Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

LIGESTILLING. Özlem Cekic mener, at der er for mange, som taler om muslimske pigers ligestilling uden nogensinde at tale med pigerne selv.
Foto: Finn Frandsen

LIGESTILLING. Özlem Cekic mener, at der er for mange, som taler om muslimske pigers ligestilling uden nogensinde at tale med pigerne selv.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Özlem Cekic: Hovedpersonen i danske børnebøger er oftest en hvid dreng

Özlem Cekic har skrevet sin fjerde børnebog om den kurdisk-danske pige Ayse. Med bogen, hvor Ayse bliver kæreste med en jødisk dreng, vil hun bygge bro mellem jøder og muslimer og støtte muslimske piger i deres ligestillingskamp.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bølgerne går højt i den aktuelle debat om en svømmehal i Tingbjerg, som tilbyder kønsopdelt svømmeundervisning for nedrullede gardiner. Tilbuddet er især rettet mod muslimske piger, der førhen ikke måtte eller ville klæde sig af og hoppe i det klorholdige vand. Men det har fået politikere og debattører fra både højre- og venstrefløjen op af bademesterstolen.

Özlem Cekic, tidligere folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti og nu foredragsholder og forfatter, mener dog, at det er lige præcis den slags pragmatiske løsninger, der kan løse ligestillingsproblemerne i minoritetsmiljøer.

»Hvis vi skal rykke menneskers holdninger, er vi nødt til at have en pragmatisk tilgang«, fortæller hun, da vi mødes til en snak om ligestilling, integration og børnelitteratur i Politikens kantine.

»Det er enormt historieløst at tro, at ligestillingen i Danmark er kommet fra dag ét. Man er nødt til at tage et skridt ad gangen. Men det er så typisk, at lige så snart det handler om muslimske piger, så raser debatten«.

»Du skal giftes med en muslim«

Özlem Cekic har netop udgivet ’Ayses forelskelse’, den fjerde børnebog i serien om den kurdisk-danske pige Ayse. En ny, sød dreng starter i klassen, og ham bliver Ayse selvfølgelig forelsket i. Men han er jøde, og Ayses mor siger, at hun skal giftes med en muslim. Det er hun imidlertid ligeglad med, for som hun siger: »Mor ... Vi lever ikke i Langtbortistan, vel? Og Ingrid siger, at i Danmark er det mig, der bestemmer, hvem jeg vil gifte mig med, og ikke jer«.

Det var vigtigt for Özlem Cekic, at drengen var jøde, for efter angrebet på Krudttønden og synagogen i København er der blevet skabt en afstand mellem jøder og muslimer, mener hun.

»Det er vigtigt at sige, at der ikke er den store forskel på danske jøder og muslimer. Vi har langt flere ting, der binder os sammen, end der skiller os. Derfor prøver jeg at normalisere det ved at give hende en kæreste, der er jøde«.

»Og så ligner han lidt Martin Krasnik, har du lagt mærke til det?«, spørger hun og holder smilende bogen op med tegningen af en dreng med rødt, krøllet hår.

Men det var lige så vigtigt for hende, at Ayse i det hele taget fik en kæreste, for bogen handler også om den ligestillingskamp, som mange muslimske piger kæmper, og som Özlem Cekic selv måtte kæmpe som ung.

»Målet er også at give pigerne nogle helt konkrete redskaber til, hvordan de kan tackle det her kulturmøde, som nogle gange finder sted, når forældrenes konservative kvindesyn møder det liberale, vi har i Danmark. Hvad gør man, når ens mor siger, at man skal giftes med en muslim? Det sagde min mor til mig, og jeg stod ret alene med det«.

Og det handler netop om at ruste pigerne til selv at tage kampen, mener Özlem Cekic.

Børnebøger kan noget helt særligt. De kan præge børns måde at anskue verden på

Der er alt for mange debattører, som ytrer sig stort, flot og uden pragmatik om ligestilling og frihedskamp, men som intet konkret gør for dem, det handler om.

»Der er så mange af dem, jeg plejer at kalde forargede ølkassetalere. De taler om de her piger, aldrig med dem. Men deres forargelse alene fører ikke til noget. Ligestilling kommer af, at man har mod til at række hånden ud til forældrene og have en dialog. Man kan ikke diktere ligestilling, og man får ikke en debat, hvis man starter med at tale grimt til disse forældre. Man skal være reelt interesseret i at høre, hvorfor de tænker, som de gør. Hvis man lytter, kan man i fællesskab finde løsninger«.

Men er det ikke en glidebane at acceptere eksempelvis kønsopdelt svømmeundervisning? Det er vel udtryk for et kønssyn, hvor kvindekroppen betragtes som noget skamfuldt, der skal gemmes væk.

»Altså jeg køber ikke den præmis om, at hvis man gerne vil i dialog, så er det, fordi man accepterer modpartens synspunkt. Hvis man bliver ved med at være så stigmatiserende, som man er, over for etniske kvinder, så kan man ikke skabe de bedste ligestillingsresultater for Ayse. Det må være hende, der er i centrum. Vi kan ikke være uenige med hendes forældres kvindesyn og så i virkeligheden ende med at straffe hende. Der må vi være pragmatiske«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For meget hvid børnelitteratur

Med sine børnebøger om Ayse vil Özlem Cekic gøre det, de forargede kritikere ikke gør: tale direkte til børnene.

»Børnebøger kan noget helt særligt. De kan præge børns måde at anskue verden på. Mine bøger er skrevet til at stå på bibliotekerne, så børnene selv kan gå ind og låne dem. Det var vigtigt for mig, at man ikke er nødt til at købe dem i en boghandel«.

Er det ikke problematisk at gøre børnebøger til et redskab i dit politiske projekt?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg er jo ikke den første og bliver nok heller ikke den sidste, der skriver politisk børnelitteratur. For mig handler det først og fremmest om at skrive om de ting, der fylder noget i børnenes hverdag. Børns hverdag er ikke altid så let, som vi voksne går og tror«.

Özlem Cekic har længe været træt af, at børnelitteraturen i Danmark er så hvid. Hovedpersonerne er oftest en hvid dreng, siger hun. Men det er vigtigt, at børnene kan genkende deres egen virkelighed i den litteratur, de læser.

»Den mangfoldighed, der er i samfundet og i klasseværelset, bør også afspejles i litteraturen. Det er et kæmpe problem, at den børnelitteratur, der er så hvid, er så fjern fra nogle af de her børns hverdag«.

»At læse børnebøger, hvor hovedpersonen er pige og har sort hår. Det betyder noget, når man som barn kommer på skolebiblioteket og kan identificere sig med pigen, pigens navn, eller med at Ayses mor har en ret stor bagdel«, siger Özlem Cekic og griner.

»Det var ret vigtigt for mig, for det begyndte med, at hun blev tegnet ret tynd, så sagde jeg, nej, mange kurdiske kvinder har altså en stor bagdel, så selvfølgelig skal hun også have det!«

Det kan også være øjenåbnende for hvide børn, der måske ikke ved, hvordan der ser ud i et kurdisk hjem, eller hvilke problemer nogle muslimske piger må slås med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der var en skolelærer fra Nordjylland, som henvendte sig til mig og sagde, at de ikke havde en eneste elev med minoritetsbaggrund. Det eneste, de hørte om dem, var via medierne, at de er halvkriminelle, de er ved at sprænge sig selv i luften, kvinderne er undertrykte. Det er desværre sådan, etniske minoriteter altid bliver beskrevet i medierne«.

Men selv om Özlem Cekic ikke lægger skjul på, at hun har en politisk dagsorden, understreger hun også, at hendes bøger først og fremmest handler om en pige. Derfor er det heller ikke konflikten med forældrenes konservative kvindesyn, der fylder mest, da Ayse får en jødisk kæreste – det er konflikten med hendes veninder, som pludselig aldrig ser Ayse mere.

»De her bøger handler jo også bare om en pige, som er supersej«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden