For en gangs skyld brød jublen ud simultant i Los Angeles og Moskva natten til mandag. Oscar-uddelingen fra selve hjertet af amerikansk populærkultur i Hollywood og særligt de fem Oscar-statuetter – blandt andet for årets bedste film – som gik til ’Anora’ med flere russiske skuespillere på rollelisten, vakte stor glæde i den russiske hovedstad.
For første gang siden Vladimir Putin for tre år siden indledte sin invasion af nabolandet Ukraine, var det amerikanske Oscar-show i nyhederne. Det blev ligefrem omtalt i morgenprogrammet fra det regimevenlige stats-tv, hvor særligt Jurij Borisov fik stor ros for sin birolle som bodyguard i filmen om en romance mellem en hovedrig og kynisk søn af en oligark fra Rusland og en stripper i New York. Filmen er instrueret af amerikanske Sean Baker.




























