Der ryddes godt i skoven i disse dage, hvor både større og mindre træer falder. Inger Christensen, som døde forleden, havde både stærke rødder og en vældig krone, og når man har kendt hende i mange år som veninde og kollega, føles det smerteligt.

Hun var blandt de store enere, et af disse væsner, hvor poesien har sat sit stempel, så der ikke er noget at tage fejl af. Hun skrev og var, hun var og skrev. Folkelig i flad forstand kan man ikke kalde Inger Christensens digtning.