På tirsdag debuterer Jette A. Kaarsbøl med romanen 'Den lukkede bog'. Bogen er en drøm, der har været over 30 år undervejs, men det er på ingen måde en forsigtig førstegangsforfatter, der beder anmelderne tage stilling til sit værk. Hun er ikke en forfatter, der sparer på ordene. Hverken i skrift eller tale. Bogen er en krabat på næsten 550 sider, og forfatteren er heller ikke bange for at tale sin fiktive historie direkte ind i en samtidig debat. Historien foregår i Danmark anno 1875, men ifølge forfatteren kunne det centrale i handlingen lige så godt foregå i dag. »Bogen handler vel i virkeligheden om det ultimative mord på en smagsdommer«, siger den 42-årige forfatter. Dermed rammer hun direkte ned i den i forvejen ophedede debat om kulturkampen, som de seneste måneder har hærget medierne, og når man hører hende fortælle, hvordan hun har det med sin samtid, har hun tydeligvis heller ikke noget imod sammentræffet. »I øjeblikket har vi hele denne tendens til, at almindelige mennesker skal til. Man råber ikke på visdom. Man råber på indflydelse. Det er, som om det er lige meget, om du har noget at sige, bare du har noget at skulle have sagt. Hele kulturdebatten lige nu er jo helt til grin. Den handler jo om, at nogen skal rives ned«, siger Jette Kaarsbøl. Kulturkampen var imidlertid dårligt nok en tanke hos Fogh-regeringens taleskrivere og spindoktorer, da Jette Kaarsbøl begyndte på sin lange beretning om det skæbnesvangre møde mellem den forsigtige og overbeskyttede Frederikke Leuenbech og den idealistiske (og homoseksuelle) fødselslæge Frederik Faber. Jette Kaarsbøl skrev de første 150 sider af sin roman allerede for 10 år siden, men dengang blev den aldrig til mere end et langt tilløb. For to år siden sagde hun imidlertid sit job op for at realisere drømmen om at skrive. Tvangsfodring Siden hun var ti år, har hun vidst, hun ville være forfatter. Også selv om hun i en årrække stod i tøjbutik og fortalte kunderne, at bukserne »simpelthen var så gode« til dem. Men hun følte sig fejlplaceret, både i butikkerne og alle mulige andre steder. Hun havde gennem alle årene en klar fornemmelse af, at alt, hvad hun beskæftigede sig med, kun var en midlertidig foranstaltning - indtil hun skulle skrive. Når kunderne i tøjbutikkerne var gået, dykkede hun ned under disken og tog sin Marilyn French-bog frem, og hun drømte også om bøgernes verden, mens hun uddannede sig til lærer og siden underviste unge i dansk og engelsk i seks-syv år. »Jeg tvangsfodrede mekanikerelever med Pontoppidan, og det gik egentlig ikke så dårligt«, siger hun med et stort smil. At netop Pontoppidan er et af forbillederne, kan ingen være i tvivl om efter at have læst 'Den lukkede bog', for Jette Kaarsbøl fortæller på god gammeldags facon sin historie som den store, guddommelige og alvidende fortæller, der ikke alene ved alt om alle personerne, men også indimellem prikker læseren på skulderen og siger - hallo, derude, det er altså en historie, du læser. Tænk lige over, hvad du ser, når du trykker næsen flad mod ruden ind til romanpersonernes opdigtede verden! Den debuterende forfatter vil nemlig ikke kun underholde med en god historie. Hun vil først og fremmest minde læserne om, at de skal tage ansvar for deres eget liv og være ærlige over for både sig selv og andre. Og i hvert fald ikke træde på andre, selv om de føler sig forsmåede eller overhalet indenom intellektuelt. »Mit projekt med bogen var at sætte de stærke og svage op imod hinanden for at se, hvem der egentlig er stærk og svag. Min hensigt var at vise, hvordan det går til, når det svage menneske slagter det stærke. Og det ville jeg gerne vise eftertrykkeligt«, siger Jette Kaarsbøl. Det er bl.a. derfor, hun har henlagt handlingen til 1875 - en periode, hvor det var altødelæggende for en person at blive 'afsløret' som homoseksuel. »Som det ser ud i dag, er det svært at finde noget, der er så moralsk uantageligt, at det ville kunne ødelægge et menneske. Jo, måske pædofili, men det ville jeg ikke ind i at beskrive og heller ikke forsvare. Derfor valgte jeg homoseksualiteten, fordi det kunne repræsentere den sprække, hvor man kunne få en hæl ind og få jokket til«, siger Jette Kaarsbøl. Fritænkere I romanen smyger Frederikke Leuenbech sig i sidste øjeblik ud af et planlagt ægteskab med en præst, som hendes antisemitiske familie ellers gerne så hende smedet sammen med. I stedet kommer hun ind i kredsen af københavnske intellektuelle, hvor hun - uden at tænke sig ret meget om - gifter sig med fødselslægen Frederik Faber. Han ser ægteskabet som en aftale mellem to frittænkende individer, der i øvrigt har hver sit liv. Og Frederikke lader, som om hun er enig i aftalen. Grundlaget for et martyrium er på plads. »Der er jo en tendens til, at hvis nogen føler sig trådt på, så udviser de sjældent barmhjertighed over for andre mennesker, og