Hype 20.000 har købt billet til Indiana Jones

20.000 danskere har indtil videre sikret sig billet til premieren på den første Indiana Jones-film i 19 år.
20.000 danskere har indtil videre sikret sig billet til premieren på den første Indiana Jones-film i 19 år.
Lyt til artiklen

Der var kø ved Imperial og telefonstorm i billetkontoret, da billetterne til Harrison Fords comeback som arkæologen og eventyrhelten Indiana Jones blev sat til salg i går aftes.

Omkring 20.000 danskere sikrede i løbet af et par timer sig billet til 'Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull'.

Alligevel er der stadig masser af billetter tilbage til premieren på filmen, som filmnørder har ventet på med længsel, siden Harrison Ford sidst svingede pisken for 19 år siden.

Billetter til alle biografer
»Selv om forsalget startede så godt, skal det ikke afholde folk fra at ringe ind og bestille billetter. På et eller andet tidspunkt bliver premiereaftenen selvfølgelig udsolgt, men vi har afsat ekstremt meget kapacitet til den her film, og der er stadig gode billetter tilbage i alle biografer«, fortæller bookingchef hos Nordisk Film, Christian Rønnow.

Syv timer i kø
Det var hardcore Indy-fans og almindelige filmnørder, der i går stod i kø i seks til syv timer foran Imperial-biografen for at sikre de bedste billetter til åbningsaftenen på årets filmbrag.

Og der har da også været ekstremt stor interesse omkring forsalget til den nye Indiana Jones-film, fortæller Christian Rønnow.

»Der har været virkelig meget telefontrafik angående den her film. Folk begyndte allerede at ringe ind for et år siden og spørge, hvornår forsalget startede, og om det ikke var mulighed for at købe billetter nu«.

Eventyrlige Indy-dekorationer

Der er gallapremiere på 'Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull' i Imperial allerede onsdag den 21. maj klokken 21 for særligt indbudte gæster.

Biografen pynter i den anledning foyeren op med eventyrlige dekorationer. De får lov til at blive stående de følgende dage, så de forventningsfulde biografgængere kan komme i den helt rigtig Indy-stemning allerede, inden de tager plads foran lærredet.

Filmen vises for almindelige publikummer første gang torsdag den 22. maj fire minutter over midnat i blandt andet Imperial og Empire Biografen på Nørrebro. Senere på dagen kan den ses lige fra om formiddagen til midnat.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her