Hvis der var en film, der skilte vandene ved dette års filmfestival i Berlin, så var det Zack Snyders filmatisering af Frank Millers tegneseriealbum ’300’. »En milepæl i filmhistorien«, rapporterede Søren Vinterberg i denne avis. »Lige så voldelig som ’Apokalypto’ og dobbelt så fordummende«, skrev The New York Times. Mens andre medier skiftevis besang filmen som »banebrydende og nyskabende« eller forbandede den som »fascistoid og splatterromantisk«. Fascistisk tankegang Og nu bliver ’300’ så angrebet fra en helt anden og mere alvorlig kant. I sidste uge anklagede repræsentanter fra den iranske delegation ved FN i New York filmen for at være »bevidst historieforfalskning fra vestlig side med det ene formål at dæmonisere Iran«. De seneste angreb kendte filmens instruktør, Zack Snyder, af gode grunde ikke, da jeg mødte ham under filmfestivalen i Berlin. Men han var allerede på det tidspunkt blevet konfronteret med beskyldningerne om, at filmen repræsenterer en fascistisk tankegang på grund af dens forherligelse af børns opdragelse til at gå i krig. Og at den skulle være en skjult støtte til George Bush-regeringen og dens krig i Irak.
Bekymret for de unge
»Der er nogle mennesker, der mener, at dette er en fascistisk propagandafilm. Det er absurd. Tænk, at jeg skulle blive kaldt fascist. Det var det sidste, jeg havde troet«, siger Zack Snyder, som fik sit store gennembrud for et par år siden med en remake af den gamle splatterfilm ’Dawn of the Dead’.
»Jeg var slet ikke klar over, at filmen var så god. Jeg havde ingen anelse eller intentioner om, at den skulle kunne ændre folks liv. Som en masse mennesker åbenlyst er så bange for vil ske – især er man bekymret for det helt unge publikum, som ser filmen«.
»Sådan har jeg slet ikke tænkt. Mine intentioner med ’300’ har bare været at lave Frank Millers tegneseriealbum om til en film. At veksle hans fantastiske tegninger til levende billeder. Handlingen må Frank Miller stå inde for. Jeg kan jo ikke på den ene side lave en del af hans historie, og så skifte andre dele ud. Sådan fungerer det ikke«, siger Zack Snyder.
Så er det altså Frank Miller, der er fascist?
»Det vil jeg ikke sige. Nej. Hør nu her – jeg ville kunne forstå kritikken, hvis jeg havde lavet en film, som påstod, at dette er virkelighed. Franks bog og min film er godt nok bygget over en historisk hændelse, nemlig slaget ved Thermopylæ 480 år før vores tidsregning. Men der er tale om en slags animation. Det ligner ikke virkeligheden, og det skal det heller ikke. Come on, man. Det hele er forstørret op. Som en slags opera«, siger Zack Snyder, mens han ryster på hovedet.
Virus-marketing
Og i virkeligheden kan Zack Snyder og filmselskabet Warner Brothers være fløjtende ligeglade. Og grine hele vejen hen til banken. For selv om de såkaldte sandalfilm – såsom Oliver Stones ’Alexander’, Wolfgang Petersens ’Troja’ eller Ridley Scotts ’Kingdom of Heaven’ – ikke har været de forventede succeser, så har ’300’ i den grad sprængt alle forventninger.
Warner Brothers havde optimistisk forventet en omsætning på omkring 35 millioner dollar i filmens premiereuge i USA. Den blev over det dobbelte. Og overalt hvor ’300’ får premiere, slår den alle tidligere rekorder for den slags film.
Det skyldes bl.a., at Robert Rodriguez har banet vejen med sin filmatisering af en anden af Frank Millers tegneseriealbum, ’Sin City’, for et par år siden. Og så nyder ’300’ godt af den såkaldte virus-marketing. Spredt til hele verden Virus-marketing er dybest set den gamle mund-til-øre-propaganda. Blot er den langt mere effektiv og omsiggribende, fordi den nu foregår via mobiltelefoner, weblogs og websites.

























