I den premiereaktuelle ’London River’ blæser et moderne, multikulturelt London fremmedfrygten ud af den mimrende heltinde i skikkelse af Brenda Blethyn og helt tilbage til den britiske imperialisme, hvor Big Ben stod i verdens centrum. I ’London River’ er Big Ben ikke længere verdens centrum – det er ikke engang centrum i et London, hvor de mange forstæder og kvarterer danner en kompleks topografi af forskelligartede verdener, folk, religioner og kulturer. Men det er stadig en medspiller i filmens drama, ligesom det har været det siden filmindustriens begyndelse.
LÆS ANMELDELSE Bevægende drama husker terrorangrebet i London
Som tågede gader i britiske mordgåder, civil slagmark i antinazistiske propagandafilm og som bedsteborgerlig bohemekulisse for romantik i Notting Hill. Men det hele startede med Big Ben. Symbolet over dem alle Big Ben, det verdensberømte tårnur på parlamentsbygningen i London, er vel nok symbolet over alle, når Storbritanniens hovedstad skal beskrives som et ikon på film. Det blev oven i købet engang brugt som brand for et helt britisk filmselskab. Tårnet og dets ur har da også været yderst praktisk, når man i gamle dage, især ovre i mellemkrigstidens Hollywood, skulle indspille film om den engelske storbys indbyggere.



























