De blodsprængte øjne åbner sig langsomt. Huden omkring dem er hævet og blå-lilla. Læberne er sprukket i brede sår, dér hvor knytnæveslagene har mast dem ind mod tænderne. I panden er silende blod fra en flænge i hovedbunden størknet på sin vej mod den skæve næseryg. Sådan bliver publikum i allerførste billede præsenteret for Lena, hovedpersonen i instruktøren Åke Sandgrens nyeste film, ’Den man elsker’. I et langt, ubehageligt close-up bliver det grimme resultat af de voldsomme tæsk, hun endnu en gang har fået af sin kæreste, Hannes, mejslet ud for os.

Trygheden og roen
Dernæst tvinges vi gennem Lenas bedste veninde til at indtage en holdning: Når en mand har gjort sådan noget ved sin kæreste eller hustru – når han på det nærmeste har tæsket livet ud af hende – så er der vel kun en ting at gøre. Så skal hun forlade ham, flygte fra ham og aldrig vende tilbage. Det er da det eneste rigtige. Ikke?

Det kan Lena bare ikke. Da Hannes bliver løsladt fra fængslet, hvor han har modtaget terapi for sin voldelige adfærd og lovet sig selv aldrig mere at opsøge den kvinde, han har gjort så meget ondt, ser hun ham tilfældigt på gaden – og det ender med, at hun opsøger ham.

Selv om hun har fundet trygheden og roen hos en ny kæreste, den ældre Alf, så er der noget dybt inde i hende, der simpelthen ikke kan lade Hannes være. Kærligheden overvinder alt Det tunge tema i ’Den man elsker’ er med andre ord voldsramte kvinder, der på trods af resten af verdens advarsler håber på, at de mænd, der har gjort dem fortræd, har forandret sig, og at kærligheden mellem dem har overlevet. Og filmen antyder ganske kontroversielt, at begge ting kan lade sig gøre. Åke Sandgren, er dit budskab med filmen simpelthen, at kærligheden overvinder alt – selv vold? »Det kan man godt sige. Det er i hvert fald filmens vejviser eller forhåbning. Dem, der normalt ser den her type konflikter udefra og ser en forsoning som noget helt uhørt, skal se, at det rent faktisk kan løse sig«.