Er din bog 'Kedsomhedens filosofi' ikke bare endnu en historie om, at alting var bedre i gamle dage? »Nej, jeg har hverken skrevet en forfaldshistorie eller det modsatte, og jeg har ikke bestræbt mig på at sammenligne to perioder. Jeg konstaterer blot, at vi har fået en ændring i kulturelle forhold, der har ført til, at kedsomheden har fået en større udbredelse. Vi har et stort meningsproblem«. Hvordan det? »Når man skal tale om de primære menneskelige behov, så taler man om mad, drikke og søvn, men et behov, der vældig ofte bliver udeladt, er behovet for en livsmening. Mennesket er et væsen, der har behov for mening. Og tidligere var den mening tilgængelig fra andre kilder, ikke mindst religion. Når man lever i en verden med en Gud i det høje, så har man allerede fået en rolle defineret, og meningen er at fylde den rolle. Men når man er kastet helt og fuldt tilbage på sig selv som den, der skal klare at give tilværelsen mening, så får man et problem. Og det er vel derfor, at alle i dag er så optaget af selvrealisering, man kan jo knapt, åbne en avis eller et ugeblad uden at finde mængder af selvrealiseringsstof«. Er det ikke i orden, at vi realiserer os selv? »Jo, men i al denne jagt på selvrealisering har vi vældig lidt refleksion over, hvilken slags selv vi ønsker at realisere. Det er et kritisabelt træk ved denne kultur. Vi jager efter oplevelser, vi er blevet oplevelsesjunkier, som hele tiden må have et nyt fix af oplevelse, som gør, at vi i stadig højere grad forsøger at leve i real time. Det, der mangler, er forbindelsen med tiden. For at få en meningsfuld tilværelse må man få perspektiv på nuet. Det, man laver nu, skal være forbundet med hvem man var, og hvem man ønsker at blive. Begge dele skal give mening til det, man gør nu. Det store problem med den øjeblikskultur, vi lever i nu, er, at fortid og fremtid falder bort som meningsgivende kilder. De meningssurrogater, vi søger, varer ikke. Vi må hele tiden fylde på med noget nyt«.