Årets nobelpristager i litteratur har engang sagt, at han enten er til minimalisme eller maksimalisme. Ikke til det, der måtte befinde sig midtimellem.
Det er en bemærkelsesværdig udtalelse fra en forfatter, der skriver skuespil og små tynde bøger, som favner tilværelsens helt store spørgsmål. Jon Fosses forfatterskab består af mange bind, men man kan have de fleste i en skotøjsæske. Hans landsmand, Karl Ove Knausgård, har skrevet tusindvis af sider om sig selv og er i gang med et prosaværk, der indtil videre fylder 2.000 sider. Fosse er til sammenligning minimalist, ikke ironman eller langrendsløber, men hans vingefang er ikke mindre.




























