Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
JACOB EHRBAHN
Foto: JACOB EHRBAHN

Bog. I Bjørn Rasmussens 'Pynt' er vi inde i Ragna Svendsens sårbare pigesind og ukontrollabelt væskende krop – på en psykiatrisk afdeling.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter: »Jeg tog udgangspunkt i min journal og omskrev den«

Med udgangspunkt i sin sygejournal, skrev Bjørn Rasmussen ’Pynt’.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bjørn Rasmussen vil ikke interviewes live, fordi han er »helt flippet i hovedet af nervøsitet« over, at hans anden roman udkommer netop nu.

Han kan bedst håndtere et par spørgsmål på mail, svarer han på forespørgslen og forklarer sin skepsis over for interview i det hele taget sådan her:

»Jeg bliver jo henledt til at forsøge at tale om værket, som om jeg er klogere end det. Det er jeg ikke. Det er anmelderne heller ikke. Værket er altid det klogeste. Bum!«.

I sin prisbelønnede debutroman fra 2011, ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’, skrev han om drengen Bjørn Rasmussen. I ’Pynt’ er vi inde i Ragna Svendsens sårbare pigesind og ukontrollabelt væskende krop – på en psykiatrisk afdeling.

LÆS ANMELDELSEN AF 'PYNT'

@Er der lige så meget af din person i Ragna Svendsen som i Bjørn Rasmussen?

@ »Jeg tog udgangspunkt i min journal og omskrev den. Altså jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling i to måneder, efter at jeg havde skrevet ’Huden’, og fik diagnosen skizotypi.

Og modsat den varme behandling, jeg fik af de mennesker, der arbejdede i psykiatrien, skreg min journal til himlen. Journalens forsøg på en videnskabelig og objektiv diskurs, jeg følte mig så tingsliggjort og fængseliggjort og ja, fiktionaliseret af de ord, der skulle beskrive mig, så svigtet af sproget.

Jeg var nødt til at skrive den om for at holde fast i troen på, at sproget kan nærme sig noget sandt om at være menneske i modsætning til den ekskluderende journaldiskurs. Det er måske også derfor, ’Pynt’ kan virke smasket, jeg forsøger at inkludere alt muligt sprog og forhold og tilstande i den.

Jeg drømte i nat, at jeg fødte en sæl, og den drøm er en kropslig erfaring

Det var ikke rigtig svar på dit spørgsmål, var det? Hmm. Jeg tror bestemt, der er lige så meget af min person i Ragna Svendsen, som der er i Bjørn i ’Huden’. Og jeg har aldrig troet på et fast skel mellem det biografiske og det fiktive.

Altså jeg kan ikke mærke forskellen. Forudsætter det ikke, at der er tale om faste størrelser, »litteraturen over for virkeligheden, og hvordan spejler det ene det andet«, og den der diskussion? De grænser forsøgte jeg at udviske i ’Huden’.

Digteren Mads Mygind skriver: »Der står mulepose på hendes mulepose«. Dette er ikke en pibe, en rose er en rose er en rose, det tænker jeg meget på.

Hvordan man kan arbejde med begreber som sandhed og autenticitet i sin virkelighed og i litteraturen uden at blive ekskluderende og ødelæggende, som den der fucking journal. Måske er ’Pynt’ et forsøg på det. At udfordre forskelle, ligesom den udfordrer ’det troværdige’ i sin brug af altmodisch sprog og fantasterier.

@Kønnene i ’Pynt’ er blandet godt sammen. Kvinden, som er gift med børnenes værge, hedder Jacob. Ragna selv er biseksuel. Hun foreslår børnenavne som Niels-Vibeke og Troels-Rebekka. Og hver gang hun skriver 'mand', foreslår stavekontrollen 'mandag'. Hvorfor denne opløsning af kønsforskelle?

@ »I ’Huden’ flød skriften i stød fra røvhullet. I ’Pynt’ pibler den fra det venstre bryst. Jeg føler det meget organisk. I skriften kan jeg også have menstruation, selvom jeg ikke har en kusse til hverdag.

Jeg drømte i nat, at jeg fødte en sæl, og den drøm er en kropslig erfaring f.eks. Jakob er hentet fra en karakter i tv-serien ’Kald mig Liva’ om Liva Weel, hendes påklæderske hedder Jakob. Jeg mener, at en queering af kønnene er nødvendig, fordi den er til stede simpelthen, fordi den er sand og frigørende, fordi den er inkluderende og kærlig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og alligevel udskældt. Det er et meget politisk projekt – at skrive, og når word så foreslår mandag i stedet for mand, så har word sgu ret! Mand er i princippet lige så meningsløst et ord at bruge som mandag, lige så influeret med langt ude konnotationer.

Jeg tror desuden, at fortælleren i ’Pynt’ er lige så aseksuel, som hun er biseksuel eller lesbisk, jeg tror, jeg har skrevet teksten ud fra den her ide om, hvad det vil sige at diagnosticere noget som helst.

Det fremgår heller ikke tydeligt, hvad hun fejler decideret. Jo, hun har haft anorektiske og bulimiske perioder, og det foreslås, at det har noget med køn at gøre, at hun ville modsige sig menstruationen som teenager. Men der er intet helle. ’Huden’ tilbød måske sex som et helle, en lindring i tilværelsen, en forsoning.

Når fortælleren i ’Pynt’ vil google sin formodede aseksualitet, foreslår søgemaskinen: Mente du seksualitet. Der er ingen forløsning at finde i orgasmen heller denne gang. Det er der til gengæld måske i de menneskelige relationer. Og i maden, i dens indtagelse og opkastning. Og i sproget ikke mindst«.

@ Tak, Bjørn.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden