Litteraturforskeren Klaus P. Mortensen elsker at fortælle en historie, som han synes siger en del om H. C. Andersen. Mortensen er redaktør på den nye, samlede udgave af Andersens værk og har derfor læst sig igennem de 9.000 sider adskillige gange, så han kender mange historier om Andersen, men denne er han særlig glad for. »Kort før Andersens død finder han ud af, at man har samlet ind til et monument over ham, og at der er sat en konkurrence i gang, hvor billedhuggeren Saabye vinder på et forslag om at vise Andersen med børn alle vegne - og Andersen bliver rasende«. »»Når jeg læser, har jeg ikke børn omkring mig, og slet ikke i skrævet«, fnyser Andersen«. »Andersen får sin vilje. Børnene bliver fjernet, og tilbage står det rensede monument i Kongens Have. Men selv om han frabad sig billedet af den rare mand, der fortæller eventyr for børn, er det alligevel det billede, der er blevet hængende, og det er den myte, vi i dag er oppe imod. En af vores store opgaver med den samlede udgave af Andersen er netop at få ham ud over sin egen myte«, siger Klaus P. Mortensen. Han kan sagtens forstå, hvorfor myten om H.C. Andersen som eventyrdigter er blevet slået så kraftigt fast, for eventyrene er i en klasse for sig selv, og deres betydning for Andersens placering i den store, kollektive hukommelse bliver cementeret hver aften i tusindvis af børneværelser over hele landet. Mødre og fædre læser højt af de eventyr, de selv fik læst højt, da de var børn. »Men Andersen har lavet meget andet, der har den samme høje kvalitet som eventyrene. Selvfølgelig laver han også noget skidt indimellem, også eventyr, som er ulideligt sentimentale, men der er til gengæld flere toppe hos ham, end der er hos de fleste«, siger Klaus P. Mortensen, og han er slet ikke enig med dem, der mener, at Andersens evner som f.eks. dramatiker er til at overse. »Han er en meget god teaterskrædder, og han skriver tragedier, librettoer og tryllekomedier. Han får også nogle kæmpesucceser, men han er selv med til at opbygge myten om, at det er hans livs tragedie, at han aldrig får succes på teateret. Men det passer overhovedet ikke«. Hvorfor opbygger han så myten?

»Den korte version er, at han forlader Odense og vil være berømt. Han vil indenfor, men når han så endelig kommer indenfor, viser det sig, at han alligevel ikke er kommet ind. Han havner i et ingenmandsland. Han klager konstant over sin ensomhed, og der ligger et kolossalt behov for at blive anerkendt. Man kan bare læse 'Mit livs eventyr', der ender i den mest snobbede og afskyelige namedropping«. »Det kan man gøre grin med, men man skal huske på, at det er et dybt usikkert menneske, der taler. Derfor er han så utålelig, så pylrevorn og belastende, fordi han hele tiden skal have opmærksomhed«. »Han er en proletar, som er kravlet op og lider den skæbne, som mange flygtninge og indvandrere lider i dag, at de er borgere i to verdener, så der er masser af aktualitet i hans biografi. Han er uintegreret, også kunstnerisk, fordi han skriver på en måde, kritikerne ikke bryder sig om«, siger Klaus P. Mortensen. Eremitkrebsen Ofte får han spørgsmålet om, hvad man kan bruge H.C. Andersen til i dag, og når han først har fået fortalt folk, at Andersen altså ikke er et eller andet Meccano-sæt, man kan 'bruge til noget', så opfordrer han i stedet til, at man læser ham. rejsebøger, digte, teaterstykker, eventyr, historier, legender, romaner, sagn, lignelser. Andersen er leveringsdygtig i det hele. »Der er noget til alle, og en af de ting, der vil tiltale moderne mennesker, er hans kærlighed til forskellighederne. Selv om han er berømt, har han en erfaring med ikke at føle sig hjemme nogen steder, og han har en fantastisk sans for det skæve, ikke bare børn, men også for skæve eksistenser. Han kan beskrive en fange i Kastellet, og i en af hans romaner kan man læse en næsten realistisk beskrivelse af den københavnske prostitution, i hvert fald så realistisk som man kunne tillade sig dengang. Andersen har så meget mere end alt det pyssenyssede, han efterhånden er spundet ind i«. »Han accepterer bare, at folk opfører sig mærkeligt eller anderledes end den definerede norm, for han føler selv, at han hele tiden er oppe mod en norm, der ikke kan rumme hans eget væsen, og derfor har han en enorm forståelse for det. Han kan føle sig ind i en lille piges hjertesorg, så man selv på 150 års afstand kan se sit eget barnebarn, og det skyldes efter min mening hans udsathed - at han er en eremitkrebs uden skal - hele tiden«. »Hans egen verden går jo også tit i stykker, og derfor er han heller ikke den forfatter, der kan lave en flot, sammentømret slutning, og hans romaner er også mere perler på en snor end en stor katedral. Han er den lille forms mester, og nogle af de store former er adderinger af de små former. Det gælder også hans rejseskildringer«, siger Klaus P. Mortensen. Han er selv meget begejstret for nogle af H.C. Andersens rejseskildringer, og han mener også, det blandt andet er her, man kan se forklaringen på, at hans tekster ofte bliver så utrolige flotte. »På et tidspunkt er han på rejse med digteren H.P. Holst, og hver gang, de har været ude for at se på et eller andet museum, går H.C. Andersen hjem og skriver omhyggeligt i sine notesbøger. Holst mener, Andersen gør sig til grin, men han kan ikke se, at det i virkeligheden er en meget professionel kunstner, der altid er på arbejde. Og da de kommer hjem, skriver Andersen en formidabel rejsebog, hvorimod H.P. Holst for længst er glemt«. »Jeg tror, Andersen hele livet blev opfattet som en, der skrev let og meget hurtigt uden at tænke så meget over det. Det er rigtigt, at han sjældent skriver om, men han tænker formentlig, mens han skriver, og han er jo altid på arbejde. Selv siger han, at han ikke formår at være til stede i nuet, og selv om han er der, iagttager han folk, som var han en flue på væggen. Måske tager det derfor ikke så lang tid at skrive, fordi han hele tiden har samlet stof ind, og så har han et besynderligt filter, som på en mærkelig måde får det ligegyldige siet fra, så guldklumperne ligger tilbage. Og derefter kan han skrive«, siger Klaus P. Mortensen. Ondt i tænderne Han kender eksempler fra H.C. Andersens værk, som viser, at et stof har ligget og simret i årtier, før det endelig fandt vej til en af hans historier. »Man kan se, at han i 1823 skriver om at ville være berømt, og han sammenligner det med at skulle gnave sig igennem en tyk bark, før man når ind til berømmelsen og den herlige saft. I begyndelsen, siger han, får man ondt i tænderne. Derefter skal vi frem til 1872, hvor han skriver 'Tante Tandpine', som måske er forfatterskabets mest suveræne tekst«. »Det er dybest set en tekst om, at berømmelsen ikke har været det hele værd. Man skal dog passe på med ikke at tage ham for kraftigt på ordet, for hans egen selvfortolkning er aldrig definitiv. Andre gange mener han, at han er tilfreds med sit liv, fordi han trods alt har fået lavet sit store værk. Der findes ingen sandhed om Andersen«, siger Klaus P. Mortensen. Det eneste, der synes sikkert om Andersen, er, at han ikke er sådan at sætte på formel. Heller ikke når det gælder eventyrene, hvor ingen af hans personer kan være sikre på, at forfatteren giver dem lov til at leve lykkeligt til deres dages ende. »Nej, han går ikke af vejen for en sørgelig slutning, og derfor kan man også blive arrig på dem, der harmoniserer ham, for han fortæller da nogle barske historier om døden, som vi i dag ikke læser op for børn, men hvorfor gør vi egentlig ikke det? Se eksempelvis på 'Historien om en moder'. I den historie kan vi se, at han oprindelig har skrevet en meget harmonisk slutning«. »Vi kan imidlertid også se, at han streger den ud, så der ingen trøst er at finde. Der er troen tilbage, men der er ingen vished om, at moderen genfinder sit barn, eller at barnet kommer i himlen. Andersen kan være sentimental, men han kan sandelig også være det modsatte, og han ved godt, at selv om vi ikke taler om for eksempel døden, så ligger spørgsmålene i os alle sammen. Også i børnene«.