Min skygge kastes sort og ludende på lærredet, da jeg i biografmørket rejser mig fra rulleteksterne. Jeg kaster skygge, men det dystre følger med ud i solskinnet, som føles tyndt og skrøbeligt som glas. Jeg hører rotternes piben, men heldigvis er det blot fugles vinterpip.

Den nye ’Nosferatu’ har med andre ord virket efter hensigten. Robert Eggers’ genfortælling af den klassiske horrorhistorie om den transsylvanske blodsuger er både skræmmende og dyster. Visuelt frapperende og nøjagtig lige så weird, som jeg kunne have forventet af instruktøren af ’The Lighthouse’. Romantisk dødsdrift smeltet sammen med voks fra forvreden bodyhorror.