Den danske astronom Tycho Brahe måtte emigrere.
Den italienske fysiker og astronom Galileo Galilei blev idømt livsvarig husarrest. Og den italienske filosof og digter Giordano Bruno blev simpelthen brændt på et bål i Rom i 1600.
Så voldsomt gik det til, da naturvidenskaben under renæssancen udfordrede den kristne kirke og i sidste ende grundlagde det moderne verdensbillede.
Fortælles letforståeligt
I Lars Becker-Larsens nye film ’Den bevægede Jord’ fortælles den historie beundringsværdigt letforståeligt.
Det er bare at læne sig tilbage og blive undervist i det gamle stof, også selv om man slog hovedet fra i de naturfaglige timer i folkeskolen og fuldstændig har svedt formlen for loven om tyngdekraften ud.
Omvendt er filmen måske ikke noget for mennesker med dybtgående forhåndsviden om alt det, mægtige mænd strides om i mange år efter, at astronomen Nikolaj Kopernikus i 1543 fandt ud af, at Jorden ikke er verdens centrum, men bare en planet i kredsløb om Solen.
Man kan savne lidt flere nutidsrelevante perspektiver, eftersom religion jo ikke ligefrem er gledet i baggrunden i de senere år. Men der er også grænser for, hvor meget man kan fortælle og vise på 52 minutter.
Bidrag til Unesco
Lars Becker-Larsen har tidligere vist sig at være en dygtig formidler af indviklet stof. Hans ’Københavnerfortolkningen’ fra 2004 tog udgangspunkt i Niels Bohrs og Albert Einsteins modstridende fortolkninger af kvantefysikken.
For den film modtog han flere priser, og omkring 8.000 danskere så den ved visninger og foredrag rundt i landet. Hans nye film er det første danske bidrag til Unesco’s såkaldte Year of Astronomy 2009.
Selvsagt gør ’Den bevægede Jord’ ingen nye opdagelser. Og eftersom det meste af filmen foregår århundreder inden, kameraet blev opfundet, har Lars Becker-Larsen været nødt til at lege med genskabelser af fortiden for at kunne vise billeder af de vise mænd.
Opfindsomheden må have været i sving, så han for eksempel kan fortælle en levende historie om dengang, det lykkedes Edmond Halley at udregne en komets bane i solsystemet, hvorfor kometen kom til at hedde – Halleys komet.
Men det lykkes varieret ved hjælp af mange meget flot filmede rekonstruktioner af, hvad der foregik.
Indimellem bruges der billeder af gamle latinske protokoller, skulpturer, animationer af solsystemet og ikke mindst interview med nulevende videnskabsfolk fra Vatikanets observatorium og universiteterne Cambridge og Harvard.
Bruno på bålet
Det er katolikken fra Vatikanets observatorium, som fortæller, at begivenhederne trækker spor helt frem til vores tid. Først i 1992 kom Johannes Paul II med en officiel beklagelse af processen mod Galilei og udtrykte sorg over, at man brændte Bruno på bålet.
Hverken katolikker eller protestanter ville anerkende, at det er Solen og ikke Jorden, der er universets centrum.
I Rom havde man ligefrem en mand, der blev kaldt ’kætternes hammer’, fordi han havde til opgave at revse de mænd, der arbejdede intenst med matematik, fysik, alkymi og astronomi.
Påstod, at Jorden er en planet
Men videnskabsmændene blev ved. Interessant nok var der egentlig ikke så mange af dem, men de formåede at lade deres arbejde gå i arv til den næste og på den måde foretage en form for kommunikation, også på tværs af århundreder.
Det var i 1543, at Nikolaj Kopernikus påstod, at Jorden er en planet i kredsløb om Solen.
Den kættersk bedømte opdagelse var grundlaget for, at fysikeren, matematikeren og astronomen Isaac Newton knap halvandet hundrede år senere kunne formulere den revolutionerende lov om tyngdekraften.
Når nu kirken regnede naturvidenskaben for kættersk, viste videnskabsfolkene så omvendt foragt for det guddommelige? Overhovedet ikke.
Interessant, også i relation til nutiden, var de vedholdende videnskabsmænd for fleres vedkommende netop optaget af forholdet mellem naturen og Gud.
For Isaac Newtons vedkommende havde han et passioneret forhold til det okkulte, fremgår det af filmen.
Fantastiske ord
Selv om Lars Becker-Larsen formidler sit stof, så alle kan følge med, bliver man ikke talt ned til.
Der er masser af fantastiske ord og begreber. Nogle af de fascinerende er ’Stjerneborg’, ’kanonkuglebevægelse’ og ’kosmologi’.
Flere af videnskabsmændene var også digtere, og man må sige, at de kunne deres astronompoesi.
Derudover vises i ro og mag titler, man skal være latinkyndig for ikke at kløjes i. Som ’Principia Mathematica Philosophiae Naturalis’, der blev Newtons hovedværk.
Det var i øvrigt ham, der engang formulerede sin gæld til tidligere kolleger på følgende måde: »Hvis jeg har set længere end andre, er det, fordi jeg har stået på skuldrene af giganter«.
