Afslutning. De sidste linjer fra digtet 'I dag'.
Foto: Christine Vierø

Afslutning. De sidste linjer fra digtet 'I dag'.

litteraturpris

I 'Hesteæderne' er det poesien, der er helten

To af Politikens lyrikanmeldere læser digtet 'I dag' fra Thomas Bobergs ’Hesteæderne’, der er nomineret til Politikens litteraturpris.

litteraturpris

Thomas:

»Jeg kan normalt ikke holde det ud, når digte rummer en for direkte mening. Læserbrevsdigte. Jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg så alligevel er fascineret af Thomas Bobergs Hesteæder-bøger. For han mener jo som bare fanden i de digte. Der er kaliffens folk og konsulens. Der er – i digtet her – ’os’, som æder heste, og så ’dem’ med halvmånen. Jeg tror, min fascination kommer af det sproglige billede: ’Vi’ bliver til bloddråber og ’de’ til et skarptslebet krumsværd. Det, og ’os’ og ’dem’, hænger unægtelig godt sammen her.

Er det derfor? Eller har jeg bare fået blår i øjnene?«.

Kizaja:

»Er læserbrevsdigte alligevel ikke også mere entydige, end tilfældet er her? Netop billedet med den blodstænkede sabel viser jo, at vi er helt ovre i den satiriske dystopi, fordi det brutalt karikerer ‘os og dem’ som forståelsesramme i det hele taget. I de næste linjer øjner hesteæderen sin skæbne på bunden af en ituslået flaske, og apropos blår i øjnene kan det vist godt give skår i øjnene. Jeg mener, selv om det er hesteæderen, der fører ordet i digtene, er han jo også en antihelt, der selv karikeres, er han ikke?«.

Thomas:

»Du har ret. Og hvis jeg ellers ikke har fået skår i øjnene, synes jeg, jeg kan se en lang tradition bag den antihelt, du har opdaget bag flasken, helt tilbage til den Herr von ThundernTrunk, som Johannes Ewald skåler med på sin høj. Og bruger – ligesom Thomas Boberg gør det – som påskud for at trække sig ud af den syvårskrig, han er på vej til at lade sig hverve til.

Sådan er det med poeter, de kan lide at sætte slagsmål i gang og bagefter betragte krigen gennem bunden af en flaske. Eller gennem poesiens bundne form«.

Kizaja:

»Ja, så poesien selv er vel trilogiens egentlige helt? Der kan yde de religiøse fanatikere og kapitalister, der altså slås om magten i digtenes dystopi, modstand. Digtet slutter:

» Fordi døden er den fest/ I holder/ er mit digt/ en magisk bønnespire/ i jeres anus«.

Thomas:

»Det er et godt sted at slutte vores samtale, det du siger om, at poesien selv er helten i digtene.

For poesien skal jo også være helten på Politikens litterære scene i de kommende uger op til uddelingen af årets litteraturpris«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden