I 2017 fejrer vi foruden Martin Luthers 500 år også, at det er 50 år siden, den danske børnebog blev fræk og nutidig med figurer som en cyklende myg eller bette Virgil fra Skanderborg. Det er nok så vigtigt med dén reformation også. Disse glade tegnere og fortællere havde jo forgængere, som banede barnevejen frem mod 1967 i tunge tider med krise, Hitler og kold krig. Uden dem var der nok ikke blevet cyklet eller fniset så meget.
Gyldendal sidder på det meste af skatkammeret, og det store forlag forvalter sit ansvar ofte og med tydelig glæde. Nu hedder den nye serie Originale Klassikere, og papirkvaliteten er overvældende, omslaget slagkraftigt og indholdet uovertruffent. Den første portion omfavner perioden fra 1942 til 1962. Fra ’Palle alene i verden’ til ’Drengen i månen’. Navnene er Jens Sigsgaard, Arne Ungermann og Ib Spang Olsen, og de står også på den reformpædagogiske platform, som bl.a. gav os en dansk version af Summerhill i form af Bernadotteskolen (hvor Ib Spang Olsen var lærer). Det her er ’overskudslitteratur’ produceret af ’overskudsmennesker’ med hang til leg og lyst.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























