O.k. Så er Aksel Højhus ikke særlig pæn. Og han har heller aldrig set sin far. I år skal han ikke engang på sommerferie. For han har ikke nogen bedsteforældre, som man kan besøge ude på landet. Ikke engang så meget som en eneste lille onkel i Jylland har han. Til gengæld har Aksel en barnepige, der er punker. En mor, der kører taxa. Og en ven, der hedder Holger Helle, som bor alene med sin far. Og så har han også bøsseægteparret hr. og hr. Valeur, der godt gider at lege 'Brødrene Løvehjerte'. Og resten må man jo bare se at skaffe sig. Så Aksel Højhus og Holger Helle stikker stille og roligt af hjemmefra for at få kløerne i nogle solide bedsteforældre - og også gerne en enkelt tante eller onkel, hvis det skulle være. Og i mellemtiden glemmer de alt om de rare, mærkelige og opmærksomme voksne, som de til daglig er omgivet af. For det er jo ikke en rigtig familie. 'Aksel Højhus får en familie' er en moderne børnebog, hvor børn kommer til verden, fordi en smuk spanier kommer forbi med brune øjne og strithår. Hvor enlige fædre laver alt for store madpakker, og hvor børn godt kan gå på bøssebar og drikke Tequila Sunrise. Bare uden tequila. En bog, der er skrevet i en dansk virkelighed, hvor den generelle opfattelse er, at man egentlig kun er en rigtig familie, hvis mor og far kan holde ud at dele seng og adresse. Også selv om en fjerdedel af alle danske børn lever i andre konstellationer end den klassiske kernefamilie. »Derfor skulle bogen handle om nogle børn, der ikke lever ligesom flertallet af danske børn. Familie handler om at forpligte sig over for hinanden. Og så er det faktisk mindre vigtigt, om man deler blod. Aksel Højhus og Holger Helle har det i udgangspunktet godt. De får al den kærlighed, de skal have, de bliver set, og de bliver hørt. De vil bare gerne have noget mere familie«, siger Gitte Løkkegaard, der er irriteret over, at fraskilte og sammenbragte familier bliver betragtet som 2. sorteringsfamilier. Alternativ konstellation Selv holder hun til i en stor kvistlejlighed på Nørrebro sammen med Karl og Niels på henholdsvis otte år og otte måneder. Karl er lavet inden for de foreskrevne rammer. Rammer, der stod lige præcis til Karl fyldte tre år. Så flyttede hans forældre fra hinanden. Her fem år senere har de valgt at få et barn til sammen. Selv om de stadig har hver sin adresse. »På den måde er vi jo meget rabiate. Det er ikke ret mange børn, der bliver født ind i den konstellation. Men vi synes, at det fungerede så fint, at familien godt kunne bære et barn mere. Men det er da ikke ligefrem noget, jeg går og reklamerer med i sociale sammenhænge. Jeg nøjes som regel med at sige, at jeg har to børn, og at vi er skilt, fordi det andet er mere kompliceret at forklare«, siger Gitte Løkkegaard og smiler. Ud over Karl og Niels og deres forældre tæller familien også Gitte Løkkegaards eksmands første kone. Og deres tre børn. Som hun siger: »Det gode ved vores familie er, at vi er mange nok til selv at holde en fest. Når de fem børn og deres far og ekskone nummer et og to er samlet, hersker der nærmest italienske tilstande med masser af mad og råben og skrigen. Min yngste søn Niels er blevet født ind i en klan på fem søskende. Og uanset hvad der sker med os, så kommer de til at holde sammen. Og det synes jeg da næsten er det bedste, man kan give børn«. Men trods tre ældre søskende, en far, en mor og en ekstra mor, lever Karl og Niels altså stadig i en 2. sorterings familie. Og det vil deres mor ikke finde sig i. »Det irriterer mig, at vi som gruppe bliver betragtet som næstbedst. Der er både gode og dårlige kernefamilier og gode og dårlige sammenbragte familier. Jeg var producer på Tværs for mange år siden. Og dem, der ringede ind med familieproblemer, det var ikke skilsmissebørnene. De børn, der havde det skidt, det var dem, der boede i nogle rigtig lortekernefamilier. I en skal af mursten, hvor far og mor hadede hinanden, og hvor der ikke var kærlighed og respekt. Så tror jeg altså, det er bedre, at tage en stor hammer og slå murene ned og få familien splittet op, så der kan komme noget glæde ind i alles liv igen«, siger hun. I det hele taget er det hendes fornemmelse, at kernefamilierne har en større tendens til at lukke sig om problemerne. Den store rutsjetur »I de sammenbragte familier er der ofte mere justits og gennemsigtighed. Både fordi det er nødvendigt at udveksle oplysninger om, hvordan børnene har det, når de flytter frem og tilbage. Og fordi der er flere voksne. Jeg er jo ikke mine papbørns mor, men jeg er en anden voksen, som de stoler på og kan gå til. Og så er det altså også sådan, at fraskilte forældre ransager sig selv og deres børns velbefindende ustandselig for at mærke, om de trives, om de savner, og om de er o.k. med det hele«, siger hun. Selvfølgelig var det ikke den familie, hun drømte om, da hun var 15 år. Og turen ned ad Tornerose-rutsjebanen har været lang. Man bliver ikke toplykkelig enlig mor fra den ene dag til anden. Det tager tid at holde op med at betragte sig selv som andenrangs, fordi man alligevel ikke kunne finde ud af at leve i en kernefamilie. Men som 39-årig og mor til to er den rutsjetur stoppet. Men derfor kan man da godt blive misundelig på kernefamilierne indimellem. Fordi der er så mange ting, der bare er givet. Eksempelvis at man holder sommerferie sammen. Uden først at skulle undersøge, om der lige p.t. er basis for at holde ferie sammen. Jul holder de også bare i kernefamilierne, uden først at skulle diskutere om det overhovedet skal foregå i fællesskab. Og hvem der skal være sammen med børnene, hvis de ikke skal. »Når det er sagt, så synes jeg, at mine børn er et godt eksempel på, at det kan fungere godt. Og mine børn oplever en større mangfoldighed i værdinormer, end børn i kernefamilier gør. Forleden var der en forsker, der udtalte i Berlingske Tidende, at man jo ikke ønsker for nogen børn, at de ender i en sammenbragt familie. Hvad bilder han sig egentlig ind? Hvorfor skal han diskvalificere os alle sammen?«. »Det irriterer mig, at man bare over én kam siger, at det her ikke er godt for nogen. For jo, det er det. Det er godt for mine børn. Og det vil jeg have lov at sige, uden at blive mistænkt for bare at skulle have mit eget verdensbillede til at passe. Jeg ser på mine børn, og jeg ser, at de trives. Der er ikke noget næstbedst i dét«. Selvfølgelig er der steder, hvor filmen alligevel er lidt tynd. Og hvor børn i skilte familier er mere sårbare end børn i kernefamilier. »Vores børn oplever jo savn. Det bliver vi nødt til at tage på os. De savner tit den forælder, der ikke er der. Men egentlig tror jeg ikke, at savn er en traumatiserende følelse, hvis man oplever, at den bliver taget alvorligt. Og forældre, der ikke bor sammen, er mere tilbøjelige til at tilskrive alle slags problemer det faktum, at deres børn er skilsmissebørn. Men børn, der lever i kernefamilier har jo også følelser og problemer, som det er vanskeligt at tackle«, siger hun. Ridser i glansbilledet Til hverdag producerer og tilrettelægger Gitte Løkkegaard dokumentarfilm og -serier. Hun står blandt andet bag tv-udsendelserne 'De kære familier', 'Lykkelige omstændigheder' og 'De teenageramte familier'. I øjeblikket arbejder hun på en dokumentarserie til DR om sammenbragte familier. »Det kan ikke nytte noget, at vi bliver ved med at have kernefamilien som det eneste glansbillede, når virkeligheden er en anden. Vi bliver nødt til at begynde at diskutere familiebegrebet, for børn skal ikke have en fornemmelse af, at de ikke er medlemmer af en fuldgyldig familie, bare fordi deres forældre ikke bor sammen. Uanset om man lever i en kernefamilie eller en sammenbragt familie skal man have lov at være stolt af det, man kommer fra. Og man skal heller ikke glemme, at det vigtigste for børn er at blive set og hørt og elsket. Og hvordan rammerne så lige er for det - det er ikke så væsentligt«. Selvfølgelig er det rart at have en familie, der er helt ens egen. Men allervigtigst er det ifølge Gitte Løkkegaard at være omgivet af voksne, der forpligter sig til at være der. Altid. »Jeg håber, at både mine børn og mine papbørn vokser op med fornemmelsen af, at vi har holdt sammen om dem. Også selv om vi ikke bor sammen. Præcis ligesom Aksel Højhus og Holger Helles familier holder sammen om dem«.