Ida Jessen: »Af tro, håb og kærlighed er håbet alligevel det største«

For nogle år siden havde Ida Jessen besøg af en god præsteven fra Norge, som fortalte om dengang, han var kaldt ud for at overbringe en familie nyheden om, at deres mor var død ved en drukneulykke.

Det var december måned, og det første, præsten så, da han kom ind i familiens hjem, var børnenes pakkekalender, der hang dér i entreen.

»Det var, som om jeg blev ramt af sådan et ... FUUUW!« Ida Jessen fortæller historien, mens hun slår et velvoksent slag i luften.

Billedet af pakkekalenderen lejrede sig i forfatteren og dukkede op flere år senere i 'December er en grusom måned', en af de seks noveller, der udgør samlingen 'Postkort til Annie', som udkom i mandags.

LÆS ANMELDELSEN AF 'POSTKORT TIL ANNIE'

I novellen mister to småpiger deres mor. Mens den mindste plyndrer pakkekalenderen i dagene efter moderens død, lader den ældste sin hænge urørt: »Går du bare og åbner pakkerne? Hvad tror du ikke, mor ville sige?«.

Hvad ville mor sige?
Ja, hvad ville mor sige? Det er et af den slags spørgsmål, Ida Jessen lader svæve i den kolde decemberluft, mens både vi og fortællingens personer må leve med aldrig at få svar.

I hvert fald ikke noget entydigt.

I dag befinder vi os i en mindre grusom måned, faktisk forfatterens yndlings, fortæller hun, mens augustsolen forgylder embedsboligen her i Vartov, Grundtvigs gamle legeplads.

Tidligt i morges skubbede Ida Jessens kæreste, præsten Niels Grønkjær, en stak aviser ind under hendes seng.

Positive anmeldelser af hendes attende bogudgivelse. Bliver den slags ikke rutine?

»Aldrig. Jeg bliver altid kulret på en eller anden måde«, ler Ida Jessen. Og fortæller, at hun heldigvis har haft et par dage op til udgivelsen, hvor hun har gået og givet sit eget hus i Sorø Gori.

»Sådan noget praktisk arbejde er godt«.

Man skal gøre
Ida Jessen kan i det hele taget godt lide »at ordne«.

At fælde træer, kløve brænde og grave have. Det samme gælder personerne i hendes romaner og noveller – de er ofte i gang.

Den ældste pige fra 'December ... '-novellen giver sig midt i vreden og sorgen i kast med at dække en fin kaffebakke med serviet og småkager til de betjente, der er kommet for at tale med hendes sønderknuste far.

I en anden af novellerne kæmper en kvinde med at ombetrække nogle stole; en kamp, der virker næsten lige så håbløs som kampen om at holde liv i ægteskabet med Max: »»Vil du ikke godt elske med mig?«. »Nej«, sagde Max««.

Og så er den sag uddebatteret.

»Jeg har aldrig prøvet at ombetrække stole, men jeg har en søster, som har haft en stofforretning. En dag bad jeg hende fortælle, hvordan det var, og blev som altid grebet af detaljerne. Der er en eller anden form for nerve i det at kunne benævne det praktiske arbejde. Det er det samme med naturen; jeg har også altid fundet det vigtigt at kunne beskrive den. For når man kan benævne tingene omkring sig, er man tilpas i verden. Det er en gave, jeg også gerne vil give personerne i mine bøger – at der er noget, de kan. De kommer tit ud for forskrækkelige ting, men de ser, og de gør. De er ikke bare«.

Men størst er håbet
Kvinden Tove, der ombetrækker møbler, har i den korte novelle 'Et skænderi' en lidelsesfælle, Tine.

Også hun bakser med en mand, der ikke rigtig vil som hun: »Ved du ikke, at en mand og en kvinde, der er gift med hinanden, skal elske med hinanden?«, spørger hun ved nattetid, inden hun uforløst falder til ro.

Ida Jessens forfatterskab dyrker ikke nogen militant feministisk vinkel.

Følelser er komplekse, empatiske mænd findes. Ikke desto mindre forekommer ægtemændene i novellerne her voldsomt manipulerende og rent ud sagt – trælse.

»Ja, de er meget, meget ubehagelige. Men hustyranner findes. Og hvorfor kan de få lov til at være hustyranner? Det er, fordi deres koner ikke går fra dem – de har nogen at tyrannisere«.

Hvorfor bliver kvinderne?

»Fordi de klamrer sig til håbet. Kvinden Tine såres dødeligt i løbet af den dag, ’Et skænderi’ varer. Afvises helt ind i sit inderste. Men at opgive sit håb er ikke noget, man bare gør«.

Em fiktiv figur?
I Ida Jessens foregående bog, 'Ramt af ingenting' (2012) med genrebetegnelsen 'en glemmebog' noterer den kvindelige fortæller om sit forliste ægteskab, at det var et »ægteskab som jeg ønskede mig så brændende, at jeg bagefter har tænkt, at af tro, håb og kærlighed er håbet alligevel det største«.

En tankevækkende replik at tygge på, mens man sådan sidder til te i en præstebolig, hvor Højsangens ord om at »størst af alt er kærligheden« synes at synge i de gamle mure.

»Et håb kan være ekstremt stærkt, og den periode, hvor man slås med sit håb, så det nærmest bliver ens fjende, kan være meget, meget lang. For nogle mennesker er den måske livslang«.

Det var den så ikke for fortælleren i 'Ramt af ingenting', der skriver om sin anden skilsmisse.

En kvindelig forfatter i midten af fyrrerne med en voksen datter på vej ud i livet og et nært forhold til havearbejde. En fiktiv figur, der i de ydre konturer til forveksling ligner Ida Jessen, som hun så ud dengang.

Man læser din historie ind i bogen ...?

»Jamen, der er en intim henvendelsesform i den, så det er ikke spor underligt«, medgiver Ida Jessen og fortæller, hvordan bogen »kom løbende til hende«.

Vi taler om, at flere – især mandlige læsere – har følt sig provokeret af kvindens udlevering af den monstrøse eksmand, som af gode grunde ikke kommer til orde i hendes dagbogsagtige notater.

Privatlivets fred
Gjorde du dig etiske overvejelser?

»Nej, jeg skrev bare. Og så ligger det i mig, at er det kunstnerisk i orden, så bliver det udgivet. Men det er det rystende ved at være forfatter: at man hele tiden går og balancerer med andres og sit eget liv. Man skriver om det i varianter, man prøver at kamuflere det mere eller mindre ... Nej, lige mens man skriver, er man sgu ligeglad!«

Da bogen lå der, havde Ida Jessen slet ikke lyst til at tale om den, hun gav ingen interview og har aldrig læst højt af den. Alligevel ser hun den ikke som et stedbarn eller en parentes i forfatterskabet, selv om »det må andre jo vurdere«.

Fik du tæsk efter 'Ramt af ingenting'?

»Det svar henhører til privatlivets fred«.

Ida Jessens forfatterskab kredser – midt i tragedierne – om håbet, de gode viljer og tilgivelsen, selv om hun indrømmer, at der ikke er så megen tilgivelse i den aktuelle novellesamling.

Til gengæld er der noget andet. Moderkærlighed.

Moderen, der har pakket kalendergaverne ind i 'December ... ', efterlader sig en dåse hjemmebagte småkager, et savn, der dufter af kanel og omsorg. Ville hun have sagt noget hårdt til datteren, der pakkede op i utide? Det løber bare ud af hende


I samme novelle og i fortællingen 'Mor og søn' optræder et par mere end normalt uregerlige voksne sønner.

Som Malthe (’Mor og søn’), der slår sin mor halvt fordærvet med en planteskovl og alligevel mødes af – hvad man fornemmer er – en evigt åben favn.

Informations anmelder Tue Andersen Nexø skrev på sin vis forståeligt nok om novellerne, at »de lyse toner har trange kår, og hvor det at række ud efter hinanden kun synes at berede nederlag«.

»Jeg synes, det er en fuldstændig optimistisk novellesamling«, småler Ida Jessen, da vi taler om anmeldelsen.

»Det er jo syge børn. Jeg har ikke skrevet diagnosen ADHD ind i de to noveller, men jeg har virkelig tænkt på, hvordan forældre kæmper og kæmper ... Hvad stiller man op med en søn, der siden han rejste sig og stolprede væk fra mor, har ladet tingene vælte omkring sig? Malthes mor i novellen skal resten af sit liv fiske sin søn op. Hun vil ikke kunne lade være ... kærligheden løber bare ud af hende. Men der er også nogle fuldstændig lykkelige møder mellem hende og sønnen. At disse møder kan finde sted, vil jeg gerne vise. Vi hører så rigeligt om de ’håbløse skæbner’«.

Den blide moderfigur
Ida Jessens mødre er måske ret fantastiske.

I 'Børnene' (2009), hvor den nyskilte Solvej skal tilbringe nytårsaften i sit afsidesliggende, nye hus med sin mor, føles romanens indledning som ét langt kærtegn fra denne kvinde, der ’ordner’, tier, laver mad og griber ind i sin voksne datters liv: »Kom med ind i varmen«, sagde hun blidt og lukkede døren ud til gårdspladsen.

»Du står bare og bliver kold«.

Vi funderer lidt over, hvor sjældent man støder på en ’moders blidhed’ i litteraturen for tiden. Hvor meget oftere hun er en, der er i vejen; en, der er emsig; en, man skal gøre op med.

»Sådan har det været lige siden Freud. Men det er på tide at ændre det. Det er helt ureflekteret, at man viderekolporterer den der med, at forældre er idioter. Hvor mange af os er ikke glade for vores mødre?«

Forældremobning

Da Ida Jessen skrev 'Børnene', erindrede hun, hvordan flere af hendes ungdomsvenner i sin tid fortalte, at ’nu havde de slået hånden af forældrene’, uden at det var noget, man sådan reflekterede over. Dengang. »Når man så selv får børn, tænker man: Hold da kæft, det er ikke noget, man bare gør. Børn har – i modsætning til forældre – retten til afvisning. Men afvisningen er altså også en måde, børn kan mobbe deres forældre på«. Ida Jessen fortsætter sin ildtale mod alt, hvad hun kalder »enøjethed« i synet på forældre og børn. »Inden for psykiatrien var det i mange år sådan, at forældre ALENE var årsag til børns sindslidelser. Jeg har hørt eksempler på, at forældre har fået forbud mod at kontakte deres børn i behandling. Det er jo hjerteskærende. Det var derfor, jeg begyndte at interessere mig for ADHD«. I novellen om Malthe og hans mor finder Malthe måske ro sammen med nogle heste, som han virkelig forstår sig på. Den gave har forfatteren givet ham: en verden at benævne, noget at gøre.