Den populære julekalender ’Valdes Jul’ vender tilbage i december 2027 med en tredje sæson.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Heraf fremgår det, at optagelserne til den nye sæson, der er døbt ’Valdes Jul - Vogterens Hjerte’, allerede er begyndt.
Sidste gang julekalenderen rullede over skærmen var i 2025, hvor anden sæson ’Valdes Jul - Skovens Vogter’ blev set af over 1,2 millioner mennesker i gennemsnit per episode, oplyser TV 2.
»På TV 2 har julekalenderen en helt særlig betydning. Det er en af de største fortællinger, vi sender ud til danskerne, og vi ved, at den bliver en del af familiernes december og skaber minder, som mange tager med sig resten af livet«, udtaler Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der er senior executive producer hos TV 2, i meddelelsen.
ritzau