»På nogle områder er USA et af de forfærdeligste lande, der har eksisteret på Jorden«, siger Jonathan Franzen.

Stjerneforfatteren Jonathan Franzen hader sit land, og Trump har kun gjort det værre

På nogle områder er USA et af de forfærdeligste lande, der har eksisteret på Jorden, siger Jonathan Franzen, der er en af landets betydeligste forfattere og mest markante debattører.  Foto: Kürstein Benjamin/POLFOTO
På nogle områder er USA et af de forfærdeligste lande, der har eksisteret på Jorden, siger Jonathan Franzen, der er en af landets betydeligste forfattere og mest markante debattører. Foto: Kürstein Benjamin/POLFOTO
Lyt til artiklen

Jonathan Franzen, en af USA’s betydeligste forfattere og mest markante debattører, mener, at folk er så trætte af præsident Donald Trump, at han med stor sandsynlighed ikke bliver genvalgt.

»En hel del af dem, der fandt ham forfriskende i 2016, synes nu, at han er irriterende. Dertil kommer først hans forfærdelige mismanagement i forhold til covid-19 og så hans måde at reagere på Black Lives Matter-protesterne«.

I et stort interview i Politiken fortæller Jonathan Franzen om sit anstrengte forhold til den amerikanske klimabevægelse og sin kærlighed til fugle, men han er også optaget af Black Lives Matter-protesterne, som han hilser velkommen:

»Selv en, der er positivt indstillet over for Donald Trump, kunne i forbindelse med Black Lives Matter se, at hans optræden ikke fungerer, i forhold til hvad der er brug for, og hvad man forventer af en præsident«.

Jonathan Franzen elsker mange ting ved sit land, men USA’s racistiske magtstruktur får ham til at hade det:

»I hele mit voksne liv har en af væsentligste årsager til min følelse af ikke at være lykkelig haft at gøre med den systemiske racisme i mit land, herunder ikke mindst de 300 år med slaveri. Det gav nationen en tidlig moralsk fallit og skabte en magtstruktur, som blev forlænget og forstærket omkring 1945, da USA blev en supermagt og fortsatte med at gøre forfærdelige ting rundtomkring i verden«.

»På nogle områder er USA et af de forfærdeligste lande, der har eksisteret på Jorden. Af den grund er jeg mindre skræmt af nogle af de ekstreme dogmer, der er opstået omkring Black Lives Matter, end af andre dogmer. Det er på tide, at vi får denne samtale i samfundet. Hvis der er excesser i medierne og i gaderne, har jeg ikke tænkt mig at løfte stemmen i opposition mod dem. Jeg ønsker ikke at fremstå, som om jeg er i opposition til noget, vi har ventet alt for længe på, og som har været nødvendigt at tale om og ændre i meget, meget lang tid«.

Læs interviewet med Jonathan Franzen her.

Jes Stein Pedersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her