Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Læsere. Bibliotekar Lene Zibrandtsen (tv.) og læseklub-medlemmerne Elisabeth Keis (im) og Pia Schou (th.)
Foto: Per Folkver

Læsere. Bibliotekar Lene Zibrandtsen (tv.) og læseklub-medlemmerne Elisabeth Keis (im) og Pia Schou (th.)

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Læseklub: Vi læser for at blive udfordret

Læseklubber overalt i Danmark har indstillet til Politikens Litteraturpris.

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fotografen og jeg kan blive skrevet op til Sydhavnens Biblioteks læseklub, men det har lange udsigter at komme med.

For klubben, der blev oprettet af bibliotekar Lene Zibrandtsen for fem år siden, kan kun have 12-13 medlemmer. De mødes en gang om måneden i et stort lyst højloftet hjørnerum på 1. sal i biblioteket, der siden 1997 har ligget i kulturhuset Karens Minde.

Sydhavnens Biblioteks Læseklub har i anledning af Politikens Litteraturpris læst fire nye bøger for at indstille en til prisen. Og klubben har fulgt retningslinjerne for, at bøgerne kunne komme i betragtning. Faglitteraturen var repræsenteret af Sørine Gotfredsens ’At leve med Kierkegaard’ og digtene af Asta Olivia Nordenhofs ’Det nemme og det ensomme’ (den eneste, der havnede på Politikens endelige liste).

LÆS OGSÅ

De to selvbiografiske romaner, Hassan Preislers ’Brun mands byrde’ og Maren Uthaugs ’Og sådan blev det’ fik flest stemmer i klubben – og lige mange, så en lodtrækning afgjorde, at læseklubben indstillede Maren Uthaugs bog. Blandt andet »fordi den giver et indblik i en nordisk kulturs overtro, som man ikke har hørt meget om«, som indstillingen lyder. Men det vigtigste for klubbens medlemmer er at få læst nogle bøger, man ellers ville være gået uden om.

Kernetropperne
Elisabeth Keis er tidligere bankansat og efterlønner og Pia Schou er helt nypensioneret tandlæge, og de er typiske for medlemmerne i landets efterhånden mange læseklubber. Nogle biblioteker har over 100. Dertil kommer de private læseklubber, som også kan låne hele bogsæt på deres lokale bibliotek – medmindre bogen er for ny eller for mange andre har fået den samme idé.

»Det kan være svært at skaffe 13 eksemplarer af en bog, så det styrer, hvad der ikke kan lade sig gøre« siger bibliotekar Lene Zibrandtsen.

Men i forbindelse med Politikens Litteraturpris fik hun den lyse idé at fortælle forlagene, at man ville læse med henblik på en indstilling til prisen. Og forlagene har velvilligt doneret de 13 bøger, som efter læsningen indgår i bibliotekets beholdning. Så forfatterne får deres bibliotekspenge. Og biblioteket og læseklubben føler sig »vildt forkælede« ved at få en spritny og nyudgiven bog i hånden.

LÆS OGSÅ

Elisabeth Keis er kernekunde i biblioteket. Hun har aldrig købt bøger, men har altid lånt og læst en del – undtagen da børnene var små.

»I læseklubben er det jo bibliotekaren, der suverænt bestemmer hvad vi læser!«, siger hun, hvilket afføder et højlydt, uenigt »aaaaarh?!?« fra Lene Zibrandtsen, der dog under almindelig moro indrømmer, at der er tale om et vist skindemokrati: »Jeg spørger, hvad de vil læse, de nævner nogle titler, jeg siger, at det kan rent praktisk ikke lade sig gøre – og så vælger jeg!«.

Hun styrer også læseklubbens månedlige møder – skiftevis mandage og onsdage – med ret diktatorisk hånd. Alle skal jo kunne komme til orde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Når vi er her alle sammen, er der mange meninger og meget, der skal synes! Og en gang imellem må jeg føre diskussionen tilbage til bogen«.



Pia Schou så en notits i lokalavisen, lige efter at hun mistede sin mand for fem år siden, og meldte sig til læseklubben. »Jeg havde brug for noget at fylde mit liv med. Og så meldte jeg mig til læseklubben. Og det har været en dejlig oplevelse! Der er kommet forskellige mennesker til klubben i tidens løb, som har forskellige indfaldsvinkler og forskellige ... tærskler, i forhold til hvad man skal sige og ikke sige«, fortæller hun.

Dannelsesniveauet kan være forskelligt, »der er jo ingen screening, før du får lov at være med i læseklubben«, slår bibliotekaren fast. »Men alle kommer med et ønske om at læse – og gerne noget andet end krimier«. Og det var en lettelse for Elisabeth Keis. »Jeg var faldet i med de der krimier«, siger hun som en anden tidligere misbruger, »og det var egentlig befriende, at vi slet ikke læser krimier her«. Drivkraften

Overvægten af kvinder i klubben afspejler sig ikke i valget af bøger; det er en diskussion mellem bibliotekaren og Elisabeth Keis.

Hun har med egne ord »brokket« sig over, at »der var for meget vold og krige og frygtelige ting i bøgerne. Den værste var ’Svalerne i Kabul’ (af Yasmina Khadra, red.) og så en om krigen på Balkan ...«. De to bøger kunne Pia Schou til gengæld godt lide. Og det er hende, der åbner snakken om glæden ved at læse det uventede og måske især det aktuelle. Hun er flittig læser af avisernes bogstof, og hun føler ikke en kløft imellem sig selv som almindelig læser og avisernes anmeldere. »Vi er jo netop i læseklubben for at få nogle udfordringer«. Andre i klubben kan mene, at en bog bare er hypet, fortæller Lene Zibrandtsen. Hun vil heller ikke som bibliotekar bare følge strømmen, mærker man. Så Yahya Hassan er for eksempel ikke på læselisten. Men den har Pia Schou læst ’privat’, får hun lige indskudt. LÆS OGSÅ Det er mødet med andre, der er drivkraften for læseklubberne, mener Lene Zibrandtsen. For hende er det en succes, hvis man kommer til mødet med én forestilling om, hvad det er for en bog, man har læst – og går hjem med en anden. Ofte for at læse bogen igen. »Så rykker det noget! Det er dér, det bliver rigtig, rigtig fedt!«. »Det fantastiske er«, siger Elisabeth Keis, »at når man går langs hylderne for at vælge ’hvad skal jeg låne i dag?’, så er der nogen, man fravælger på grund af, hvad der står på omslaget. Og der var en, jeg i den grad ville have fravalgt – og så blev det min yndlingsbog! Det er den, der hedder ’Rum’ af Emma Donoghue«. »Den elskede jeg!«, udbryder Pia Schou. LÆS OGSÅ »Men jeg kan ikke få nogen til at læse den, når de hører, hvad den handler om!«. De, der turde møde op, den dag ’det nemme og det ensomme’ skulle diskuteres, læste Asta Olivia Nordenhofs digte højt for hinanden. »Og det var spændende og helt anderledes at høre dem«, synes Pia Schou. »Det var skægt, at vi alle sammen havde forelsket os i den samme side«, siger Elisabeth Keis. »Side 11 tror jeg det var«.

























Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden