Den stærkeste overlever. Sådan lyder Darwins mest berømte læresætning, men Jennifer Lauck er ikke den store tilhænger af Darwin. Alligevel slås det fast allerede i de første kapitler af hendes debutroman, at det må være sådan. Der er ikke mange mennesker, der kommer sundt ud på den anden side af den barndom, den 38-årige amerikanske journalist og forfatter beskriver i selvbiografien 'Blackbird'. Bogen er solgt i 150.000 eksemplarer i USA og blev meget flot modtaget af kritikerne. Nu udkommer den på dansk. Handlingen, kort: Moderen dør efter lang tids sygdom, da Jennifer er syv. Faderen dør, da hun er ni, og efterlader hende hos sin anden kone Deborah, en forfærdelig kvinde, som får Askepots stedmor til at ligne en engel. Vi følger Jennifer i perioden 1969-75, fra hun er en lille pige på fem år med lyserøde sløjfer i håret, til hun sidder i en bus på vej væk fra Los Angeles, 11 år gammel, uden at vide hvilken skæbne, der venter hende. I løbet af de seks år er hun flyttet syv gange. Hendes tilværelse har været en lang serie af svigt, menneskelig afstumpethed og tab. Nu sidder hun her på sit danske forlag, 38 år gammel og stråler af selvtillid og livskraft. Hun er halvvejs gennem sin anden graviditet, og har allerede afsluttet efterfølgeren til 'Blackbird', der fortsætter hvor vi slap hende, på busstationen i Reno. Den hedder 'Still Waters' og udkommer i USA i næste måned. »Du håber selvfølgelig, at det bliver bedre i 'Still Waters'. Men det gør det ikke', siger hun. 'Det bliver bare anderledes«. Bryllup og terapi Jennifer Lauck taler energisk og levende om debutromanens tilblivelse. Det har hele tiden været meningen, at hun skulle skrive den, siger hun. Selv om hun tog en omvej først, og blev uddannet journalist fra University of Montana. »Det var alt sammen skridt på vejen til at skrive denne bog. Jeg fandt ud af, at jeg måtte skrive den, fordi jeg mødte en mand, som insisterede på, at han ville giftes med mig. Jeg ville ikke giftes, men jeg ville heller ikke slippe ham, så vi blev gift, og to uger efter brylluppet startede jeg i terapi!«. »Vi havde købt et hus, som skulle renoveres, og samtidig med at vi satte det i stand, gik jeg og tænkte og tænkte over, hvorfor jeg havde det så dårligt over denne nye stabilitet i mit liv. Det var mit første rigtige hjem, siden vi flyttede fra Carson City, da jeg var fem, og det gjorde mig simpelthen så ulykkelig og bange«. »Samtidig begynder man jo at snakke om børn, og jeg tænkte 'hvordan kan jeg blive en særlig god mor, efter alt det der er sket med mig'. Jeg tænkte på, hvor vidunderlig min egen mor havde været, og at hun faktisk var på min alder, da hun døde«. »Jeg tænkte på, hvor forfærdeligt det må have været for hende at efterlade to børn på syv og ti år, og pludselig slog det mig, at vi var én, at hun var mig. Og så blev jeg besat af tanken om at finde ud af, hvordan hun døde, hvorfor, hvornår. Jeg tog simpelthen telefonen og begyndte at ringe«, siger Jennifer Lauck. Fik nyt navn Jennifer Lauck gik metodisk til værks, på samme måde som hun havde gjort som nyhedsjournalist. Hun kontaktede alle de hospitaler, hendes mor havde været indlagt på, opsporede alle de mennesker, der havde spillet den mindste rolle i hendes opvækst, gamle naboer, tilfældige fremmede, der holdt hånden over hende, myndigheder og familie. Der var et stort hul, der skulle fyldes. »Fra min mor døde og frem til jeg begyndte at lede efter hende som 31-årig havde der ikke været plads til hende i min tilværelse. Jeg blev opdraget til at glemme hende, jeg blev adopteret, mit navn blev ændret, jeg måtte ikke tale om hende. Og jeg føjede mine nye forældre, fordi jeg gerne ville accepteres. Men hendes kærlighed var den eneste sande kærlighed, jeg nogensinde havde fået, min styrke, min moral og min integritet er noget, jeg har fra hende. Jeg besluttede at skrive denne bog til hende. Det er ligesom en bold under vand. Jo længere du presser den ned, jo højere springer den op«, siger Jennifer Lauck. Mens Jennifers mor, Janet, ventede sit første barn, opdagede lægerne en stor svulst på den nederste del af hendes rygrad. Det viste sig, at svulsten var godartet, men kirurgen fik ikke det hele med ud, og derfor blev svulsten ved med at vokse og forårsage store lidelser. Moderen mistede blandt andet en nyre, og efter mange problemer med fordøjelsen fik hun en stomi, så hun måtte gå rundt med en slange, der ledte afføring og urin ud fra hendes mave og ned i en plasticpose. Passede mor Jennifer blev moderens trofaste plejer. Det var hende, der skiftede posen, når den var fuld, og det var hende, der gjorde gulvet, sengen og moderen ren, når posen ikke var blevet tømt i tide. Hun var seks år, men der var ikke andre til at gøre det. Hendes tre år ældre storebror, Bryan, nægtede at have noget med moderens sygdom at gøre, og faren arbejdede i døgndrift for at betale hospitalsregningerne. Derudover jagtede han sine drømmes mål: At blive millionær inden han blev 40. »Mine forældre elskede hinanden højt, men sygdommen kom imellem dem. Den var ved at ruinere dem, fordi der ikke findes en offentlig sygesikring i USA. Og min far traf måske heller ikke de rigtige beslutninger«. »Men han fik heller ingen hjælp. Man snakkede ikke om tingene i mit barndomshjem. Min mor var en stoisk metodist-kvinde fra Nevada, hun havde ikke brug for hjælp. Hvis de bare havde talt med nogen, bedt resten af familien om hjælp, så havde det måske ikke udviklet sig så tragisk, men det gjorde man ikke, der hvor jeg kommer fra«. Moderen ryger ind og ud af hospitaler, men får det ikke bedre. Tværtimod sygner hun mere og mere hen, og til sidst dør hun, efter ti års sygdom. Kort tid efter bliver Jennifer og hendes bror præsenteret for en slank, rødhåret kvinde ved navn Deborah, faderens elskerinde, som nu kan komme ud af skabet. Broderens had Snart lever Jennifer, Bryan og deres far sammen som en familie i Deborahs uhyggelige hus, sammen med hendes tre børn, en dreng og to tvillingepiger. De to tvillingepiger er jævnaldrende med Jennifer, og de hader hende fra starten. Deres mor gør ikke noget for at formilde den fjendtlige stemning i hjemmet, hun er alt for optaget af at dyrke sine religiøse tilbøjeligheder. Jennifer lever for sin far, som gengælder hendes kærlighed. Og så, uden varsel, dør han af et hjerteanfald. Tilbage er Bryan. Men de to søskende taler dårligt til hinanden. »Min bror hadede mig fra den dag jeg blev født. Ikke min person, men min tilstedeværelse. Min mor var meget syg, da han blev født, og da hun endelig fik det bedre, så kom jeg. Jeg blev fejret med lyserøde kjoler og fik måske al den opmærksomhed, han havde savnet«, siger Jennifer Lauck. Efter farens død er Jennifer omgivet af mennesker, der af forskellige grunde ikke kan fordrage hende. Først flytter den skibbrudne familie ud på landet og lever et primitivt liv med heste og får. Så flytter de tilbage til et slumkvarter i Los Angeles, og pludselig en dag, uden varsel, bliver Jennifer afleveret til den kirke, som Deborah er medlem af. Alle hendes ting bliver læsset af i et hus, hvor hun skal bo sammen med lutter fremmede, og så får hun stukket en seddel i hånden med en adresse på. Det er adressen på hendes nye skole. Intet om, hvordan hun skal komme derhen. Hun går klædt i andres glemte vasketøj og gør rent om eftermiddagen i menighedens lokaler for at tjene penge. Ondskab findes Flere måneder efter, også uden varsel, kommer Deborah tilbage og meddeler, at Jennifer skal flytte hjem igen. At kirken er ond. Først efter et år bliver Jennifer fundet af en onkel og tante fra Nevada, og der skal flere ydmygelser til, før hun endelig bliver smidt ud af Deborah og sat på bussen til Reno med en enkeltbillet. Først da Jennifer ser bedstefarens ansigt på busstationen, tør hun tro på, at der er nogen til at tage imod hende. »Noget af det, jeg har lært ved at skrive denne bog, er at skelne mellem godt og ondt, og Deborah er simpelthen bare et dårligt menneske. Jeg tror imidlertid på, at der er en mening med alt her i livet, og jeg er glad for de ting, der er sket, for det har gjort mig til den, jeg er. »Men jeg tror også, at der er karma i det her, og jeg ved, at Deborah ikke er lykkelig. Så hun betaler selv prisen for at være den, hun var og er«, siger Jennifer Lauck. Og hvad med forfatteren. Var hun i tvivl om, hvor dette bogprojekt ville ende? »Der er større chancer for at vinde i lotteriet end for at få en bog udgivet i USA. Men det var en drøm, som jeg måtte forfølge. Jeg har prøvet at miste alt, så der ikke er noget, der kan gøre mig bange«. »Når du har været i helvede, virker alt andet som barnemad. Jeg var ikke bange for at skrive bogen, jeg var ikke bange for at tage til New York, for at gøre indtryk på nogle folk (forlæggerne på Simon & Schuster, red.). At skrive bogen var terapi for mig«. Jennifer Lauck skynder sig at understrege, at hun ikke føler sig helbredt. »Jeg har et knust hjerte, og det vil jeg altid have. Hvis jeg fornægter det, så fornægter jeg min kærlighed til mine forældre. Det ville være forræderi«. »De oplevelser jeg har haft, har styrket mig. De har også invalideret mig på mange måder, men det er jeg glad for. Og at tro at jeg nogensinde vil komme over det, der er sket, det er den mest latterlige amerikanske ide. 'De Ni Trin' til dit og dat, det er simpelthen noget pis«.