når de indtræder i martyriet, er alle regler ophævet, og du behøver ikke spørge dig selv, om det nu er rimeligt, hvad du gør«, siger Jette Kaarsbøl. Hun lægger ikke skjul på, at hendes sympati for Frederikke Leuenbech kan ligge på et meget lille sted. Frederikke siger aldrig fra. Hun indrømmer aldrig, at de intellektuelles højtravende snak går hen over hovedet på hende, og at hun dybest set hellere ville have mand og børn end en mand, som forsøger at leve et liv i overensstemmelse med sin samvittighed. Til gengæld har forfatteren stor sympati for Frederik Faber, som ganske vist besnakker en ikke alt for kvik pige til at være hans ægteskabelige alibi, men ikke desto mindre forsøger at leve op til nogle idealer. »Jeg kan ikke lide bøger, hvor der er en entydig skurk, mens helten er pletfri, og jeg synes, alle mine personer er menneskelige. Nogle har sagt, at jeg måske gør Georg Brandes lidt latterlig. Jeg synes bare, jeg gør ham menneskelig. Privat fejler han jo, så det gør ondt, men det må da veje tungest, at man har nogle idealer, man forsøger at trække sig selv op til. Måske mislykkes det gang på gang, men man forsøger, og det er da bedre end at opgive fra starten og trække idealerne ned, hvor vi allerede befinder os«. »Det er jo det, der sker i dag. Man siger, jamen, herregud, vi er bare mennesker. Ud med indvandrerne, ned med ulandsbistanden og op med hastigheden. Den slags har jeg det svært med, for man må da hele tiden konsultere sin samvittighed, sine idealer. Vi må spørge os selv, hvad det er, vi gerne vil. Hvor vi skal hen? Det er jo de mennesker, der har forsøgt at løfte sig op over middelmådigheden, der også har flyttet noget - historisk set«, siger Jette Kaarsbøl. Tolerance Der blev da også flyttet noget i tiden med Det Moderne Gennembrud, og den debuterende forfatter har meget tilovers for netop den tid. »Der kom rigtig meget godt ud af perioden. En kulturel frisættelse. Større tolerance og sociale forbedringer, men nu er det, som om det går den anden vej. Vi synes at have mistet syndsbevidstheden. Alt er efterhånden tilladt, og intet er flovt længere. Hvis du vil være et dumt svin, er det bare din egen sag«. »Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg bare kan pudse min glorie, fordi jeg altid konsulterer min egen samvittighed, for sådan er det ikke. Jeg forsøger bare at finde ud af, hvad det er, der får mig til at føle mig utryg, og hvorfor jeg ikke længere er stolt over at være dansker. For det er jeg ikke. Småligheden er blevet stueren, og vi mangler nogle mennesker, der tør være store i slaget«, siger hun. Hun ved godt, at nogen måske vil spørge hende, hvorfor hun ikke har lagt sin historie i nutiden, når hun nu mener, der er så meget i vejen med den. »Jeg har også tænkt meget over det, men for det første synes jeg, at tiden med Det Moderne Gennembrud er meget interessant, og for det andet har jeg svært ved at begribe min egen tid. Jeg står midt i den og synes, jeg er lovlig undskyldt. Men jeg er bekymret og forvirret. Det er nemmere at fortælle om en periode, som allerede er gennemskrevet, men det kan godt være, jeg senere skriver en nutidig historie, for jeg bryder mig fandeme ikke om min samtid«, siger Jette Kaarsbøl. De seneste dage er det imidlertid for alvor begyndt at gå op for hende, at samtiden ligger derude - lige på den anden side af stuevinduerne. Hun kan ikke længere gemme sig bag computerskærmen og lade, som om resten af verden ikke eksisterer. Og manden og de to halvstore børn kan efterhånden se en hustru og mor, der går med skuldrene højere og højere oppe om ørerne i ren stress, for nu skal livsdrømmen stå sin prøve i det virkelige liv. »Jeg er nok mere sårbar over for modtagelsen, end jeg havde troet. Siden jeg afleverede manuskriptet i januar, har det være én lang optur. Jeg havde det rigtig dårligt i tre måneder, indtil bogen var antaget til udgivelse. I den periode talte jeg med min familie om, hvad jeg nu skulle lave, hvis jeg alligevel ikke skulle være forfatter, men uanset hvad vi fandt på, syntes jeg, det lød rigtig, rigtig kedeligt. Jeg kan stadig ikke forestille mig, at jeg skal lave andet end at skrive. Hvis forlaget nu havde afleveret manuskriptet til mig med en besked om, at de syntes, jeg burde finde noget andet at lave, havde min selvforståelse virkelig været på spil«, siger Jette Kaarsbøl. Med frygt er hun begyndt at se frem til tirsdag morgen klokken syv, når manden i huset har været oppe i Hillerød by for at hente morgenaviserne, der måske eller måske ikke vælger at anmelde hendes bog på udgivelsesdagen. »Ingen har lyst til at få dårlige anmeldelser, specielt ikke hvis man kan se, at anmelderne har ret. Det vil simpelthen være det værste«, siger Jette Kaarsbøl. Hun har dog allerede garderet sig. Når venner og familie dukker op tirsdag morgen, vil både champagne og gravøl stå parat.