Det drejer sig om svindel for næsten en halv million kroner. Om en sigtelse fra bagmandspolitiet. Og om mulig fængselsstraf på op til halvandet år. Ovenstående lyder mere som en thriller end som en smal kunstfilm. Men det er ikke desto mindre elementer af handlingen i den fortsatte historie om svindelsagen i en af Danmarks mest legendariske art cinema-biografer, Øst for Paradis i Århus. Det er biografens tidligere direktør Ole Bjørn Christensen, som nu er blevet sigtet for økonomisk kriminalitet af statsadvokaten, også kaldet bagmandspolitiet. Og han risikerer op til halvandet års fængselsstraf, hvis retten 27. januar 2011 dømmer ham skyldig.
»Han er sigtet for at overtræde straffeloven om formueforbrydelser og kan dømmes efter straffelovens paragraf 289a. Her er strafferammen bøde eller fængsel ind til halvandet år. Der er altså mulighed for bødestraf såvel som fængselsstraf«, siger statsadvokatassessor Eva Krakau, der skal føre anklagesagen mod Ole Bjørn Christensen.






























