De behøver måske slet ikke vente så længe og håbe på, at der er løn til dem i himlen. Hvis en række af Hollywoods markante instruktører har følt sig misforstået, kommer chancen nu for at genvinde noget troværdighed – kommercielt og/eller kunstnerisk. Se nu de to Coen-brødre, der har trådt dødvande siden ’The Man Who Wasn’t There’ og ’O Brother, Where Art Thou?’ og nu her først på året præsenterer deres bredskuldrede neo-noir-western 'No Country For Old Men' med Tommy Lee Jones og Javier Bardem.
Lige så galt har det stået til med Steven Soderbergh, der var 90’ernes indie-darling, men for længe har lænet sit ry op ad den letbenede ’Ocean’s’-serie, 11, 12, 13 osv. I 'The Argentine', der vises for første gang i Cannes i år og får dansk premiere mod årets slutning, spiller Benicio Del Toro Che Guevara, og filmen følger Batistas fald fra magten i Cuba. Mindre end underholdende og elegant bliver det ikke.



























