Børn under to år vil ikke frivilligt skilles fra deres mor, og de har ikke godt af det. De føler et svigt, og det får følger for deres følelsesmæssige udvikling, mener den kliniske psykolog og seminarielærer, Ole Schouenborg, i en ny bog, som allerede har skabt røre i dele af kvindebevægelsen og i pædagogiske kredse. Det kommer ikke bag på Ole Schouenborg. »Arbejdsmarkedet og visse veteraner fra ligestillingskampen har taget hinanden i hånden og indgået en uhellig alliance, når de påstår, at et barn på seks måneder har bedre af at være sammen med andre børn i et lokale end sammen med dets mor. Det er et forsøg på at skjule den dårlige samvittighed over, at kvinder i dag bliver nødt til at forlade deres børn på et tidspunkt, hvor det får alvorlige følger for børnenes følelsesmæssige udvikling«, lyder det fra ham. Bogen er også et hårdt angreb på politikernes mangel på seriøsitet, når det gælder børnepolitik. »I dag ville vi næppe indrette indhegnede anstalter - nogle ligger endda på første sal i boligejendomme - hvor vi tvinger børn sammen i kunstige aldersgrupper med for lidt plads, voldsom larm og overvåget af voksne, hvoraf flere er uuddannede, og de uddannede får dårlig løn og har ringe status. Det er billedet af den typiske institution, men vi skal ikke affinde os med, at de skal være sådan til evig tid«, siger Ole Schouenborg, der kalder sin bog med titlen 'Velfærdsyngel' for et kampskrift. »Jo, jeg er en mand med en sag, og det handler ikke om, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne. Vi skal forbedre orlovsmulighederne, og vi skal indrette institutioner, hvor kvinder kan være sammen med deres børn og andre kvinder i de første to år af barnets levetid samtidig med, at de får muligheder for at lære nye ting«, mener Ole Schouenborg. Det lyder måske som ren utopi, og Ole Schouenborg indrømmer, at hans ideer koster penge. »Men kun få uger efter udgivelsen af bogen er der nu sket det, at en kommune har henvendt sig for at få mig til at udarbejde et pilotprojekt. Så måske bliver utopistens tanker realitet«, lyder det med et grin fra Ole Schouenborg i kontoret på Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium i Sorgenfri nær København. Ole Schouenborgs mest provokerende tese er, at forældre og børn betaler en høj pris, når de - som regel tvunget af omstændighederne eller af hensyn til karriere - sætter børn på et halvt år i vuggestue eller dagpleje. »Jo, jeg er producent af skyldfølelse som så mange andre. Men enhver kvinde, som har afleveret sit barn til en reservedagplejemor, fordi den rigtige dagplejemor er syg, ved udmærket godt, hvad jeg taler om«, siger Ole Schouenborg. Han mener også - ikke mindst med henvisning til egne kliniske iagttagelser - at børn under to år oplever adskillelsen fra moren som et svigt, og det svigt får ifølge Ole Schouenborg konsekvenser for udviklingen af børnenes følelsesliv. »Mange børn mangler oplevelsen af at være glade for sig selv og tilliden til, at andre er det, fordi de ikke i tilstrækkelig lang tid og tilstrækkeligt intenst har oplevet samværet med den person, som er den allervigtigste for et barn mellem nul og to år, nemlig barnets mor. Jeg taler ikke om, at disse børn bliver kriminelle, narkomaner eller alt det der. Men det fører til, at barnet ikke spontant møder andre med tillid. Det er på vagt, det tilpasser sig, og det passer på ikke at blive brændt af«. Det gælder ifølge Ole Schouenborg alle børn, og her adskiller han sig fra andre forskere og psykologer. »Selvfølgelig bliver børn ikke ved med at græde, når de skilles fra deres mor. På et tidspunkt holder de op, og det er praktisk for den livsløgn, vi bygger op, nemlig at de accepterer den situation. De holder op med at græde, fordi de tilpasser sig. Men følelsen af svigt er der fortsat«. Den anden karriere Ole Schouenborg erkender, at denne diagnose er barsk over for de mødre, der hver dag afleverer børn under to år i en vuggestue eller i dagpleje. »Det handler selvfølgelig ikke om, at den enkelte skal føle skyld. Derimod skal vi stille spørgsmålet, om vi ikke kan indrette os på en anden måde«, siger han. Men kvinderne kommer ifølge Ole Schouenborg ikke uden om, at de i de første to af barnets liv skal bruge det meste af deres tid på et barn. Det er kvindens 'anden karriere', som skal tages lige så alvorligt som den erhvervsmæssige, mener han. Betyder det ikke, at kvinder bliver sat karrieremæssigt tilbage? Jo, i dag er det tilfældet. Men Ole Schouenborg mener - optimistisk - at familie- og børnepolitik vil få en langt mere fremtrædende rolle end i dag, og at også erhvervslivet i langt højere grad end i dag vil indrette sig efter, at kvinder skal have tid til at være sammen med deres børn. »Kvinderne har kæmpet for deres rettigheder, og der er stadig meget at opnå. Men nu er turen kommet til børnenes rettigheder«, siger han. Og så kan samfundet også hjælpe til. Ole Schouenborg forestiller sig at erstatte de nuværende, 'dødsyge' vuggestuer med huse, hvor grupper af kvinder og børn kan være sammen. »Vi oplever for eksempel i disse år en stor usikkerhed omkring forældrerollen, og rådgiverindustrien blomstrer i form af bogudgivelser, kurser og seminarer. Men kvinder har altid været gode til at lære hinanden det med børn, og i sådanne huse kan de bruge hinandens viden og erfaringer. Der skal være swimmingpools og muligheder for fysisk udfoldelse for både børn og mødre«, fortæller Ole Schouenborg om sin ide, der allerede har kommunal interesse. Han mener ikke, kvinderne behøver at gå i stå. Man kan sagtens kombinere dette med tilbud, som kvinderne kan bruge i deres videre karriere, mener han og understreger samtidig, at i denne første fase af børnenes liv handler det om dem og mødrene. »Far bliver først en central person senere i barnets liv. Det er helt misforstået ligemageri at sidestille moren og faren i barnets to første leveår«, mener han. Børnehavens kontaktmarked Det to-årige barn er derimod klar til at være væk fra mor og sammen med andre jævnaldrende - men ikke mere end fem, allerhøjst seks timer om dagen, mener Ole Schouenborg. Det skal vel at mærke være institutioner af en anden kvalitet end de børnehaver, vi kender i dag, hvor børn lever i indhegnede områder med for lidt plads, for meget larm og for lidt kontakt med pædagogerne. Alene den måde, vi behandler pædagogerne på, afspejler synet på børn, mener Ole Schouenborg. »Vi behandler pædagogerne som tjenestepiger. På den ene side er der fra samfundets og forældrenes side store krav til pædagogerne som en form for reserveforældre - selvom ingen vil bruge ordet. På den anden side taler man om 'pasning', og personalet i daginstitutionerne har i bedste fald en mellemlang uddannelse, og mange har slet ikke nogen. Og derfor burde de ikke være der. Og selv de uddannede har en dårlig løn. Alt det afspejler den totale paranoia i synet på børn«, mener han. Ole Schouenborg henviser til undersøgelser af, hvor meget tid pædagogerne bruger på det enkelte barn. I børnehaver er det tre til fire minutter. I vuggestuer kan det snige sig op på otte-ni minutter. »Det er ikke pædagogernes skyld. Men det gennemhuller myten om, at pædagogerne er nære og betydningsfulde i forhold til børnene. Sådan vil de gerne se sig selv, og det vil forældrene også. Men sådan er virkeligheden altså ikke. Pædagogerne kan tilbyde noget købekærlighed og ikke ret meget af den. Og vi oplever så børnene forsøge at erobre så meget af opmærksomheden som muligt, og kampen på dette kontaktmarked er hård, så børnene udvikler sig hurtigt til strateger«. Det kan være anderledes, og vi har ressourcerne til det. Blandt andet fordi vi lever i et land, hvor vi udstøder langt flere kriminelle, alkoholikere, narkomaner og psykisk syge end i lande som Holland, Norge og Sverige. Men det handler om vilje hos både forældre og samfundet at se med nye øjne på børns behov og stille nye krav, også til sig selv, mener Ole Schouenborg.