Farverig. Roy Jacobsen har blandede følelser over for årtiet, hvor han selv voksede op. Hans nyeste roman foregår i en forstad til Oslo i 1960'erne. Foto: Astrid Dalum
Foto: ASTRID DALUM

Farverig. Roy Jacobsen har blandede følelser over for årtiet, hvor han selv voksede op. Hans nyeste roman foregår i en forstad til Oslo i 1960'erne. Foto: Astrid Dalum

Interview

Norsk forfatter: 60’erne er opreklameret

»Vi har ikke forstået det årti endnu«, siger anmelderroste Roy Jacobsen.

Interview

Der er en håndfuld store nordiske forfattere, som i romaner og noveller skriver om deres opvækst i 1960’erne. Som øjenvidner på en temaaften i DR 2 fortæller de om tiden, da musikken, John F. Kennedy og ungdomskulturen erobrede tidsånden, og de nordiske samfund sprang ind i velfærdsstaten.

Tre af dem har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for deres forfatterskaber: Per Petterson, Lars Saabye Christensen og Einar Mar Guðmundsson. Resten har været nomineret til den mindst en gang, for eksempel Michael Niemi i 2001 for ’Populærmusik fra Vittula’, og Roy Jacobsen i 2004 for ’Frost’ og i 1992 for ’Sejrherrerne’.

Med sin nyeste roman ’Vidunderbarnet’ er Roy Jacobsen, efter nogle afstikkere, tilbage i sin barndoms forstad til Oslo i de tidlige 60’ere. Hvorfor skriver gamle hvide mænd så meget om deres opvækst?

LÆS ANMELDELSE Roy Jacobsen ler lidt og rykker rundt i Arne Jacobsen-stolen, inden han svarer. »Gamle hvide mænd? Jo vist ... man går vel i barndom, når man bliver ældre. De andre skriver om barndom hele tiden, jeg har trods alt været voksen indimellem. Men det er nok vældig banalt: Hen i livet opdager man, hvor vigtig barndommen er. Hvor mange kort der fordeles, når man er barn. Alle de parametre, der er bestemmende for, hvilket menneske man bliver, ligger i den tid. Inden i ethvert menneske er barndommen udgangspunktet«, siger han og funderer videre: »At det er så typisk for min generation at skrive om barndommen, skyldes måske også, at der skete en ufattelig omvæltning, da vi voksede op. De nordiske samfund oplevede en kolossal ændring i værdierne«. Fisker i 70'erne Fra en rund dåse i venstre bukselomme tager forfatteren sig en pris snus. Det lærte han at holde af, da han var fisker i Nordnorge i 70’erne – med snus har man hænderne fri og kan derfor arbejde og snuse samtidigt.

»En dansk 20-årig i 1960 var en voksen mand med kort hår og jakkesæt. En 20-årig fra 1970 havde langt hår og var en ’gut’. I dag er erfaring lige meget, det er ungdom, der tæller. En, der var gut i 70’erne, er det endnu. Ungdomsværdien blev meget stor meget hurtigt«, siger den nu 56-årige forfatter og opsummerer, at idealet for et menneske er gået fra at være ansvarsfuld til at være i bevægelse.

Før 1970 tog man en uddannelse, passede sit arbejde og havde et ansvar. I dag uddanner man sig i det uendelige, man kan begynde at studere fransk, når man er 70.



»Før 1970 tog man en uddannelse, passede sit arbejde og havde et ansvar. I dag uddanner man sig i det uendelige, man kan begynde at studere fransk, når man er 70. Ungdommen har al magt i kraft af bevægelighed. Viden og kunnen er sekundære værdier«.

Forfatteren er enig i, at det kan lyde som en ringe prioritering.

»Ja. Men jeg vil ikke sige, at det er det. Det er bare interessant, at det er det, der er sket i hele Vesteuropa. Det kom vel fra Amerika«, siger Roy Jacobsen og udtaler ordet ’Amerika’ med den intonation, som kun nordmænd og svenskere kan, så de lyder som Karl Oskar i Jan Troell-filmen ’Udvandrerne’«.

Barn med brugsanvisning
Ikke mindst sociologisk skete der en revolution i 60’erne, som nok kunne præge en kommende forfatter og 40 år senere få ham til at skrive en bog som ’Vidunderbarnet’, om drengen Finn i en arbejderforstad til Oslo, hvor han bor med sin enlige mor – og en ukendt lillesøster, der en skønne dag står af bussen med en brugsanvisning til pasning og pleje øverst i kufferten.

