»Bekæmp bolignøden, BZ de tomme huse«. Det håndskrevne banner er spændt ud over den røde mur. Ud ad vinduerne hænger otte-ti unge med tørklæder for ansigterne, iført varmt tøj i vinterkulden – islandske sweatere og læderjakker. »Gadekamp! Gadekamp!«, lyder råbene taktfast fra gaden, og to skikkelser kravler op ad en stige og ind ad vinduet til de andre unge. Råbene fortoner sig, og det er nu en gruppe uniformerede betjente, der er i kameraets fokus. Med lyseblå kedeldragter, visirer og anspændte miner. Scenen er fra filmen ’bz’, der fortæller historien om 1980’ernes ungdomsoprør, set på tyve års afstand. Gennem film- og videomateriale – blandt andet fra politiets arkiver – samt gennem interview med tidligere besættere, politikere og ekspolitiinspektør Einer Lind, tegner filmen et portræt af bz-bevægelsen. Den er centreret omkring besættelsen af Ryesgade 58, men følger også demonstrationerne, fællesmøderne og opbygningen af barrikader ved det besatte kloster i Abel Cathrinesgade, kampene mod politiet under besættelsen af Mekanisk Musik Museum, indtagelsen af overborgmesterens kontor og af huset Allotria, hvor bz’erne undgik konfrontation med politiet ved at grave sig ud gennem en tunnel. Tåregas og barrikader Gyda Heding var dengang 15 år og knaldende rødhåret gymnasieelev. Hun var med fra begyndelsen i Ini’tivgruppen for et Ungdomshus – der startede hele bz-bevægelsen – og forsøgte at få forhandlet et ungdomshus igennem hos politikerne. I dag er Gyda Heding socialrådgiver, naturligt lyshåret og ansat i Københavns Kommune. Men det faste blå blik og indignationen over de kommunale politikeres manglende forståelse for de unge er intakt. »I dag er det nogle andre politikere, men strukturerne er de samme. Jeg synes stadig, at det er forkert, at unge ikke kan lave deres egne rammer, være sig selv og skabe ting på tværs af voksne og systemer. Vi viste dengang, at det kan lade sig gøre«, siger Gyda Heding, der heller ikke i dag tvivler et øjeblik på, at bz’erne gjorde det rigtige ved at tage sagen i egen hånd. »Vi havde retten på vores side hele vejen igennem. Vi forsøgte at forholde os politisk til en boligpolitik. Og vores angreb var ikke personligt rettet mod den enkelte politibetjent«, forklarer Gyda Heding med henvisning til den kamp mellem bz’ere og politi, som den politiske diskussion udviklede sig til. I filmen ser man, hvordan de unge med sorte hætter og mørkeblå kedeldragter brækker veje op, vælter skurvogne og bygger barrikader under nærmest militærisk styring. En anden scene viser to politibetjente lægge geværer til kinden og skyde tåregas ind ad vinduerne i et besat hus. Bz’erne løber hen til vinduerne, skriger og græder. Så svarer de igen ved at kaste toiletter og brosten mod betjentene, der nødtørftigt beskytter sig med deres skjolde. Hvorfor blev det så voldeligt? »Det var et udtryk for frustration. Og at vi havde erfaret, at vi fik lov til at blive, hvis vi var tilstrækkelig militante. Endelig var det en konsekvens af dårlig politisk tackling af problemet. De kørte sådan noget: dem og os«, forklarer Gyda Heding, der i alt boede otte år i besatte huse. At gå over stregen Tidligere politiinspektør Einer Lind var en af dem, der måtte tage imod brosten og andre kasteskyts fra de hætteklædte unge i vinduerne. »Bz’erne ville have konfrontation. De planlagde det lang tid i forvejen, og der gik rygter om, at de trænede og fik forstærkninger fra læreanstalterne. De ville påvise, at politistaten eksisterede i Danmark. De var så søde og pæne at se på, når de var alene. Men når de tog deres hætter på, skete der noget. Så var de ikke længere en del af samfundet, og de teede sig som vilde dyr«, siger Einer Lind, der gennem sine 36 år i politiet oplevede en del husrydninger – fra midt 70’erne og til 1986, hvor bz’erne frivilligt forlod huset i Ryesgade. Selv om han forstår de unges frustration over politikernes manglende vilje til dialog, føler han klart, at de gik over stregen. »Det startede fornuftigt, og var de blevet ved sådan, havde de holdt meget længere. Men der er altid nogle, der vil kampen, revolutionen. Bz’erne holdt jo fællesmøder, hvor de skulle være enige om alt mellem himmel og jord. Men de kunne ikke styre tropperne og tanken om at skabe et godt sted endte i skidt og møg. Gaderne blev brækket op og butikker omkring det besatte hus i Ryesgade blev ødelagt og plyndret«, siger han. Kampen mod politiet blev en central del af bz-bevægelsens identitet, mener Einer Lind. Da politiet holdt op med at bekæmpe de unge med skjolde og tåregas for i stedet blot at overvåge det besatte Ryesgade og barrikaderne, havde de unge ikke længere noget at være sammen om, mener han. »De sad og ventede på, at vi kom. Men de opdagede, at der ikke skete en skid. Der kom ikke nogen. Derfor døde deres ideer. Folk sivede og til sidst sad de fem-seks stykker og gloede på hinanden. Det er som små børn, der bygger en hule i skoven og lader som om, de kæmper mod nogen. De mistede kampen og dermed også deres identitet«. Et helstøbt liv Gyda Heding er uenig. Kampene mod politiet er kun en lille bitte del af historien om bz-bevægelsen. Det handlede frem for alt om solidaritet – om at skabe et fællesskab, hvor der var plads til alle unge, på tværs af baggrund og systemer. »Bz var et helstøbt liv. Vi var kærester, elskede hinanden, spiste, sov, holdt gode fester og lavede alle de dagligdags ting sammen. Den tid repræsenterede et fællesskab. Vi havde det sådan, at alene er du ingenting, men sammen er vi noget. Der var en stemning af, at vi skulle noget sammen. Når vi blev tvunget til at flytte fra et sted, besatte vi bare et nyt hus, og når politiet tåregassede folk, blev vi endnu flere«, fortæller Gyda Heding Men hvorfor forlod I så huset i Ryesgade?
»Folk var trætte og mange troede ikke, vi ville vinde huset«, siger Gyda Heding og fortsætter: »Men jeg synes altså bare ikke, bevægelsen stoppede. Det handler også om, at man bliver ældre og gør nogle andre ting på en anden måde. Mit liv har tråde tilbage til det, der skete dengang. Og når jeg oplever, hvad der sker i dag er fællesskaberne og miljøerne omkring de unge der stadig. De har bare taget andre former. Unge i dag har også brug for noget, der er større end dem selv. Følelsen lever videre. Og Københavns Kommune, der nu har solgt Ungdomshuset – oven i købet til en religiøs sekt – må ændre sin beslutning. Det er en om’er!«
