Fredag er bodilnomineringerne for 2025 blevet offentliggjort, og listens kategorier ser ikke helt ud, som de plejer.
For når Bodilprisen i marts løber af stablen for 78. gang, har flere ændringer nemlig indfundet sig.
For første gang bliver der i år uddelt en pris for Bedste Ensemble, der hylder præsentationen af et helt skuespilhold.
I kapløbet om at være det første hold til at vinde prisen er filmene ’Børnene fra Sølvgade’, ’Fuld af kærlighed’ og ’Madame Ida’.
Udvalgte nominerede:
Derudover findes priserne for bedste henholdsvis mandlige og kvindelige hovedrolle og birolle ikke længere.
I stedet er de blevet slået sammen til det mere kønsneutrale Bedste Hovedrolle og Bedste Birolle.
Med sammenlægningen af de kønnede priser er antallet af nominerede ligeledes blevet udvidet fra fem til syv i de to kategorier.
I nomineringen for Bedste Hovedrolleindehaver er Bodil Jørgensen, Gustav Giese, Nikolaj Lie Kaas, Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm, Viilbjørk Malling Agger og Flora Ofelia Hoffmann Lindahl.
Sidstnævnte er nomineret for filmen ’Madame Ida’, men er også nomineret som Bedste birolle for sin præstation i ’Birthday Girl’ sant i kategorien Bedste ensemble sammen med Karen-Lise Mynster og Christine Albeck for deres fælles præstation i ‘Madame Ida’.
Den 19-årige skuespiller har nu været Bodil-nomineret fire gange.
De nye kategorier blev annonceret i november. Dengang fortalte Nanna Frank Rasmussen, Forperson for foreningen Danske Filmkritikere, at ’selv en gammel dame som Bodil selvfølgelig skal følge med tiden’.
»Hvis Bodilprisen blev indstiftet i dag, kunne man næppe forestille sig, at nogle priser ville være kønsopdelte, mens andre ikke var. Kvaliteten af en filmpræstation afhænger ikke af en skuespillers køn, sagde hun.
Den film, der ved årets prisuddeling er nomineret i flest kategorier, er ’Fuld af kærlighed’. Den er nomineret i seks kategorier herunder Bedste Film.
Med i opløbet til at vinde den kategori er også filmene ’Birthday Girl’, ’Kalak’, ’Vejen hjem’ og ’Vogter’.
Den nye prisstruktur ved Bodilprisen er i første omgang vedtaget til en fireårig prøveperiode. I 2028 skal den evalueres på Danske Filmkritikeres generalforsamling.
Der skal uddeles 13 priser, når Bodilprisen 15. marts afvikles i Folketeatret i København.
ritzau/kultur@pol.dk




