Tiden er nøjsom og fuld af vold – ikke mindst mellem børnene i blokkene, som er ved at slå hinanden ihjel på vej hjem fra skole. Og arbejderbevægelsen er ved at få fodfæste

»Vi voksede op med klassekampen. I dag har man social mulighed for at gøre noget individuelt, men dengang var man meget klassebevidst. Fagforeningerne kæmpede for at bygge velfærdsstaten op, mens de nu bare forsvarer det bestående. Måske er det sociologisk sådan, at folk, der vokser op i en brydningstid, nødvendigvis må skrive om den«.

Selv er han, som de fleste af forfatterne ovenfor, arbejderklassedreng, der som den første i slægten fik en boglig uddannelse. Hans mor kunne dårlig nok skrive, og hans far, der havde seks års skolegang, tjente til familiens overlevelse som gravemaskinefører.

Ligesom Finns far i ’Vidunderbarnet’?

»Nej da. Han var jo kranfører«, forklarer Roy Jacobsen med indgående forstand på forskellen.

Den store klasserejse
Roy Jacobsen har gjort hele turen: fra helt enkle kår til at tjene ganske mange penge på at skrive bøger.

»To fra min familie var med på den klasserejse: min søster og jeg«.

Af de førnævnte øjenvidneforfattere er hele tre norske, og det er ikke en tilfældighed, mener Roy Jacobsen. For selv om industrialiseringen, urbaniseringen og uddannelsesrevolutionen kom sent i Norge, kom den med ketchupeffekt, fordi oliefundene i Nordsøen på rekordtid sendte landet helt til tops fra en placering nede blandt Europas fattigste

»Den industrielle revolution tog over hundrede år i England, hos os varede den under det halve! Vi var et bonde- og fiskerisamfund frem til Anden Verdenskrig«, siger Jacobsen, der med tregenerationersromanen om en arbejderklassefamilie ’Sejrherrerne’ og biografi om Trygve Bratteli tidligere har skrevet om arbejderklassen og udviklingen til moderne tider.

Vi er blevet råvareleverandør, som et uland. Olieplatforme kan vi bygge, tunneler og broer, men alt det andet kan vi ikke.



Dengang Norges Radio meddelte, at der var fundet olie i Nordsøen, rystede Roy Jacobsens far på hovedet og forudsagde de gamle værdiers undergang. »Det her kommer til at ødelægge landet«, sagde han over middagsmaden.

»Og det er et faktum, at vi i dag har fået alle velstandsproblemerne. Helbredsmæssigt står det ikke godt til, vi arbejder ikke meget, 34 timer i snit vel, vi har ganske meget sygefravær, og af en eller anden grund en elendig infrastruktur«, siger Roy Jacobsen og beklager, at Norge på trods af sine oliepenge ikke har sørget for at opbygge en ordentlig kundskabsindustri.

Norge som uland
»Vi er blevet råvareleverandør, som et uland. Olieplatforme kan vi bygge, tunneler og broer, men alt det andet kan vi ikke. Vi forarbejder ikke noget, eksporterer bare råolien. Vi burde ruste os, til når olien slipper op, og ikke bare tjene penge nu«.

Ja, det er vel nok synd for jer ...

»Ha ha!«.
Men man kan mærke, at han mener det. Lettjente penge går dårligt i spand med en nøjsom opvækst, hvor der skulle kæmpes for forbedringer.

Man fornemmer, at hans forhold til 1960’erne er ambivalent. I ’Vidunderbarnet’ lader han sin hovedperson fælde dommen over 60’erne som: »Et opreklameret, forløjet og misforstået årti«.

»Det er Finn, der fælder dommen, ikke jeg. Men han gør det, fordi det slet og ret er opreklameret, alt det der skete – og der skete meget. Langtfra alt var af det gode for Finn, og mange andre. Desuden har vi nok ikke helt forstået det tiår endnu – hvad det egentlig har betydet, at vi har overladt styringen af verden til unge mennesker for eksempel«.

Sentimentalitet
’Vidunderbarnet’ sælger forrygende, og kritikerne roser. Enkelte, som Aftenpostens, drister sig til at skrive, at den store mester er blevet sentimental, selv om han understreger, at det er på den gode måde:

»Måske slipper han ikke helt uden om alle sentimentale faldgruber. Men hvad så? Drejer det sig om sentimentalitet, er det af den rene slags, aldrig den sødladne, den klistrende, den vamle«, skriver Terje Stemland.

Men alligevel – sentimental?

