»This is my då-år«, siger Tony Parsons, mens han viser pasfotos fra sin pung af sin ni måneder gamle pige fra sit nye ægteskab. Han må sige 'då-år' tre gange, før det går op for mig, at han siger 'daughter'. Han kommer fra en fattig arbejderfamilie i Essex i det østlige London og taler stadig uden hørbare h-er. Og det er han stolt af. »Da jeg var meget ung, flyttede vi til et lille hus i forstæderne. Min lærer ville give mig talepædagog, så jeg kunne komme til at tale dronningens engelsk. Jeg var kvik, og de var sikre på, at det arbejder-engelsk direkte fra rendestenen ville bremse mig senere hen. Min far grinede bare, han sagde ikke engang nej, han bare grinede«. Arbejderaccenten er blevet Tony Parsons varemærke i et land, hvor folk ellers gør alt for at lyde pænere end dér, hvor de kommer fra. Og det er smart, for trods sine 47 år og en broget baggrund som fabriksarbejder på Gordon's Gin og benhård musikreporter i punktiden, så ligner han altså stadig en pæn, ung universitetsstuderende med briller. Men kendt er han blevet, også langt uden for Englands grænser. Hans bog 'Mand og dreng' er udkommet i 36 lande og solgt i fire millioner eksemplarer. Bogen bygger på egne erfaringer, da han i slutningen af 20'erne pludselig blev alenefar til en dreng på fire år og i samme periode mistede sin far. Alle stemningerne kom med, da han for fire år siden begyndte at skrive 'Mand og dreng', der netop er udkommet på dansk. Mens han skrev den, fik hans mor konstateret cancer og døde. Livets cirkler »Hele udgangspunktet for 'Mand og dreng' var, at jeg opdagede livets cirkler. Min søn voksede og var pludselig blevet en ung mand, og min mor, der ellers var robust, blev syg. Og med ét kunne jeg se, hvordan det hele virkede. Jeg kunne se min egen død for mig. Ikke sådan med blomster og alting, men for første gang stod det klart for mig, at mine dage vil slutte inden for overskuelig tid. Som ung kan man faktisk ikke forestille sig, hvordan verden skal bære sig ad med at gå videre, hvis man ikke er der«, fortæller Tony Parsons. 'Mand og dreng' handler om Harry, en smart tv-producer, der ryger ind i 30-års krisen, køber rød sportsvogn og går i seng med producerassistenten. Konen opdager det og rejser i vrede til Japan. Han mister sit job og sidder tilbage alene med sin fireårige søn Pat. Og så dør hans egen far, der er hans store helt, en bundsolid arbejder, der fik hædersmedaljen under 2. Verdenskrig. »At skrive er en måde at få verden til at give mening på. Det er ikke bare at fortælle, hvad der skete. Det er selv at lære, hvad der egentlig foregik«, siger Tony Parsons. »Jeg opdagede, hvor taknemmelig jeg var for min far og min mor, og det har hjulpet mig gennem sorgen. For at miste sine forældre er lige så stor en oplevelse som at få børn. Det er den mest naturlige ting i livet, alle skal igennem den, alligevel er det jo tungt, når man står med det«. Krigshelten i bogen er meget tæt på Tony Parsons egen far, der også blev dekoreret under 2. Verdenskrig, og hovedpersonen Harry spejler Tony Parsons største problem ved at blive skilt: at erkende, at han aldrig ville få en solid familie med rosenhave og stabilitet, som den hans far havde skabt for ham i forstæderne. »Bogen har hjulpet mig til at se, hvordan jeg er en romantiker, der hele tiden drages af spænding. Jeg bliver fascineret af fremmede kvinder, det er helt klart. Og det er en meget destabiliserende impuls og en meget selvdestruktiv drift. For på samme tid vil jeg jo gerne have stabilitet, en familie, og at min 'då-år' skal vokse op i trygge rammer. Vi mænd er på samme tid tiltrukket af parcelhus og horehus«, mener Tony Parsons. »For at blive lykkelig er du nødt til at få øje på dine indre modsætninger. I dag føler jeg mig meget glad og lykkelig, men tidligere var jeg så vred, så vred på alle de andre, der kom fra middelklassehjem, og som kom på universitetet. Jeg var misundelig og utålmodig. I dag er jeg klar over, hvor hurtigt tiden går, og hvor dyrebart et kort menneskeliv er. Jeg tror, vrede er, når man endnu ikke har opdaget, hvor heldig man faktisk er«. Mor og ord Tony Parsons har en markant overlæbe, som står spændt som en bue ud over fortænderne. Musklerne er hele tiden på arbejde. Måske fordi han altid er parat med nye præcise ord om, hvad han tænker og føler, for han har altid ernæret sig ved ord. Som skribent, som kommentator på BBC Late Review, som journalist. Allerede meget tidligt vidste han, at det var hans vej, og hans mor gav ham den ballast, der skulle til. »Nærværet er uendeligt vigtigt, og det ved jeg ikke, om nogen moderne familie kan give. Jeg var forkælet enebarn og gik alene hjemme med min mor, og hun læste alle de her skønne historier for mig. Dér fik jeg impulsen til at blive forfatter«. »Min mor var fra et meget fattigt miljø i London, men hun spillede klaver og skrev poesi og havde sin egen kreative åre. Sådan var det dengang. Man havde i arbejderklassen selvlærte mennesker, som havde sat sig ind i i forfattere, maleri eller musik, men som aldrig havde gået på universitetet eller på kurser. De var overhovedet ikke dumme, faktisk var de klogere end de fleste reklamemennesker, tv-folk og journalister, jeg kender«, siger Tony Parsons med den skarphed, som har gjort ham til en meget brugt kommentator. »Men i mig opstod der et behov for at gøre det på en anden måde end min mor. At komme ud af det miljø og virkelig få skabt nogle muligheder for mig selv. Jeg ville have min bid af kagen. Det var jo 60'erne, individualismen vandt frem. Gå efter lykken! Jeg lærte, at jeg kunne få alt, hvad jeg ville have. I dag tvivler jeg på sandheden i det«. Gratis gin Tony Parsons virker som en meget mådeholden mand, slank og veltrimmet. Han nipper til det franske boblevand, vi drikker. Men han har selvfølgelig også taget for sig af retterne tidligere i livet. »Jeg gik ud af skolen som 16-årig og begyndte at arbejde på fabrikker, hvilket er en ret usædvanlig baggrund for en forfatter. Jeg arbejdede på Gordon's Gin i 12 timers vagter, fra 20 om aftenen til 8 næste morgen. Og vi fik al den gin, vi kunne drikke, så jeg rendte rundt med maven fuld af gin. I dag kan jeg ikke tåle lugten af det«. Tony Parsons ville være professionel skribent, og han ville ikke på universitetet med snobberne. Arbejdet på gin-fabrikken anså han dengang for at være en slags forfatterpraktik udi livets sande forhold. »Hvad jeg ikke vidste var, at nok får man erfaringer, men det er inden for et meget snævert område. Man opdager, hvordan livet er for fattige arbejdere, der ikke har andre muligheder end at arbejde for næsten ingen penge. Det er ikke noget med, at de så sparer sammen for at skabe sig en ny tilværelse og stikke af, for så mange penge er der ikke i det. Det er bare trist. Og gin har jo gennem 200 år været for arbejderklassen i London, hvad crack er for de fattige sorte i USA, et stof der holder masserne i ro«, siger Tony Parsons. Ind imellem vagterne hos Gordon's fik han skrevet romanen 'The Kids', der blev udgivet i 1976, og den er virkelig ikke god, bedyrer han hovedrystende. Men den skaffede ham job på Englands førende musikblad NME, der ledte efter unge talenter til at dække punk og new wave. »Jeg havde fået udgivet en bog, og jeg havde en læderjakke, så de tænkte, han må være god, selv om ingen havde læst bogen. Efter det har jeg kunnet leve af at skrive, trods perioder hvor jeg har været fattig«. Kræv mindre lykke Men i slutningen af 90'erne ramte Tony Parsons plet med 'Mand og dreng'. Og ikke bare har han skaffet sig plads på boghylderne, han er også blevet en mand, man lytter til, når det gælder børn, familie og forældre. For også hans næste to bøger 'One for my baby' og 'Man and wife' handler også om moderne levevis, om romantik og rutine, og om halve og kvarte familier. Alligevel bryder Tony Parsons sig ikke om rollen som orakel for nutidens familieliv. For han føler sig bestemt ikke hævet over de problemer, som hans egne hovedpersoner gennemlever. Men spørger man ham pænt, så giver han et bud: »Vejen frem er opofrelse. At man er villig til at undvære. Da jeg var ung i 60'erne, var individet det store. Det var dig, der var i centrum. Ikke dit land eller din familie, men dig. Jeg er vokset op med det, og det sidder helt ind i marven af mine knogler, denne tro på individets ret til at gøre, hvad han har lyst til«. »Sådan var det ikke for min far, der havde tre job for at få os ud af den lille lejlighed og ud i et hus i forstæderne med rosenhave. Opofrelse kom nok også lettere for den generation. De havde prøvet depression og krig og efterkrigstiden. De var vant til at undvære. For dem var egen lykke måske nummer fire eller fem på listen over vigtige ting. Min far elskede at sejle, han havde jo været i flåden, og alligevel kunne det kun blive til én gang om året. Sådan var det«. »Jeg ville elske at give min datter mulighed for at vokse op i en tryg familie med min nuværende kone og mig, og jeg ved, at det betyder, at jeg skal betale en pris. Hvis jeg ser en smuk pige, når jeg går herfra, så er jeg på vej til at ødelægge en hel masse. Det forstår jeg nu. Det er en handel. Du kan ikke have en tryg, elskelig familie og så samtidig dyrke dig selv som en egoistisk kult. Det vidste mine forældre«. »Det er bagsiden ved at vokse op i rigdom og fred. Vores generation, der kun kender krige fra CNN, har en uro i os, vi er aldrig helt tilfredse. Min mor var 14 år under 2. Verdenskrig og blitzen, hvor tyskerne bombede London nat efter nat, og hun var mere glad for de små fremskridt i sit liv end nogen, jeg kender i dag«. »Vi andre har sådan en rastløshed. Min kone og jeg er lige flyttet i et nyt hus, og jeg er allerede begyndt at tænke: »Hvor skal jeg flytte hen bagefter?«. Jeg ville ønske, at jeg kunne sidde her og være tilfreds. At jeg kunne sige til mig selv: Nu har jeg ikke andre behov end at sidde her og se min 'då-år' vokse op de næste 20 år i det her hus. Men sådan har jeg det bare ikke«.