Der er julelys og benovelse i øjnene på ham, da han fortæller, at han på ekstramaterialet til dvd’en til ’Gandhi’ hørte Ben Kingsley og Martin Sheen fortælle, at det, det handlede om, var at glemme de 50 folk rundt om kameraerne, glemme alt om selve kameraerne og om replikkerne.

Og så bare gøre det. »Se, det er skuespil«, havde deres pointe været. »Fuck, det kunne være vildt at nå dertil en dag«, siger Cyron Melville og er sådan helt stille. »Meeeen, der er langt endnu, før jeg er Ben Kingsley«. Afgørende rolle I en alder af 25 er han dog ved at lægge en slags grundsten, er unge Melville. I psykodramaet ’Vanvittig forelsket’, der får premiere i biograferne i morgen, er han udset til at bære filmen på sine skuldre, så afgørende er hans rolle. Og lidt tørt siger han om sin rolle: »Så fik jeg bevist, at jeg også kan være mørkhåret!«. Det må være både godt og ondt at være så køn som Cyron Melville. Alt det gode er selvindlysende, men altid at skulle bære rundt på prædikater som ’ham den cute med de røde krøller’? I de to rockbands, han spiller i, er han trommeslager og ikke glamourdyret i fokus, men som en proklameret kommende filmstjerne er der ingen steder at gemme sig. De mørke kræfter »Jeg synes, den kan noget, det må jeg indrømme«, siger han blufærdigt om ’Vanvittig forelsket’, hvor han spiller Daniel, der studerer på musikkonservatoriet for at blive koncertpianist og føler sig draget af mørke kræfter inde i sig selv. Hans egen far var berømt pianist, men forfulgt af dæmoner og begik selvmord, og da han forelsker sig i en ung cellistpige, mærker han, hvor nemt det er at miste kontrollen over sig selv. De film og tv-serier, Melville har lavet, siden han var lillebitte, har ikke peget frem i retning af en fuldt udfoldet dramatisk rolle som Daniel. »Og jeg har jo sådan set ingen teknik som skuespiller, for jeg har jo aldrig studeret her. Men lidt erfaring har jeg jo fået efterhånden, og jeg har en far, der er skuespiller, så ... Men jeg skal altså have gang i noget mere teknik«, siger han og lyder ærgerlig, lidt irriteret på sig selv. »For det kunne være fedt at have nogle redskaber. Det tager virkelig hårdt på mig at lave sådan en film her, og jeg tog det som en form for terapi og en mulighed for at komme indenfor i en verden, der er så ekstrem, og hvor jeg aldrig havde været før«. Frikadellemad i præcise trekanter Melville fulgte en ung konservatoriestuderende for at aflure ham, hvordan det var – fysisk såvel som psykisk – at være sådan en som ham.