Lur mig, om ikke filmen om filmen engang bliver drejet. Altså filmen om Sylvester Stallones ’Rocky’ fra 1976. Thi ligesom der er lavet film om ’Borte med blæsten’, ’Citizen Kane’ og ’Casablanca’, er hele skæbnen bag filmen ’Rocky’ båret frem af samme stof som den amerikanske drøm; taberen, som forstod at forvandle det stof, B-film er skabt på, til en storfilm, ingen havde drømt om. Nemlig Sly, som præcis efter denne film blev til filmstjernen Sylvester Stallone. Historien er rørende. Stallone, født i 1946 i et samspilsramt hjem af italiensk herkomst i New York, hvor gangstere, boksemanagere og alfonser finder deres lærlinge og gorillaer, ryger ind og ud af mindst en halv snes institutioner i løbet af sine elleve første år.
Brando er forbillede
Ingen skoler kan lære ham noget, ingen skoler vil beholde ham, stort set al hans undervisning sker på bekostning af forskellige fosterhjem.
Men Sly er en sej fyr, muskuløs og tung i betrækket med knogler støbt i beton. Således får han faktisk et stipendiat til en amerikansk skole i atletik i Schweiz. Og mens han løfter vægte, løber sine kilometer og sveder liter af kropsvæske i styrketræning, vokser hans drøm om at blive skuespiller. Sådan en rigtig en, som kan citere Shakespeare uden at læspe og spille Strindberg uden at smile. Ja, finde en metode, som kan gøre denne spaghettidreng til noget andet end parmaskinke. Nemlig Marlon Brando, som fra begyndelsen er Stallones forbillede som skuespiller.
Latin lover
Vi spoler lidt frem. Sly har gået på skuespillerskole og samtidig været pizzadreng, der kan svinge dejen op i luften som en anden pandekage, smile til kunderne med latinsk accent over sine vokaler og elegant drysse parmesan over det hele med samme standhaftige hånd, som når Vorherre lader det sne oppe i de riges Vermont.
Han er atter tilbage i New York her i begyndelsen af 70’erne, hvor roller som store italienere ikke hænger på skyskraberne endsige dominerer de små teatre både på og off Broadway. Men så er der altid pornoindustrien, hvor der altid er brug for en latin lover med store armbevægelser og et stort skridt, helst som en stud fra Sydeuropa, The Italian Stallion. Happy End Stallone indspiller levende billeder af den sleske type, som kunne blive døden for enhver up and coming skuespiller for altid. Men der skal jo tomatsovs på pastaen, konen er gravid, og det store gennembrud er langt væk. Jo, i 1975 får han nok sin hidtil bedste rolle som en liderlig italiensk gigolo i genindspilningen af Raymond Chandlers ’Farvel min elskede’.
