BERLINER. En lykkelig tilstand som Murens fald kaster ikke litterært stof af sig, mener Judith Hermann.
Foto: Martin Lehmann

BERLINER. En lykkelig tilstand som Murens fald kaster ikke litterært stof af sig, mener Judith Hermann.

Interview

Forfatter: »Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø«

Judith Hermann sætter ord på, hvad det er, der sker, når nogen dør.

Interview

Alice er en meget uheldig kvinde. Først dør eksmanden, så et par nære venner, en onkel begår selvmord og dernæst ...

Fem dødsfald udsættes Judith Hermanns gennemgående figur for i novellesamlingen ’Alice’, før der er sat ord på, hvad det er, der sker, når nogen dør.

Men det er nødvendigt, for i vores moderne samfund mangler der at blive sat ord på døden og på den skærpede opmærksomhed, der opstår omkring det øjeblik, nogen forsvinder fra Jordens overflade.

»Det, der interesserer mig, er det, vi gør, når nogen dør. Den mærkelige parallelitet, der er mellem den lille verden og den store sammenhæng. Hverdagen og døden. At vikle sit ispapir omkring isens træpind for ikke at få fedtede fingre, mens en, man har kær – finder man ud af senere – i det øjeblik tog sit sidste åndedrag«.

Judith Hermann er blid og koncentreret og taler videre, som om hun tænker højt:

»Der er omkring dødsfald en ganske sælsom koncentration i de almindelige ting, man gør. Livet går videre, mens det for den døde bliver stående. Den efterladte bliver ved med at handle, fordi der ikke er andet at gøre; går over gaden, køber en is, sover, står op igen næste morgen. Hvad skulle man ellers gøre? Der findes naturligvis også bevidstløs sorg, men jeg har oplevet sorgen med en helt usædvanlig klarhed, hvor alle detaljer står helt tydeligt, som på et meget skarpt foto«.

Ingen politik her
Judith Hermann er fra den unge generation af tyske forfattere, som har lagt efterkrigstidens tunge politiske litteratur bag sig, vendt blikket indad, og som skriver om det nære.

Hverdagen, detaljen og sproget står centralt, mens man som forfatter ikke føler forpligtelse til at ytre sig politisk eller overhovedet deltage i den offentlige diskussion.

»Jeg henter min litteratur fra mine personlige oplevelser. Der er ingen politik i denne bog, ingen stillingtagen til sygehusets behandling af patienten, ingen overvejelser om sygdommens oprindelse eller beskaffenhed eller nedskæringer i sundhedsvæsnet. Den er personlig helt ned til ispapiret om pinden«, siger Judith Hermann, som i den forgangne uge var i København for at møde sine læsere på litteraturfestivalen CPH:LITT.

Fantastiske anmeldelser
Med sig i ryggen har hun fantastiske anmeldelser fra både tyske og danske kritikere, i Politiken gav Thomas Thurah seks hjerter til ’Alice’, som han kaldte »Et lille under af en bog«. Og gang på gang er hun blevet sammenlignet med Raymond Carver og Hemingway.

LÆS ANMELDELSE Hun ved godt, at hun denne gang, med en bog om døden, kræver noget af sine læsere. Til gengæld hæfter hun sig ved, at hun ikke har mødt nogen, der følte sig nedtrykt efter endt læsning. Og rigtigt er det, at der er plads til både trøst og humor i de fem noveller om Alice og døden. Med hensyn til det apolitiske siger hun: »Som forfatter og menneske, der har oplevet en ven dø, har jeg simpelthen ikke tænkt over ting som: Hvorfor gør lægerne ikke mere for ham, eller hvorfor skal så mange dø af den og den sygdom. Måske fordi man ikke kan stille noget op mod døden, man har overskredet det punkt, hvor man kan forvente svar«. Debat med Günter Grass Debatten om, hvorfor en stor del af den unge forfattergeneration skriver indadskuende og apolitisk, tages jævnligt op på tysk tv og i paneldiskussioner rundt omkring.

Judith Hermann husker især en debat, hvor Günter Grass skulle være stemmen fra den gamle forfattergeneration.

»Det handlede om, at det unge litterære Tyskland i det store hele var apolitisk, og hvordan det dog skulle ende. Vi var alle sammen helt forlegne over den formanende tone, men Grass kom os til hjælp og sagde, at han voksede op i en helt anden tid, og at man ikke selv kan vælge, om man vil være politisk forfatter eller ej. At der måtte ske noget i verden, som tvang en til at skrive politisk, og at vi var født i en fredeligere tid. Men det kan naturligvis ændre sig«, siger Judith Hermann, som mener, at jo mere åben verden bliver, jo mere behov er der for at se indad.

Man lukker de døde ude af samfundet. Når mennesker dør på sygehuset, bliver de straks kørt i kølerummet og derefter til krematoriet. Væk, væk med dem.



»Min generation skriver med blikket rettet mod det psykologiske, mod forholdet mellem mennesker, kommunikation, kærlighed, familie. Måske er det sådan, man må gøre i et åbent samfund med åbne grænser, som giver en stor frihed, men som også er en stor belastning«.

Selv om Judith Hermann altså hævder at være apolitisk, har hun et usædvanlig skarpt øje for basale følelser og traditioner, der er kommet i klemme i det moderne samfund. For eksempel dem omkring døden.

»Der er sket en massiv fremmedgørelse over for døden, og det tror jeg er en skrækkelig fejl. Man lukker de døde ude af samfundet. Når mennesker dør på sygehuset, bliver de straks kørt i kølerummet og derefter til krematoriet. Væk, væk med dem. Og hvis nogen dør hjemme, bliver de med det samme hentet og kørt bort. Politiet kommer endog, som om det var en forbrydelse at dø«.

Det offentlige rum er fuldt af lig
Judith Hermanns bedstemor fortalte om helt andre ritualer, hvor man selv vaskede afdøde, gav ham pænt tøj på og lod ham ligge en stund i en åben kiste, så alle kunne nå at tage afsked og klarheden indfinde sig.

»Nu er den slags vel totalt forbudt, kriminelt«.

LÆS INTERVIEW

Hun ser også et paradoks i, at mens vi har svært ved at forholde os til vores egne døde, er det offentlige rum fuldt af lig.

»Jeg sad forleden på en running sushi i Berlin, folk hyggede sig og spiste sushi, mens de på storskærme så blodsporene efter Osama bin Laden. I det offentlige rum har vi masser af død. På tv, YouTube, på nettet, overalt kan man se på lig, bare ikke i virkeligheden. Vi ser erstatningsdøde overalt, men vores egne vil vi ikke vide af. Jeg tror, det er en fatal omgang«.
En meget langsom forfatter

Kun tre bøger er det blevet til på 15 år. Debuten ’Sommerhus, senere’ (da. 2000), om unge menneskers tilsyneladende overfladiske tilværelse, ’Spøgelser, overalt’ (da. 2004). Og så i 2009 ’Alice’ (da. 2011).

»Jeg er en meget langsom forfatter, og de bøger, jeg har i mig, trækker jeg fra mit eget liv«.

Og da hun var sidst i 30’erne, blev Judith Hermann klar over, at hun aldrig havde set et dødt menneske:

»Da min bedstemor døde på sygehuset, havde jeg mulighed for at se hende, men jeg turde ikke. 15 år senere kostede det mig stor overvindelse at se en god ven død, men naturligheden i det overraskede mig, og jeg var glad for, at jeg gjorde det. Noget faldt på plads«.

Den store mandedød
Det er kun mænd, der dør i ’Alice’. Og en stor tysk avis kvitterede med denne overskrift på anmeldelsen: ’Den store mandedød, skrevet af en kvinde’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er ingen, der tror på det, men det er altså et litterært tilfælde«, siger Judith Hermann, der først, da hun skulle i gang med den femte novelle, opdagede, at det kun var mænd, hun havde taget livet af:

Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø, og tænkte i månedsvis over, hvem den sidste døde skulle være, inden jeg så tog livet af endnu en mand, Alices kæreste



»Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø, og tænkte i månedsvis over, hvem den sidste døde skulle være, inden jeg så tog livet af endnu en mand, Alices kæreste«.

Det er, mens Alice rydder op i kæresten Raymonds ting, en af novellesamlingens tragikomiske scener ruller sig ud. Bilen (fabrikationsår 1987, rød, mindre bule på venstre skærm) skal sælges, Alice aner ikke, hvor meget hun skal forlange for den, er også ligeglad. Og den lave pris, hun sætter i annoncen, afstedkommer belejring:

Telefonen begyndte at ringe om natten, klokken fire om natten. Alice lå på ryggen i sengen og lyttede til stemmerne på telefonsvareren, deres drastiske udmeldinger, fremmede accenter, telefonnumre der blev sagt tre gange, feberagtige løfter, opfordringer til at ringe tilbage. Et eller andet sted i byen var alle disse mennesker vågne. Travle. Havde planer og hensigter de forfulgte, de havde et mål.

»Hverdagen, der går videre, selv om alting lige er gået i stå. Det finder jeg både skrækkeligt og trøstende«, understreger Hermann.

Murens fald
De fleste af Judith Hermanns noveller foregår i hjembyen Berlin. Hun voksede op i Vest og var 19 år, da Muren faldt, men den skelsættende oplevelse er ikke med i hendes bøger.

»Det var en lykkelig tilstand, og en lykkelig tilstand giver ikke stof at skrive om. Mine forældre græd af glæde foran tv’et, jeg græd ikke. Jeg fulgte strømmen af folk ind i et for mig fremmed Østberlin. Vi kikkede, og vi oplevede, men det var ikke os, der blev frie. Vi var frie i forvejen«, forklarer Hermann som svar på spørgsmålet om, hvorfor det næsten kun er forfattere født i DDR, der skriver om Murens fald og tiden derefter, Clemens Meyer og Juli Frank for eksempel.

LÆS ANMELDELSE

»Der er en stor forskel på forfattere, der voksede op i Øst, og så os i Vest. Mit Vestberlin forsvandt sammen med Muren. For mig er det ret skrækkeligt. Men for dem østfra var det jo hele systemet, alle værdier og livsforestillinger, der faldt sammen. De måtte begynde forfra, dét kan der skrives på«.

Savner Vestberlin
Skrækkeligt? Savner du Vestberlin?

»Måske kan jeg ikke skelne, om jeg bare savner at være ung, men jo, Vestberlin var en meget speciel, komisk lille by. En ø med et ufarbart hav omkring. Man følte meget stærkt, at man var fri, selv om man var omgivet af en mur«.

Vestberlin var dengang en magnet for kunstnere og folk med en ukonventionel livsform, husker hun:

»I dag er Berlin i bedste forstand bare en meget, meget stor og international by. Stadig fri og liberal, vild og forrykt, men når man bor i Berlin, ved man, at den har mistet sine små komiske særheder. Det grå, det morbide og sentimentaliteten er væk, og det havde sin charme. Nu er alt smart og kommercialiseret – kanten og ridserne mangler. Men der er jo dem, der siger, at Berlin altid har været scene for store forandringer ...«.

Når hun skriver på en bog, undgår Judith Hermann at læse tysk litteratur for ikke at blive påvirket.

»Jeg holder mig til forfattere, der for længst er døde, eller som lever i en helt anden verden, og skriver om helt andre ting. Tolstoj og Dostojevskij holder jeg meget af. Raymond Carver, som jeg beundrer højt, er jeg glad for, at jeg først læste efter min første bog, så jeg kunne skrive uden hans stemme i mit hoved. Den canadiske forfatter Alice Munro kan jeg heller ikke læse, når jeg skriver, for så vil jeg skrive ligesom hende«.

Og nej, det er ikke noget tilfælde, at hendes aktuelle bog hedder ’Alice’, og at Alices kæreste hedder Raymond.

Judith Hermann er begyndt på sin fjerde bog, men vil ikke sige, hvad den handler om.

»Jeg begynder altid helt forfra, når jeg skal skrive en bog. Selvfølgelig har jeg lært noget af at være forfatter i 15 år og af at skrive mine tre foregående bøger, men det er forfra hver gang. Fordi jeg hver gang mister noget, må jeg føle mig frem, inden jeg siger noget«.

Beskeden forfatter

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som en blanding af beskedenhed og respekt for faget bryder hun sig ikke engang om at kalde sig selv forfatter. »Min bedstemor sagde altid, at ingen kender dagen, før solen går ned, og jeg tør ikke kalde mig forfatter, for jeg ved ikke, om jeg er det, når solen går ned – i mit livs slutning. Når jeg har skrevet syv eller ni bøger, vil jeg kalde mig forfatter«. Det er også derfor, hun – når hun tjekker ind på hoteller, som for eksempel her i København – skriver journalist i feltet med stillingsbetegnelse. Også selv om det er mange år, siden hun arbejdede som journalist i Berlin.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce