Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De syv nominerede til Politikens Litteraturpris 2014 kommer hele vejen rundt i livets karrusel. Kilde: politiken.tv / Jes Stein Pedersen. Producer: Peter Vintergaard. Tegning: Mette Dreyer.

litteraturpris
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Syv værker dyster om Politikens Litteraturpris

Nu kan du stemme på, hvem der skal have Politikens Litteraturpris 2014. Læs mere om de nominerede her.

litteraturpris
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Meget mere end Karens far

Biografi. Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen. Ild og blod og Til døden os skiller. Gyldendal.

Verden kan gå under mange gange. Men hvor mange gange kan et menneske holde til at opleve det? Det spørgsmål stiller man sig selv, når man læser Tom Buk-Swientys 2-binds biografi om kaptajn Wilhelm Dinesen, der som yngste officer oplevede Slaget ved Dybbøl i 1864 for dernæst at tage del i eller overvære såvel den fransk-tyske krig 1870-71, den franske borgerkrig i 1871 som den russisk-tyrkiske krig i 1877-78.

Både i krig og i kærlighed gik godsejersønnen fra det ene nederlag til det næste – og slet ikke uskadt. Det ville være anakronistisk, men nok ikke forkert at karakterisere hans konstitution efter 1864 med diagnosen »posttraumatisk stresstilstand«.

Gang på gang opsøger Wilhelm Dinesen nye ekstreme situationer eller stikker af fra det hele, blandt andet helt til Wisconsins skove, hvor han lever som jæger blandt indianere.

I 1878 vender han definitivt hjem, køber fire gårde i Rungsted, gifter sig og får fem børn, deriblandt en datter, der mange år senere bliver verdensberømt under navnet Karen Blixen. Han skaber sig et renommé som forfatter, især via sine ’Jagtbreve’ her i Politiken, og han går ind i politik – uden at gøre sig gældende. I 1895 hænger han sig i et københavnsk pensionat, tilsyneladende uden at nogen får at vide hvorfor.

Det er dette rastløse, spontane og yderst fascinerende livsforløb, som Tom Buk-Swienty folder ud i en dokumentarisk fortælling på over tusind sider, og endda med en overrumplende slutning, hvor han præsenterer en ny og forholdsvis velunderbygget teori om Dinesens selvmord. Man bevæger sig igennem Europas krigshistorie og ind i dansk herregårdskultur og amerikansk nybyggerliv i denne 2-binds biografi om en mand, der forbliver gådefuld – »en Smule Fusentast og en Smule Digter«, som Georg Brandes kaldte ham.

Takket være Buk-Swientys biografi er Wilhelm Dinesen for alvor blevet en hovedperson i fortællingen om hans liv – og ikke blot en bifigur i fortællingen om Karen Blixen.

Man bliver så edderspændt

Vidnesbyrd. Maja Lee Langvad: Hun er vred. – Et vidnesbyrd om transnational adoption. Gladiator.

Uanset hvor man står i debatten om transnational adoption, overgiver man sig betingelsesløst til Maja Lee Langvads syngende bjergmassiv af en adoptionskritisk tekst. Maja Lee Langvad, der er uddannet på Forfatterskolen, adopteret fra Korea af danske forældre og en skarp aktør på den litterære debatscene, skriver, så man bliver nødt til at holde kæft og lytte efter.

Selv om det kan lyde trivielt, at hvert evige eneste af bogens mange korte afsnit indledes med ordene ’Hun er vred’, opleves gentagelsen hverken som monoton eller kunstlet. Men som en forfatters nødvendige greb for at kunne omsætte det ordløse, blinde raseri til noget andet. Til litteratur.

»Hun er vred over at være en importvare. Hun er vred over at være en eksportvare«, lyder bogens første udbrud, så hårdt, at man nærmest slår sig på det.

Men skridt for skridt – eller vredesudbrud efter vredesudbrud – opdager man nuancer i det, der først ligner sort, urokkelig vrede. Nogle gange får vreden undertoner af en paradoksal humor:

»Hun er vred over, at hun er både koreansk adopteret og lesbisk. Som om det ikke er nok at være enten koreansk eller lesbisk«. Andre gange træder den i karakter som råbende politisk:

»Hun er vred på den danske regering. Hun er vred på den sydkoreanske regering«. Og atter andre gange kryber den i fosterstilling, så fortvivlende tæt på sorgen:

»Hun er vred over, at hun er 30 år. Hun ville ønske, at hun var et spædbarn. Hvis hun var et spædbarn, ville det være naturligt for hendes mor at holde om hende«.

Forsøger man at udsætte teksten for socialpsykologiske tolkninger, stritter den imod. Forsøger man at bortforklare dens voldsomhed med ’særlige omstændigheder i den vrede kvindes opvækst’, ’ualmindelig inkompetente adoptivforældre’ eller andet, begynder den at stampe. Den vil ikke debattere, den vil høres. Og vel er teksten edderspændt rasende, men den er også edderspændt musikalsk. Et vrængende, syngende vidnesbyrd, et stykke formfuldendt litteratur i egen ret.

I pandebånd og løbesko

Roman. Helle Helle: Hvis det er. Samleren.

Denne gang har Helle Helle skrevet en rammefortælling, og rammen er mere dramatisk, end vi er vant til i hendes forfatterskab. Jegfortælleren er faret vild i en stor jysk skov: »Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko«.

Bare det lille »såkaldte« skaber den opmærksomhed på sproget, den lille distance, som også er en ny nærhed, til et helt almindeligt ord, så vi både klukker lidt og spidser ører.

På en måde skaber Helles prosa samme forhold til ordene som til personerne: De er både komiske og elskelige, vi både morer os og er bevægede over deres kejtethed, utilstrækkelighed, betydningsfulde meningsløshed.

Som nu det lige så tomme som ladede udtryk, der har lagt titel til romanen: ’Hvis det er’.

Fortælleren er ikke faret vild alene, fra første side står der en kvinde på skovstien, iført pandebånd, hoftebundet træningsjakke, tyggegummityggende. De to slår følge, og hurtigt udvikler situationen sig meget kritisk. Forkomne og forslåede tilbringer de natten sammen i et shelter, og nogen begynder at fortælle kvindens historie.

Lige så dramatisk rammen om kvindens historie er, lige så udramatisk er den selv: En uforløst ungdomskærlighed indløses og brister. Det er det hele. Men med fokus på detaljer, ikke mindst de akavede, lykkes det Helle at fremstille uforglemmelige stemninger fra dette tilsyneladende forglemmelige liv.

’Hvis det er’ giver læseren lyst til at flytte ind i Helles prosa og bare blive der, betragte menneskene på dén måde, lytte til deres ordknappe tale med dén opmærksomhed, dele deres skæve erindringer om tilsyneladende meningsløse detaljer. Alt det levede liv, alt det lige så banale som triste og muntre og bizarre, som ikke er der mere. Det hele er forbi, og det hele er lige begyndt. Den livsfornemmelse sidder som en sorg og et håb i læseren, når Helle Helles uforlignelige og ordknappe prosa har gjort sin dybdevirkning.

Modig og gribende

Biografi. Jens Andersen: Denne dag, et liv. Gyldendal.

Først måtte han vinde Astrid Lindgrens 80-årige datters tillid, så måtte han foretage et dybt dyk i Kungliga Bibliotekets arkiv, og så måtte han sætte et par år af i kalenderen, men så var resultatet også det hele værd. ’Denne dag, et liv’ er aldeles fremragende. Man troede, man kendte forfatteren til de elskede børne- og ungdomsbøger, men så foldede dette gribende værk nye sider ud af hendes lange liv.

Jens Andersen blinker ikke, når han bevidst lægger vægten et andet sted, end Margreta Strömstedt gjorde det i sin store biografi fra 1977.

Alle ved, at Astrid Lindgren voksede op i det smålandske bondeland, men Jens Andersen viser hende, som hun også var: en moderne kvinde, der måtte leve sit liv helt anderledes end datidens normer tilsagde. Og så viser han, hvor stor betydning den traumatiske adskillelse fra lille Lasse, som forfatteren måtte føde i dølgsmål i Danmark, fik for et forfatterskab, der er fuld af triste drenge. Og hvor stor indflydelse det omvendt fik, at Lindgren meget senere blev ven med hidtil ukendte tyske Louise Hartung.

Jens Andersen har en særlig evne til at nærme sig de mennesker, han skriver om. Han gør det respektfuldt, men også selvbevidst og med sans for at vinkle, så læseren føler sig taget nye steder hen. Og så går han til sit stof med denne veludviklede sans for, hvordan litteratur kan være med til at civilisere menneskers omgang med hinanden.

For Jens Andersen er sagaen om Emil ikke blot verdenslitteratur i egen ret, men et profetisk kunstværk, som sammen med Pippi bidrog til at demokratisere familielivet og slog et slag for den civilkurage, der er så vigtig. Som Emil sagde det, da han reddede sin elskede Alfred fra at dø af blodforgiftning: »Man bliver så stærk, når man skal«.

I ’Denne dag, et liv’ møder man Astrid Lindgren som trist og fattig ung mor, forholdsvis ung enke, magtfuld politisk aktivist, der i 1976 kunne bringe en regering til fald og depressivt anlagt forfatter til livskloge bøger.

Det er ikke enhver, der får lov at sætte et svensk nationalikon i scene på ny, men Jens Andersen behøvede ikke frygte noget. Modtagelsen af hans strålende biografi var lige så overstrømmende hinsidan som herhjemme. Selvfølgelig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her ruller der fårehoveder

Digte. Theis Ørntoft: Digte 2014. Gyldendal.

Der er noget i Theis Ørntofts ’Digte 2014’, der ligner så mange andre med rod i modernismens opbrydning af dagligsprogets sætninger. Der går »en sekssporet trafik af bakterier og traumer/ til og fra dette sindssyge minut«, kan han skrive. Eller »under asfalten ruller fårehovederne«, mens poeten ligger »søvnløs i Mælkevejen«.

Midt i den slags optræder pludselig et sprog, kendt fra en helt anden sammenhæng end poesiens: »For mig er samfundene døde«. Eller: »der er grænser for hvor høj arbejdsløshed et demokrati kan holde til«. Og »elsk mig for mine nødvendige nedskæringer« kunne det næsten være Margrethe Vestager, der havde sagt.

Det er ikke altid, det lykkes for Theis Ørntoft at få gnisterne til at springe mellem de to slags sprog, poetikkens og politikkens. Men når det sker, skimter man begyndelsen på et poetisk forfatterskab, der er kommet for at blive.

Det kan for eksempel være, når han fortæller verdenshistorien på små tyve linjer. Han begynder med stamceller, der »flyder hen over bunden af et fluorescerende ocean« i kridttiden, og ender med denne opfordring: »lad os lægge os på bunden af Marianergraven og læse vækstrater med infrarød støj i øjnene«.

I sådanne linjer bliver Ørntofts to sprog til ét, der vidner om en evne til at forene stærke sansninger med vrede, og oplevelser med opråb.

’Digte’ kan en poet kalde sin bog af to grunde. Fordi han ikke kan finde på en titel. Eller fordi han vil kappes med de største. Oehlenschläger, der udsendte sine ’Digte’ 1803, eller Johannes V. Jensen, der brugte samme titel i 1906. Som læser føler man sig tryg ved, at Theis Ørntofts motiv er at stille op til mandjævning. Hans ambitioner er tårnhøje, hans evner i de bedste af digtene på samme niveau.

Der er ikke så mange poeter, der kan få deres sprog til at spænde fra kridttiden til fremtiden, og fra Marianergraven til Mælkevejen. Der er få, der insisterer på at have vækstrater og kropsvæsker til at optræde side om side. Det er for denne ambition og for de gange, han lever op til den, at Theis Ørntofts ’Digte 2014’ er nomineret til årets pris.

Nuuk er også en landsby

Ungdomsroman. Niviaq Korneliussen: Homo sapienne. Milik Pubhlishing.

Velkommen til den nordatlantiske desperation! Niviaq Korneliussen fortæller med energi som en krysantemumbombe om fem unge fra Grønland, der har ondt i (køns)livet. Deres skæbner (og senge) krydser hinanden, for Nuuk er også en landsby.

Begivenhederne bliver belyst fra flere vinkler. Det er ikke altid lige stuerent, det der sker, og der bliver drukket igennem. ’Homo sapienne’ er en bog om køn og kærlighed. Med vægt på de alternative udgaver, men det er for så vidt ligegyldigt, for følelserne er jo de samme. Forfatteren har fået en vis omtale for sin konsekvente brug af ordet ’pølse’ om andet end en pølse, men ellers er ’Homo sapienne’ – sit raseri til trods – en øm, humorfyldt og blufærdig roman.

Niviaq Korneliussen mixer musik, sms, slang og engelsk i sin tekst. Det sker også i de hardcore ungdomsbøger, der udkommer en del af hernede i Syddanmark.

Niviaq Korneliussen er i familie med forfattere som Sanne Søndergaard, Louise Bach og Renée Toft Simonsen. Sikkert uden at vide det. Men ’Homo sapienne’ er også en ungdomsbog, og den hjælper og trøster, netop fordi det ikke er dens ærinde at hjælpe og trøste.

Man bliver klogere på køn og klima efter at have læst den, og når pigen Arnaq drikker for at blive »et dyr«, så forstår man hende godt. Det er nærliggende at sammenligne ’Homo sapienne’ med Yahya Hassans digte, der også er skrevet fra den blinde vinkel i ’verdens lykkeligste land’.

Men hvor de er tilbageskuende og harmdirrende, er Niviaq Korneliussens tekst desperat og søgende. Hendes personer vil fremad. Snarere minder ’Homo sapienne’ om Jakob Ejersbos Tanzaniabøger. Her er den samme sprudlende livslyst og sproglige leg. Jeg elsker ordet ’iggu’. Gæt selv meningen!

Historien slutter smukt som en skabelsesberetning, da en af bogens fem hovedpersoner, Sara, er med storesøsteren på fødegangen. Fuglene synger, forårssolen skinner og isbjergene kælver, så man oprigtigt tror på, at der findes en fremtid for i hvert fald nogle af disse fem (køns)forvirrede hoveder. Og den lille nye pige.

Et selvpromoverende, postkolonialt forord af Mette Moestrup er virkelig fejlanbragt.

Abeblod, fedt, sæd og talg

Roman. Harald Voetmann: Alt under månen. Gyldendal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At mennesket er et væsen, der i kraft af sin egen opløselige materie kun forgæves kan forsøge at skabe fast struktur i verden, lader til at være hovedtemaet i Harald Voetmanns forfatterskab. Denne gang er det på baggrund af renæssancens væskelære og verdensbillede, at Voetmann lader kroppens flydende materier og tågens vandige element opløse ethvert menneskeligt forsøg på videnskabelig systematisering.

Vi er på Tycho Brahes Hven, hvor tågen er det dominerende element: »Tågen er hinsides blomsterbedenes symmetri og enhver kosmisk orden«, som Voetmann lader den store astronom skrive i et brev til sin dødfødte tvillingebror.

Romanen bygger delvis på Tycho Brahes ’Meteorologiske Dagbog’, som blev ført af hans assistenter. Voetmann lader Tychos assistent fortælle om årets klamme gang på Hven, isprængt citater fra den autentiske dagbog. Assistentens beretning, fra januar til december, afbrydes af Tychos fiktive breve til tvillingebroderen (»du som var himmelbo fra spæd og aldrig så himlen nedefra«) og af to fantastiske pseudohistoriske tekster: Af Falk Falksen Gøyes Commentariolus til Apokalypsen, hvori det foreslås, at dommedagsilden ikke vil opsluge Jorden, men omdanne den til glas, og Af Erik Langes rejser, hvor vi hører, hvorledes alkymistens videnskabelige rejseselskab opløstes i rødvin, abeblod, fedt, sæd og talg fra hængte mænd.

Det er ikke bare renæssancens verdensbillede, Voetmann skriver os ind i, men også renæssancens sprog. Der udslynges eder på latin, der synges sjofle viser på renæssance-slang, og de lærdes replikker er af en udsøgt, uddød elokvens.

Voetmann binder de historiske eksistenser til kroppen og materien. Siderne flyder med kropsvæsker og døde dyr. Nyrehinder, øjenlåg og andet tyndstrakt skind holder kun nødtørftigt sammen på blævrende kropsmasse. Karaktererne er kreaturligt udleveret til et kønsliv, som får lusene i pubeshårene til at skamme sig. Det kan kun på det varmeste anbefales, at man mæsker sig i Harald Voetmanns humoralpatologiske udgydelser fra Uraniborg og omegn. De er intet mindre end sublime.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden