Det er faktisk forfriskende at læse en kinesisk roman, der ikke primært handler om kinesisk historie. Bevares, ’At leve’ runder da alt fra krigen mod japanerne til ’det store spring’ og kulturrevolutionen. Alligevel er der noget nærmest historie- og geografiløst over romanen, der hæver sig over den konkrete scene; et bondesamfund i Kina fra 1940’erne og frem, og som på en fuldstændig vital måde rammer mig, der sidder i Danmark i dag.
Mennesket i romanen er rigmandssønnen Fugui – lidt af en usympatisk slyngel, der pendler mellem det lokale horehus og kasino, og som endnu intet ved om livet. I et skæbnesvangert øjeblik spiller han familiens formue op og tvinges til et liv i fattigdom. Nu må han flytte fra sit palæ og leve som simpel bonde uden privilegier.
