over den mørkerøde trækirke i landsbyen Jukkasjärvi. Det viser sig, at nogen er gået amok. Foran orgelpiberne inde i kirken hænger en kvindekrop i en lang jernkæde. Det er landsbypræsten Milred Nilsson, som nogen har hængt op. Efter at have slået kraniet ind på hende, mast hendes ene øje ind og smadret samtlige tænder i munden på hende. Med mere. Noget af det første, det nordlige Sveriges udrykningshold af kriminalbetjente vil have rede på, er naturligt nok, om Milred Nilsson havde nogen fjender. Ja, lyder svaret alle steder fra. Stort set samtlige egnens mænd. Enten fordi de ikke brød sig om at have en kvindelig præst. Eller fordi de fandt hendes engagement i dyre- og miljøbeskyttelse og hendes omsorg for unge, kvinder og fattige irriterende. Underliggende samfundskritik Det er sådan, 'Blodskyld' åbner. Og mens selve handlingen er noget, Åsa Larsson har fundet på, så er det nordsvenske scenarie og bogens gennemgående diskussion af, hvad kvinder kan tillade sig, hentet fra den svenske virkelighed. »Jeg skriver aldrig om aktuelle politiske problemer fra min hjemby. Jeg besøger ofte Kiruna, men jeg bor der ikke længere og ved derfor ikke nok om de konkrete politiske hændelser der. Men der er en underliggende samfundskritik i mine bøger. Debatten om kvindelige præster er i allerhøjeste grad aktuel i Sverige og det ikke blot i Kiruna«, siger Åsa Larsson. I 'Solstorm' skrev hun om den strengt hierarkiske magtstruktur i et frikirkeligt miljø. »'Blodskyld' handler meget om kvinder ... arjjj ... hvordan skal jeg udtrykke dette her? Jeg er fascineret af at skrive om kvinder, fordi der findes så mange måder, kvinder helst ikke skal eller vil opføre sig på«. »Ofte bekymrer kvinder sig konstant om, hvad andre synes om dem. Sådan er den afdøde præst i min bog ikke. Hun er bestemt. Hun ved, hvad hun vil. Min første roman handlede om magtfulde mænd. Den anden handler om en kvinde, der ikke lader sig styre af de magtfulde mænd«. Marx og Gud Åsa Larssons far var bibliotekar, og der var masser af bøger i barndomshjemmet i Lapland, men Bibelen var ikke en af dem, der blev taget frem. Forældrene havde fået nok af den i deres egen opvækst, for Åsa Larssons bedsteforældre på begge sider tilhørte laestadianisternes frikirke. Farfaderen var højt agtet prædikant inden for den frikirkeretning, der er forholdsvis streng. For eksempel er det ikke tilladt at se tv, og kvinder må ikke gå i bukser. Åsa Larssons far sendte sin datter på et grundkursus i marxistisk teori i stedet for at sende hende i kirke. Men gennem bedsteforældre og kammerater var hun blevet præget af Bibelen og fascineret af kirkemiljøet. Da hun blev teenager, var det en del af hendes oprør at blive aktiv i en frikirke i Kiruna, ligesom hendes romaners Rebecka Martinsson har været det som teenager Forskellen mellem Larsson og hendes hovedperson på det punkt er, at Åsa Larsson stadig er passivt medlem af kirken i Kiruna. Fiktionens Rebecka Martinsson er derimod blevet smidt ud som ung, fordi hun blev gravid og ikke ønskede at få barnet. Faderen var ikke blot gift. Han var også den lokale kirkes mest dominerende og karismatiske præst. Pludselig voksen Alt det står at læse i 'Solstorm', som Åsa Larsson ikke fik nogen negative reaktioner på fra sin hjemegn. Kun positive, siger hun: »Og så fik jeg flest reaktioner fra kvinder. Det er virkelig løjerligt mange kvinder, som har fortalt mig historier, der minder lidt om Rebeckas. Om hvordan de fik deres første kys som 13-årig af den præst, der konfirmerede dem«. Mens Åsa Larsson selv var engageret i frikirken, blev hun pludselig voksen. »Det var jeg nødt til. Mine forældre blev skilt, da jeg var 16 år. Jeg flyttede hjemmefra og har siden klaret mig selv. Da jeg var færdig med gymnasiet, tænkte jeg, at jeg aldrig nogensinde mere ville læse lektier«. I stedet for at læse videre arbejdede hun i nogle år. »Og hvad er det så for job, man får, når man ingen uddannelse har? Man serverer, man tørrer gamle mennesker bagi og den slags. Efterhånden begyndte jeg at spørge mig selv, om det var det, jeg ville blive ved med. Det var det jo ikke«. Hjælp fra retsmediciner Åsa Larsson begyndte at læse jura og fik som færdiguddannet et vellønnet job som skattejurist. Ugerne gik med at gå på arbejde forsøgsvis iført fagets snobbede dresscode og komme udmattet hjem igen til endnu en aften foran fjernsynet. Ud over arbejdspapirer læste hun i de år ikke andet end undertekster på tv-skærmen. Fantasien lå brak, til hun begyndte på et krimikursus, og krimi skulle det være, fordi hun elsker at læse om vold og skrive om vold helt ned i de retsmedicinske detaljer. Når hun nu skriver sine romaner, får hun i øvrigt hjælp af en rigtig retsmediciner, så beskrivelserne af knækkede knogler og trykkede hjernehinder bliver korrekte. »Han er en ældre, genert mand, som ellers ikke siger så meget. Men når vi taler om hans fag, kan vi sludre i timevis. Jeg elsker at snakke med ham. Men spørger man mig, hvorfor jeg skriver så meget om blod og vold, har jeg svært ved at svare på det. Er det ikke noget, mennesket altid har været optaget af at læse om? Bibelen er fyldt med vold. Det er vel en af de mest blodige bøger, der findes«. Lovning på seks romaner Bibelen er Åsa Larssons yndlingsbog. Hun beskriver ikke sig selv som troende. Mere som en tvivler, der kun nogle gange kan føle tro. Og så karakteriserer hun derudover sig selv som »en blanding af doven og fanatisk«. Hvis hun får en idé, kan hun være fanatisk med at gennemføre den. Det er helt bevidst fra hendes side, at det ikke er de smukke og unge, som har den bedste sex i hendes bøger. »Det er de grimme og de halvgamle. I 'Solstorm' er det en gravid politibetjent, der ligner en hest. I 'Blodskyld' er det to 50-årige lesbiske kvinder. Fordi 50-årige tanter tåbeligt nok ikke forventes at have et sexliv«. Hun vil ikke røbe, hvilke fordomme mod kvinder Rebecka Martinsson møder i fremtiden. Kun at Rebecka Martinsson har en fremtid. Hun kommer til hægterne igen, skriver Åsa Larsson i et efterskrift til 'Blodskyld': »Og husk: I mit eventyr er det mig, der er Gud«. Åsa Larsson kan også bare vove på at aflive hende i utide. Hun har lovet sine læsere seks romaner om Rebecka Martinsson. Højlydt og officielt. Men hvorfor ikke ti eller tolv: »Åhhh nej! Synes du ikke, at seks er fanatisk og ambitiøst nok?«.