Forleden kunne supermarkederne Bilka og Føtex fortælle, at de fremover vil have deres helt egen møbelserie. Bilka har igennem mange år solgt møbler, men det er første gang, at butikkerne vil have møbler, som ikke findes andre steder. Møblerne er skabt af den danske designer Bertil Stam, der driver designfirmaet Nofu og som også har tegnet møbler til Bolia, Sofakompagniet og BoConcept.
Linjen hedder Nofu og kan blandt andet findes på Bilkas hjemmeside og foreløbig kun købes online. Planen er dog, at møblerne også skal fysisk ud i butikkerne, så man kan se dem i virkeligheden, og det er vi mange, der glæder os til.




