»Ja!«, medgiver Roy Jacobsen og sætter med sit kropssprog udråbstegn efter

»Sentimentalitet er en vigtig del af følelsesregistret og et genuint menneskeligt træk. Men for at holde balancen må man være bevidst om, hvordan man bruger sentimentaliteten. Nostalgi behøver ikke at betyde en ophøjet sygelig længsel efter noget, eller at man i fuldt alvor længes tilbage til en svunden tid. Den kan betyde, at du slet og ret har stærke følelser knyttet til for eksempel en tid«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I ’Vidunderbarnet’ lader han sin hovedperson fælde dommen over 60’erne som: »Et opreklameret, forløjet og misforstået årti«.



Så når du skriver, bruger du sentimentalitet som virkemiddel?

»Ja. ’Vidunderbarnet’ har for eksempel to fortællerstemmer; den ene er drengen Finn, og børn er sentimentale og konservative som bare fa’en. De skal jo lave et koordinatsystem for resten af livet. Den anden fortæller, som tydeligvis er en ældre mand, har mere distance. Han er bitter og ved, hvad sentimentalitet er. Han forstår mere end drengen, naturligvis, også det svigt, han blev udsat for af moderen«.

Skriver om sig selv
Hvor meget er der af Roy Jacobsens egen barndom i hans bøger?

»Forfatteren skriver altid om sig selv. Første person ental. Vel har jeg nogen distance til personerne, men der er meget af min barndoms kultur med: et arbejderhjem i en forstad til Oslo. Dette er mit stof. Historien er ikke om mig og min familie, men den er lagt inden for en ramme, som jeg kender vældig godt, og som nærmest ligger i mine gener«.

Jacobsen kikker op i loftet og er tilbage i forstaden Årvoll i 1960’erne.

LÆS ANMELDELSE (fem hjerter)

»Der var så meget ... Jeg husker en pige med to brødre, begge forældrene var alkoholiserede og fungerede overhovedet ikke. Da pigen begyndte i skole, holdt hun op med at gå hjem. I stedet gik hun ind til naboen, dér lavede hun lektier og fik mad. Så satte de en seng op til hende, så hun kunne sove der. Jeg ved ikke, hvor mange år det stod på. Hun endte med at blive adopteret af naboerne og fik en slags barndom. Et ægte drama, som er en parallel til Linda i ’Vidunderbarnet’«.

Krigen som tema igen

En krig var det at vokse op dengang, og dermed er temaet barndom kædet godt sammen med et andet stort tema i forfatterskabet: det lille menneske mod krigsmaskinen, som for eksempel i mesterværket ’Huggerne’.

Vi taler om, hvordan det kan være, at helt unge forfattere i disse år tager stafetten op og skriver om Anden Verdenskrig: finske Sofi Oksanen, danske Julia Butschkow, tyske Julia Franck. »Det er et moralsk diktum at beskrive krigen og bevare ideen om, hvad det var. Nu har vi snart ikke øjenvidneskildringer mere, derfor er det ekstra vigtigt. Anden Verdenskrig har stadig enormt meget at sige om udviklingen i Europa«, siger Roy Jacobsen, som har skrevet manus til den biografaktuelle film ’Max Manus’, om den norske frihedskæmper af samme navn. Roy Jacobsen er via sin belgiske kone gift ind i en familie fra grænseområdet Ardennerne, hvor de unge mænd – deriblandt en onkel – blev tvangsrekrutteret under fjendens uniform. For nylig døde han, og Jacobsen antager, han var den sidste tyske soldat, som oplevede Stalingrad. Jävla trær af krigen »Jeg er vokset op med krigen i litteratur og tanker, vores forældre snakkede om den hele tiden – vi var så jävla trætte af at høre om den. Vi havde nærmest et ungdomssløvsindbehov for at blive fri for at beskæftige os med den. Det er måske forklaringen på, at der igen skrives så meget om Anden Verdenskrig nu. Der var behov for en pause«, siger Jacobsen, der efter ’Vidunderbarnet’s succes, og dermed genoptrykningen af hele forfatterskabet, tager en romanpause.

Jeg er vokset op med krigen i litteratur og tanker, vores forældre snakkede om den hele tiden – vi var så jävla trætte af at høre om den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce








Den vil han bruge til at skrive en ny slutning på en tekst, han som yngre solgte til en bogklub, før den var klar. »Jeg havde ikke fem flade øre, og den største bogklub i Norge ville udgive det, så jeg lod mig presse til at aflevere det. Det har irriteret mig i tyve år. Jeg kan lide at skrive mine bøger færdige«. Fra yderste nøjsomhed til økonomisk frihed – Roy Jacobsens eget liv er et sindbillede på den udvikling, han skriver om. Hans iPhone bipper. Det er sønnen, der ringer: Om han må få en ny computer? »Ja ha«, siger forfatteren til sønnen og hvisker forklarende til mig: »Han er studerende«. På samtalen kan man høre, at den computer kan der nok godt blive tale om.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce