Da Dan Turèll boede i Vangede, mødte han Arthur Lindholm. Formand Arthur. Arthur var en af de personer, forfatteren skrev om i sin berømmede bog 'Vangede Billeder'. Han var formand for områdets arbejdsmænd og specialarbejdere, men når han tog telefonen på fagforeningskontoret, indledte han altid på samme måde: »Arbejdsmændene«, sagde han, og så var udgangspunktet ligesom lagt fast. Portrætter af de døde Arbejdsmand og socialdemokrat var han. Og lige stolt af begge dele. I fagforeningen havde Arthur Lindholm den skik, at han hængte billeder af store, socialdemokratiske partiformænd op på væggen, når de var døde. På væggen tronede Stauning, Hedtoft og H.C. Hansen. Men Kampmann og Krag kom aldrig op. Glemte at være politiker Arbejdsmanden Arthur fik aldrig mulighed for at tage stilling til, hvorvidt Poul Nyrup Rasmussen skulle 'op' eller ej, men historikeren Søren Mørch har et kvalificeret gæt. Arthur ville aldrig have haft Nyrup op. Havde man haft mulighed for at spørge Arthur, ville han måske have fnyst eller himlet med øjnene. Måske ville han bare have sagt, at hans fingerspidsfornemmelse sagde ham, at Nyrup ikke passede sammen med Stauning & co. Hvis man spørger Søren Mørch, er årsagen, at Poul Nyrup Rasmussen glemte at være politiker. Statsmanden Stauning Nyrup og hans ministerkolleger beviste ganske vist, at socialdemokrater godt kan passe på pengene, og at de endda også kunne få arbejdsløsheden ned. Og oveni også var i stand til at gøre en flot figur internationalt. Alligevel, påpeger Søren Mørch, husker de færreste Nyrup som en stor statsminister. »Han var en dygtig tekniker, men han bliver ikke husket som en statsmand, for han efterlod sig ingen politiske bedrifter«, siger Søren Mørch. En mand som Thorvald Stauning tøver han ikke med at kalde statsmand. »Stauning var eksempelvis med Kanslergadeforliget i stand til at løse en afgørende konflikt mellem land og by, hvor betrængte landmænd fik støtte mod, at der til gengæld kom en sociallovgivning, som Socialdemokratiet reelt nok kunne tage æren for«, siger Søren Mørch. Gennemgang af 25 danske statsministre Han ser et klart tegn på Nyrups manglende evne til at agere i 'det politiske' felt i slutningen af hans statsministertid. Det var i den periode, Nyrup rejste rundt til partiforeninger med en rød bog, hvor medlemmerne kunne give deres mening til kende. Ifølge Mørch var ideen helt hen i vejret. »Det var jo ham, politikeren, partiets leder, der skulle have fortalt medlemmerne, hvad partiets politik gik ud på, og ikke omvendt. Han skulle have været i stand til at foreslå dem, medlemmerne, 'folket', de løsninger på problemer, som de ikke selv var i stand til at komme i tanker om«, skriver Mørch. I sin nye bog fuldender Søren Mørch sin gennemgang af 25 danske statsministre fra det seneste århundrede. Han afslutter med en gennemgang af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode, som han ikke kunne skrive om, da bogen '24 statsministre' udkom, fordi hans egen kone, Ritt Bjerregaard, dengang var en del af Nyrup-regeringen. Mistro til andre I bogen om Nyrup, der både udkommer som selvstændig bog og som en del af en opdateret version af '25 statsministre', gør Søren Mørch meget ud af at fortælle, hvordan Nyrup Rasmussen egentlig kom til magten, hvilket vil sige gennem en årelang tilknytning til LO, ikke mindst som funktionær. En funktionær, der måtte lære lektien i en organisation, hvor stilen ifølge Søren Mørch var, at man måtte udvikle evnen til at gå krogveje og altid omhyggeligt sløre sine spor. »Positioneringen i forhold til de andre var afgørende. Det afskar muligheden for at samarbejde med andre på lige fod - kun over/underordningsforhold talte. Konflikter skulle derfor altid skjules eller tilsløres«. »Under den rå, men hjertelige tone lurede bestandig en stor mistro til andre, en næsten paranoid frygt for at blive kigget i kortene, også selv om der ikke var det mindste at skjule. Og det fremmede helt bestemt ikke evnen til at træffe beslutninger eller til at stå ved sine beslutninger, når det endelig lykkedes at træffe dem«, påpeger Søren Mørch. Cand.polit.'ernes indtog i Statsministeriet Han medgiver, at Poul Nyrup Rasmussen på sin vis var en succes som statsminister, fordi han trods alt leverede varen for sit parti, hvilket vil sige regeringsmagten, som han havde i ni år. I sin nye bog ser Søren Mørch imidlertid også Nyrup som et meget klart udtryk for en udvikling, som i virkeligheden begyndte under Jens Otto Krag. Måske endda under Kampmann. Det vil sige cand.polit.'ernes indtog i Statsministeriet, der paradoksalt nok blev starte på det politiskes udtogsmarch samme sted. Søren Mørch blev opmærksom på fænomenet, da han for nogle år siden læste Bo Lidegaards biografi om Jens Otto Krag, og i et efterskrift til sin nye bog fortæller han, hvordan denne udvikling efter hans mening er accelereret gennem de seneste 40 år. Mere teknik end politik »Gennem årene har jeg oplevet, hvordan det næsten har været umuligt at forklare udlændinge, hvori forskellen bestod mellem den ene Poul og den anden Poul. Cand.jur. Poul Schlüter og cand.polit. Poul Nyrup Rasmussen«, siger Søren Mørch, og efterhånden har han fundet forklaringen. Forskellen var mikroskopisk, fordi de to et stykke hen ad vejen havde samme tilgang til 'det politiske'. Ifølge Mørch var det nærmest en fornægtelse, der eksempelvis af Schlüter blev slået fast ved at sige, at ideologi er noget bras. De to statsministre og flere med dem var ikke politikere, men mere teknikere. Sproget blev økonomernes. Fodre sig ud af konflikter »Polit'erne kom ind i politik med en opfattelse af, at bare de kom ned i samfundets maskinrum, så skulle de nok få drejet på de håndtag, de var brug for, hvorefter samfundsmaskineriet ville køre«, siger Søren Mørch. I sin bog mener han, at bagsiden ved den indstilling er, at konflikter og interessemodsætninger i samfundet på den måde nærmest forsvinder og bliver usynlige. Konflikter bliver noget, økonomer lige skal 'ordne' eller 'regulere«, siger han. Og han hentyder ikke alene til Nyrup. Han mener, der skete et stort skred, da J.O. Krag fik Danmark ind i EF, det nuværende EU. »Dengang lader Krag - og en hel håndfuld tidligere statsministre - som om afstemningen slet ikke har noget med politik at gøre, men at det kun er noget med flere tilskud til landbruget. Når de senere EU-afstemninger er blevet så underligt tilfældige, mener jeg, det skyldes, at man har fornægtet det politiske indhold«, siger Søren Mørch. Politik som socialteknologi Han griber igen tilbage til Formand Arthur fra Vangede, når han skal forklare, at politik ikke bare handler om, hvem der skal have mere eller mindre. »For Arthur var det ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt arbejdsmændene skulle have fem øre mere eller mindre i timen. For ham var politik også et spørgsmål om retfærdighed og værdighed«, siger Mørch. »Polit'erne fik solgt det budskab til politikerne, at politik var det samme som socialteknologi, der gik ud på at gøre samfundskagen større. Det var en misforståelse. Men synspunktet var, at hvis man gjorde samfundskagen større, slap politikerne for alt vrøvlet om, hvem der skulle have hvor stor en del af kagen«. Angst for konflikter »Når det er gået godt med den indstilling, skyldes det jo, at den økonomiske vækst i perioden har været så stor, at man næsten kunne gå på vandet. Havde vi været et fattigt samfund, kunne Danmark ikke tillade sig at føre angrebskrig i Irak. I en periode hvor væksten er høj, har man også råd til at omskrive det politiske til moral, uden at der sker andet ved det, end at folk bliver forvirrede«. »Man tror, man kan fodre sig ud af konflikterne. Men det efterlader et tomrum, som bliver fyldt op af noget andet, og man efterlader sig nogle problemer, der ikke bliver løst«, siger Søren Mørch. Han mener, at en af den forrige regerings helt store undladelsessynder er, at den ikke for alvor tog fat på problemer, der kunne blive ubehagelige at håndtere. Dem og os »Når Nyrup til Pia Kjærsgaard siger, at hun ikke er stueren, så er det et klart tegn på politik, der slår over i moral eller æstetik. Det nytter ikke noget, at man siger, at et problem har noget at gøre med at være stueren«. »Problemet væltede faktisk Nyrups forgænger, og det var et problem, der optog rigtig mange mennesker. Det er formentlig det vigtigste problem siden 1864. Man kan ikke nøjes med at sige, at det handler om en anden kultur eller en anden religion«, siger Søren Mørch. Han mener, det er en alvorlig fejl, at politikerne efterhånden har glemt 'det politiske', forstået som en bevidst skelnen mellem 'dem og os'. At det er en fejl, at politikerne ikke tør sige, hvem modstanderen er. Hvem fjenden er. »Det er ikke comme il faut i dag at sige, man har en fjende eller en modstander. Men er man ikke bevidst om, hvem fjenden eller 'den anden' er, så ved man heller ikke, hvem man selv er«. Problembarnet Dansk Folkeparti For Søren Mørch at se har Nyrup undladt at forholde sig til problemet med mange fremmede i Danmark, og måske har han ikke taget hånd om problemerne, fordi han dermed risikerede at komme til at stå side om side med Dansk Folkeparti. »Dansk Folkeparti siger med rette, at de var først til at tage problemet op, men de har taget problemet op ved at se på de fremmede som 'de onde'« »Når der er kommet nogle hundrede tusinde fremmede til Danmark er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt de er gode eller dårlige, men det indebærer nogle problemer, der skal tackles. Problemerne bekymrer mange borgere, og derfor skal de håndteres som et politisk problem«, siger Søren Mørch. 'Det politiske' forsvandt Han begyndte at skrive sit portræt af Nyrup og hans periode som statsminister, da Nyrup stadig var ved magten, og han mener ikke, det er en ulempe for en historiker at være tæt på de begivenheder, han skriver om. »Jeg skriver om Nyrup, som jeg skriver om Christian den Fjerde. Den historiske betydning er altid nutidig«, siger Mørch. Som historiker har han forsøgt at analysere, hvad Nyrup gennem årene har sagt og skrevet, og han forstår udmærket, hvorfor den socialdemokratiske leder ofte blev beskyldt for at have uld i mund. »Han formulerede sig ofte meget løst og meget upræcist«, siger Søren Mørch, der mener, at Nyrups problem også her kunne være, at han - og flere i regeringen med ham - overså eller fejlfortolkede 'det politiske'. At Nyrup & co. så sig som en regering, der gennemførte en politik, der var udledt af det virkelige livs sammenhænge. Ikke en specielt socialdemokratisk-radikal politik. Som Mørch ser det, blev Nyrup-regeringens beslutninger truffet ud fra en overbevisning om, at enhver regering, der var lige så kompetent og ansvarlig som Nyrups, ville have gennemført helt de samme konjunkturpolitiske tiltag. 'Det politiske' var med andre ord forsvundet. En ikke-mand Søren Mørch ved godt, at der måske om ti, tyve eller fyrre år kan komme historikere, der giver en helt anden vurdering af Nyrup, men han tvivler dog på det. Selv har han imidlertid leveret et noget andet syn på eksempelvis samarbejdspolitikeren Erik Scavenius, end han ville have gjort for 40 år siden. I dag giver han Scavenius høj vurdering for hans indsats for at dirigere Danmark smertefrit gennem besættelsen »Hvis jeg havde skrevet det for 40 år siden, havde jeg måttet finde mig et nyt job. På det tidspunkt var en mand som Scavenius jo 'den anden'. Modstanderen. Jeg oplevede det selv i 60'erne med et hold studerende, der havde et projekt med 1600-tallet«. »I den forbindelse besøgte vi Broholm Gods, hvor godsejeren var mægtig flink og gerne ville samarbejde med os. Da jeg kom tilbage på instituttet og fortalte det, troede de, jeg ikke var rigtig klog, for han var gammel nazist og havde endda været i spjældet for det. Han var blevet en ikke-person«. »Og hvis jeg havde skrevet det, jeg nu har skrevet om Scavenius, dengang i 1960'erne, så var jeg også blevet en ikke-mand. Dengang kunne jeg nu heller ikke have fundet på det«, siger Søren Mørch. Kongemordet I sin nye bog ser han også på, hvordan Poul Nyrup Rasmussen i sin tid kom til magten ved at vælte Svend Auken som partiformand, og det såkaldte 'kongemord' har Mørch en ret afslappet holdning til. »Flere har talt om, at Nyrup svigtede sine venner på vejen op. Men det mener jeg ikke, man kan sige, for den dimension - venner eller ej - handler politik slet ikke om«, siger Søren Mørch, og han refererer til USA's præsident Harry Truman, der engang skal have sagt, at hvis man vil have en ven i politik, skal man anskaffe sig en hund.