For nogle år siden havde Ida Jessen besøg af en god præsteven fra Norge, som fortalte om dengang, han var kaldt ud for at overbringe en familie nyheden om, at deres mor var død ved en drukneulykke.
Det var december måned, og det første, præsten så, da han kom ind i familiens hjem, var børnenes pakkekalender, der hang dér i entreen.
»Det var, som om jeg blev ramt af sådan et ... FUUUW!« Ida Jessen fortæller historien, mens hun slår et velvoksent slag i luften.
Billedet af pakkekalenderen lejrede sig i forfatteren og dukkede op flere år senere i 'December er en grusom måned', en af de seks noveller, der udgør samlingen 'Postkort til Annie', som udkom i mandags.
LÆS ANMELDELSEN AF 'POSTKORT TIL ANNIE'
I novellen mister to småpiger deres mor. Mens den mindste plyndrer pakkekalenderen i dagene efter moderens død, lader den ældste sin hænge urørt: »Går du bare og åbner pakkerne? Hvad tror du ikke, mor ville sige?«.
Hvad ville mor sige?
Ja, hvad ville mor sige? Det er et af den slags spørgsmål, Ida Jessen lader svæve i den kolde decemberluft, mens både vi og fortællingens personer må leve med aldrig at få svar.
I hvert fald ikke noget entydigt.
I dag befinder vi os i en mindre grusom måned, faktisk forfatterens yndlings, fortæller hun, mens augustsolen forgylder embedsboligen her i Vartov, Grundtvigs gamle legeplads.
Tidligt i morges skubbede Ida Jessens kæreste, præsten Niels Grønkjær, en stak aviser ind under hendes seng.
Positive anmeldelser af hendes attende bogudgivelse. Bliver den slags ikke rutine?
»Aldrig. Jeg bliver altid kulret på en eller anden måde«, ler Ida Jessen. Og fortæller, at hun heldigvis har haft et par dage op til udgivelsen, hvor hun har gået og givet sit eget hus i Sorø Gori.
»Sådan noget praktisk arbejde er godt«.
Man skal gøre
Ida Jessen kan i det hele taget godt lide »at ordne«.
At fælde træer, kløve brænde og grave have. Det samme gælder personerne i hendes romaner og noveller – de er ofte i gang.
Den ældste pige fra 'December ... '-novellen giver sig midt i vreden og sorgen i kast med at dække en fin kaffebakke med serviet og småkager til de betjente, der er kommet for at tale med hendes sønderknuste far.
I en anden af novellerne kæmper en kvinde med at ombetrække nogle stole; en kamp, der virker næsten lige så håbløs som kampen om at holde liv i ægteskabet med Max: »»Vil du ikke godt elske med mig?«. »Nej«, sagde Max««.
Og så er den sag uddebatteret.
»Jeg har aldrig prøvet at ombetrække stole, men jeg har en søster, som har haft en stofforretning. En dag bad jeg hende fortælle, hvordan det var, og blev som altid grebet af detaljerne. Der er en eller anden form for nerve i det at kunne benævne det praktiske arbejde. Det er det samme med naturen; jeg har også altid fundet det vigtigt at kunne beskrive den. For når man kan benævne tingene omkring sig, er man tilpas i verden. Det er en gave, jeg også gerne vil give personerne i mine bøger – at der er noget, de kan. De kommer tit ud for forskrækkelige ting, men de ser, og de gør. De er ikke bare«.
Men størst er håbet
Kvinden Tove, der ombetrækker møbler, har i den korte novelle 'Et skænderi' en lidelsesfælle, Tine.
Også hun bakser med en mand, der ikke rigtig vil som hun: »Ved du ikke, at en mand og en kvinde, der er gift med hinanden, skal elske med hinanden?«, spørger hun ved nattetid, inden hun uforløst falder til ro.
Ida Jessens forfatterskab dyrker ikke nogen militant feministisk vinkel.
Følelser er komplekse, empatiske mænd findes. Ikke desto mindre forekommer ægtemændene i novellerne her voldsomt manipulerende og rent ud sagt – trælse.
»Ja, de er meget, meget ubehagelige. Men hustyranner findes. Og hvorfor kan de få lov til at være hustyranner? Det er, fordi deres koner ikke går fra dem – de har nogen at tyrannisere«.
Hvorfor bliver kvinderne?
»Fordi de klamrer sig til håbet. Kvinden Tine såres dødeligt i løbet af den dag, ’Et skænderi’ varer. Afvises helt ind i sit inderste. Men at opgive sit håb er ikke noget, man bare gør«.
Em fiktiv figur?
I Ida Jessens foregående bog, 'Ramt af ingenting' (2012) med genrebetegnelsen 'en glemmebog' noterer den kvindelige fortæller om sit forliste ægteskab, at det var et »ægteskab som jeg ønskede mig så brændende, at jeg bagefter har tænkt, at af tro, håb og kærlighed er håbet alligevel det største«.
En tankevækkende replik at tygge på, mens man sådan sidder til te i en præstebolig, hvor Højsangens ord om at »størst af alt er kærligheden« synes at synge i de gamle mure.
»Et håb kan være ekstremt stærkt, og den periode, hvor man slås med sit håb, så det nærmest bliver ens fjende, kan være meget, meget lang. For nogle mennesker er den måske livslang«.
Det var den så ikke for fortælleren i 'Ramt af ingenting', der skriver om sin anden skilsmisse.
