På forhånd har Christian Haun Nielsen lavet en kop kaffe hjemme i det vestlige Århus, hvor han bor i gåafstand fra Gellerup Centret i en lille kælderlejlighed sammen med sin gravide kæreste, der læser medicin. Dét med kaffen er den 27-årige forfatters forslag. »Hvis du så også sætter kaffe over, kan vi jo drikke en kop sammen, når du ringer for at interviewe mig«, sagde han, da vi lavede aftalen. Og sådan har han udvidet virkeligheden en smule nu, ligesom han gør den meget større i sine bøger. Christian Haun Nielsen har fået udgivet tre romaner. Allerede med den første, 'Naut' fra 1999, slog han sit navn fast hos anmelderne med en skrivestil, der er lige så uortodoks, som bøgernes ideer er det. Den århusianske arbejdersøn kommer fra et hjem »uden den store litterære interesse«, og han begyndte først selv at læse for alvor i de to år, hvor han var studerende i litteraturhistorie på Aarhus Universitet - men ikke en af de mest flittige. Forfatterskolen har han aldrig haft lyst til at søge ind på. Derimod har han i nogle år haft morderlig lyst til at skrive historier ned på papir. Hver dag. Og han kan skrive historier, som er psykologisk udfordrende, fyldt med drillende referencer til moderne kultur og lige så energiske som en tempofyldt rockplade eller film. De døde helte land Christian Haun Nielsens nye roman har også i dén grad »fart over feltet«, som han siger. Den hedder 'Rock Nekropolis' og foregår bl.a. i et land, der flyder med whisky og honning og er befolket af døde helte fra film, litteratur, musik, videnskab og politik. To privatdetektiver får til opgave at opklare et mysterium, som bringer os på talefod med folk som Buddy Holly, Raymond Chandler, William Burroughs, Marilyn Monroe, Kurt Cobain, John F. Kennedy, Elvis Presley, Charles Bukowski og Roy Orbison. Philip K. Dick er ikke med, selv om han er en af forfatterens egne helte, fordi han skrev 'Do Androids Dream of Electric Sheep', der var forlægget til 'Blade Runner'. »Philip K. Dick redigerede jeg ud, fordi jeg havde alt for mange helte med. Og jeg indrømmer gerne, at jeg har været populistisk i mit valg. Jeg har brugt en del ikoner, som siger mange mennesker noget. Så er der helte til enhver i bogen«, siger forfatteren, som på et tidspunkt i romanen lader en af sine detektiver gøre opmærksom på et spøjst sammenfald mellem Elvis, Judy Garland og Lenny Bruce. De døde alle tre, mens de sad på lokum. Men som detektiv Lee siger: »Det med Lenny Bruce var der vist noget uldent ved. Var det ikke noget med, at hans tekster var så samfundskritiske, at de ville svine hans eftermæle til, så derfor placerede de ham på toilettet med vilje?«. Som det vist fremgår, leger Christian Haun Nielsen respektløst med mytologier og klicheer i 'Rock Nekropolis', som først og fremmest er »en lystdrevet hyldest til vores fælles helte«. Der er også kritik af drømmefabrikken i den musikalske krimikomedie. Men forfatteren holder af drømme og dagdrømme, og han vedgår gerne, at 'Rock Nekropolis' foregår på overfladen af de døde, der har været med til at forme vores opfattelse af virkeligheden. »Nogle gange kan dybden godt findes i overfladen, tror jeg. Egentlig synes jeg, det er en uskyldig bog, jeg har skrevet. Men jeg mener også selv, at jeg har et forholdsvis lyst og uskyldigt sind«. Når Christian Haun Nielsen ikke skriver, passer han sit og kærestens hjem. For tiden er han fri for at have job ved siden af, fordi Litteraturrådet i december begavede ham med et legat på 40.000 kroner. »Jeg har søgt Statens Kunstfond om penge og håber, at jeg får flere legater. Så jeg ikke behøver at arbejde, når Frode kommer ud. Det kalder vi ham, selv om han ikke er født endnu og måske er en pige. Det er også derfor, at jeg nøjes med at sige, at vi bor i kælderen. Jeg fortæller ikke, at her faktisk er meget lyst og rart. For det kunne jo være, at nogen fik ondt af os og sendte en check?«.