Agnes er en gammel kvinde, hvis liv er ved at rinde ud, men hun har svært ved at give slip på det, ligesom hun også lige til sit sidste vil have en hånd om datteren Kirstens liv. ’Sortehusene’ er en roman om det vanskelige forhold mellem en mor og en datter. Vanskeligt, fordi hverken moderen eller datteren hører til de nemme i denne verden, idet de begge er kantede og udstyret med stærke viljer. Der er således mange muligheder for sammenstød og konflikter. Det er tydeligt, at der er groet mange konflikter i de to kvinders haver, og ingen af dem hører til de blide og medgørlige. Kravler ind i protagonisterne Vibeke Marx formår ganske udmærket at kravle ind i sine to hovedpersoner og at gengive deres tanker og følelser. Der er mange præcise iagttagelser af det vanskelige mor-datter-forhold, og hun formår også at give et godt og noget trøstesløst billede af tilværelsen på et plejehjem, selv om hjemmet hører til i den bedre ende af plejehjemsskalaen.
Vibeke Marx skriver i en konkret-realistisk stil, så læseren er fint til stede både i halvfugtige sommerhuse og på de kvalme sygestuer. Det, man som læser savner, er således ikke miljøbeskrivelser, men en lidt mere fængende og fængslende historie. Man er desværre, om ikke helt ligeglad med personernes liv og skæbne, så dog en lille smule indifferent. Det hele er lidt for net og lidt for kedeligt til rigtig at gribe læseren med det – om ikke ligefrem jernagtige greb, så dog den fortællermæssige krog, der får læseren til at glemme at se på uret og at slukke sengelampen.
